start på hovedindhold

Restaurationsforskrift

Miljøkrav til indretning og drift af restaurationer i Aalborg Kommune.

Titel: Restaurationsforskrift - Miljøkrav til indretning og drift af restaurationer i Aalborg Kommune
Vedtaget: Den 24. juni 2026 af Aalborg Byråd

Hvis du driver en restauration, er der en række forhold, du skal overholde for at skabe færrest mulige gener for de omkringboende naboer.

Vil du for eksempel opstarte en restauration, er det først og fremmest vigtigt at få afklaret, om restaurationen kan etableres og drives det ønskede sted. Du bør desuden undersøge og sikre, at du kan opfylde kravene til bl.a. støj og lugt inden etableringen. Det er nemlig meget nemmere at sikre det fra start end at risikere at skulle igennem dyre foranstaltninger bagefter.

Udgangspunktet for placering og åbningstider i Aalborg og Nørresundby Midtby er Aalborg Kommunes Restaurationskort der fremgår af Aalborg Kommunes Restaurationsplan.

I denne forskrift kan du se, hvilke miljømæssige krav der er til indretning og drift af din restauration, så den ikke medfører væsentlige gener i omgivelserne - særligt i forhold til støj og lugt.

Kravene til støj afhænger blandt andet af, hvilket område din restauration ligger i samt af restaurationens koncept og åbningstid. Kravene er for eksempel mere restriktive, hvis du vil drive en bar med livemusik til klokken 03:00 i et boligområde end en café med baggrundsmusik, der kun har åbent i dagtimerne.

Opdelingen i forskellige koncepter afhænger af, om det er maden, drikkevarerne eller musikken, der er det bærende element. Koncepterne kan du se i skemaet i bilag 2 ”Værd at vide” i denne forskrift.

I bilaget ”Værd at vide” kan du desuden læse mere uddybende om støj og andre miljøforhold, som kan være nyttig for dig for at vide som supplement til vilkårene i denne forskrift. Her har vi også samlet mange andre relevante og vigtige oplysninger, der er værd at vide. Oplysningerne er en god hjælp til dig, det gerne vil opstarte eller allerede driver en restauration.

Miljøkrav til indretning og drift af restaurationer i Aalborg Kommune

Formål

Formålet med denne kommunale forskrift er at regulere de miljømæssige forhold i forbindelse med drift af restaurationer i Aalborg Kommune så indretning og drift ikke medfører væsentlige gene i omgivelserne.

Gyldighedsområde

§ 1

Forskriften er gældende for alle nye og eksisterende restaurationer i Aalborg Kommune.

Definitioner

§ 2

Med restaurationer mener vi i denne forskrift følgende virksomheder: spiserestauranter, cafeer, værtshuse/bodegaer, barer (kaffe-, vin-, øl- og cocktailbarer med mere), diskoteker, spillesteder, hoteller og andre lignende erhvervsmæssigt drevne virksomheder, der serverer mad eller drikkevarer.

Restaurationer er omfattet, uanset om de er godkendt med eller uden bevilling efter Lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling med videre (LBK nr. 692 af 05/07/2019)

§ 3

Ved udendørsservering forstås udendørs arealer i tilknytning til restaurationer med servering af mad og/eller drikkevarer til nydelse på eller ved salgsstedet.

I denne forskrift skelner vi imellem:

  1. udendørsservering på offentlige arealer eller på restaurationers arealer, der er orienteret ud mod det offentlige rum.
  2. udendørsservering på restaurationers arealer, der er orienteret ind mod gårdmiljøer 

§ 4

Ved restaurationers støj forstås det samlede støjbidrag fra driften af restaurationen - herunder støj fra tekniske installationer, musik, eventuelt gæster og affalds- og varehåndtering.

§ 5

Ved baggrundsmusik forstås i denne forskrift musik, hvor lydniveauet maksimalt er 65 dB(A).

Støj

§ 6

Drift af restaurationer må ikke give anledning til væsentlige støjgener i omgivelserne. Aalborg Kommune afgør i tvivlstilfælde, hvad der betragtes som væsentlige støjgener.

§ 7

Restaurationers samlede støjbidrag må ikke overstige de i bilag 1 anførte værdier for støj.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for udendørsservering på restaurationers arealer, der er orienteret ud mod det offentlige rum jf. §14.

§ 8

Musikanlæg, TV og andre lydanlæg skal indreguleres og plomberes så støjbidraget fra disse kilder ikke overstiger de i bilag 1 anførte grænseværdier.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke for restaurationer der udelukkende spiller baggrundsmusik.

Stk. 3 Eventuelle gæsteoptrædende musikere, DJ's med mere skal anvende restaurationens plomberede lydanlæg eller på anden måde dokumentere, at de overholder forudsætningerne for indregulering af restaurationens lydanlæg og dermed grænseværdierne.

Stk. 4 Døre og vinduer skal holdes lukket, når der spilles musik inde i restaurationer.

Stk. 5 Hvis restaurationer etablerer lydsluse i forbindelse med indgangspartiet for at kunne overholde de i bilag 1 anførte grænseværdier, skal dørene i lydslusen kunne lukkes enkeltvis, og de må ikke være åbne på samme tid. Dørene skal være forsynet med automatisk lukkeanordning, der ikke må blokeres.

§ 9

Tekniske installationer som for eksempel køleanlæg, ventilationsanlæg og luftafkast samt andre installationer skal udføres og drives så støjbidraget fra disse kilder ikke overstiger de i bilag 1 anførte grænseværdier.

Stk. 2 Døre, der giver anledning til impulsstøj ved lukning, skal forsynes med dørpumpe og anslagslister med gummi eller lignende.

§ 10

Udendørs støjende aktiviteter som for eksempel oprydning, rengøring og anvendelse af varelager, herunder flaske- og affaldshåndtering, må ikke finde sted i tidsrummet klokken 22:00 - 07:00.

§ 11

Aalborg Kommune kan ved særlige lejligheder meddele dispensation fra vilkårene i §7 og §8 i forbindelse med afholdelse af konkrete indendørs arrangementer, der ligger uden for den normale drift.

Stk. 2 Dispensation efter stk. 1 kan meddeles 5 gange om året.

Stk. 3 En dispensation gives på baggrund af en konkret vurdering.

Stk. 4 Senest en måned inden arrangementet ønskes afholdt, skal du indsende en ansøgning med detaljerede oplysninger og begrundelser for dispensationen.

Udendørsservering

§ 12

Åbningstider og vilkår for udendørsservering på offentlige arealer fremgår af tilladel-se efter Vejloven givet af Aalborg Kommune.

§ 13

Støjbidrag fra udendørsservering på restaurationers arealer, der er orienteret ind mod gårdmiljøer, må ikke overstige de i bilag 1 anførte værdier.

§ 14

Støjbidrag fra udendørsservering på offentlige arealer eller restaurationers arealer, der er orienteret ud mod det offentlige rum, må ikke overstige 65 dB(A) (målt som maksimalværdi) ved restaurationens serveringsområde.

§ 15

Det er ikke tilladt at spille musik eller anvende lydanlæg på udendørs serveringsarealer eller andre udendørs arealer i tilknytning til restaurationer.

Stk. 2 Aalborg Kommune kan i konkrete tilfælde give dispensation fra stk. 1 til at spille baggrundsmusik.

Lugt - Ventilation

§ 16

Drift af restaurationer må ikke medføre væsentlige lugtgener i omgivelserne. Aalborg Kommune afgør i tvivlstilfælde, hvad der betragtes som væsentlige lugtgener.

§ 17

Restaurationer skal forsynes med et velfungerende udsugnings- eller ventilationsanlæg, der kan indfange lugt fra køkkener og serveringslokaler.

§ 18

Restaurationer, der anvender åben ild, skal forsynes med velfungerende afkast.

§ 19

Afkast ledes til det fri og mindst 1 meter over tagryg eller mindst 1 meter over højereliggende tagryg på naboejendomme.

Stk. 2 Afkast skal være opadrettet og forsynes med jethætte eller lignende.

§ 20

Ventilationsanlæg skal i nødvendigt omfang efterses og kontrolleres for fejl, tilsmudsning og utætheder, og om nødvendigt renses og repareres. Restaurationer skal føre driftsjournal med oplysninger om dato og omfang for eftersyn, eventuelle reparationer samt udførende ventilationsfirma. Journalen skal på forlangende forevises Aalborg Kommune.

§ 21

Stærkt lugtende mad- og råvarer skal opbevares så lugtgener ikke forekommer i omgivelserne.

Affald

§ 22

Affaldsopbevaring, håndtering og bortskaffelse skal ske i overensstemmelse med de til enhver tid gældende kommunale regulativer og må ikke give anledning til væsentlige gener eller uhygiejniske forhold i omgivelserne.

Spildevand

§ 23

Der skal etableres fedtudskiller, hvis der udledes fedt og olie med spildevandet til offentligt kloaksystem, og hvor mængden og sammensætningen adskiller sig fra almindeligt husholdningsspildevand.

Stk. 2 Aalborg Kommune afgør i tvivlstilfælde, om der skal etableres fedtudskiller.

Dokumentation - Støj

§ 24

Restaurationer skal i forbindelse med etablering dokumentere, at musikanlæg, TV eller andre lydanlæg overholder kravene til indregulering og plombering af musik-/lydanlæg jf. § 8 stk. 1 for ekstern støj og bygningstransmitterede støj.

Stk. 2 Dokumentation jf. stk. 1 skal udføres i form af støjmålinger og beregninger og være udført af et firma, der er akkrediteret eller af personer, der er certificeret til at udføre »Miljømåling -ekstern støj« jf. Referencelaboratoriet.

Stk. 3 Dokumentation jf. stk. 1 og 2 skal som minimum foreligge som et støjnotat og indsendes til godkendelse af Aalborg Kommune senest 3 måneder efter, der er meddelt midlertidig ibrugtagningstilladelse.

Stk. 4 Hvis der efter etableringen af musikanlæg, TV eller andre lydanlæg foretages udvidelser eller ændringer, der medfører, at den tidligere indgivne dokumentation ikke længere er i overensstemmelse med de faktiske forhold, skal restaurationen indsende fornyet dokumentation straks herefter.

Stk. 5 Restaurationer beliggende i Jomfru Ane Gade og Jomfru Anes Gård er undtaget dokumentation jf. stk. 1 og 4.

§ 25

Restaurationer skal efter anmodning fra Aalborg Kommune foretage støjmålinger og beregninger for at dokumentere overholdelse af de i bilag 1 anførte grænseværdier jf. §7 stk.1, § 8 stk. 1 og 3, §9 stk.1 og §13 samt grænseværdien for støj jf. §14.

Stk. 2 Aalborg Kommune kan en gang årligt anmode om dokumentation jf. stk.1.

Stk. 3 Dokumentationen jf. stk. 1 skal udføres af et firma, der er akkrediteret til at udføre støjmålinger eller af personer, der er certificeret til at udføre »Miljømåling - ekstern støj« jf. Referencelaboratoriet.

Stk. 4 Dokumentation skal foreligge som støjrapport i form af ”Miljømåling - ekstern støj”.

Dokumentation - Lugt

§ 26

Restaurationer skal efter anmodning fra Aalborg Kommune dokumentere, at ventilationsafkast er udført i henhold til § 19 stk. 1 og 2.

Administrative bestemmelser

§ 27

Denne forskrift er meddelt i henhold til §20, stk. 1 i Bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017 (Miljøregulering af visse aktiviteter).

§ 28

Forskriften er ikke til hinder for, at Aalborg Kommune efter § 42, stk. 1- 4 i Lovbekendtgørelse nr. 1093 af 11. oktober 2024 (Miljøbeskyttelsesloven), kan stille krav om yderligere forureningsbegrænsende foranstaltninger end angivet i forskriften eller nedlægge forbud imod restaurationen eller aktiviteten, jf. § 20, stk. 5 i Bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017 (Miljøregulering af visse aktiviteter).

§ 29

Aalborg Kommune kan i særlige tilfælde dispensere fra bestemmelserne i forskriften. Dispensation meddeles kun i de tilfælde, hvor bestemmelserne i forskriften ikke har en effekt i forhold til gener eller i helt særlige tilfælde.

§ 30

Aalborg Kommune kan administrativt ændre oplysningerne i bilag 2 uden vedtagelse af ny Restaurationsforskrift.

Klager og domstolsprøvelse

§ 31

Afgørelser truffet i medfør af denne forskrift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 21 stk. 2 i Bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017 (Miljøregulering af visse aktiviteter).

Undtaget er afgørelser vedrørende kommunalt ejede eller kommunalt drevne anlæg, herunder anlæg hvor kommunalbestyrelsen har væsentlig indflydelse på tilrettelæggelsen af driften jf. §23 i Bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017. Disse afgørelser kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.

Et eventuelt sagsanlæg (domstolsprøvelse) skal være anlagt inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt, jf. miljøbeskyttelseslovens § 101, stk. 1.

Straffebestemmelser

§ 32

Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der

  • overtræder denne forskrifts bestemmelser, jf. § 24 i Bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017 (Miljøregulering af visse aktiviteter)
  • overtræder vilkår i afgørelser truffet med hjemmel i denne forskrift

Ikrafttrædelsesbestemmelser

§ 33

Forskriften træder i kraft den 24.06.2026.

Ved forskriftens ikrafttræden ophæves restaurationsforskriften vedtaget af Byrådet den 11. september 2000, samt tillæg vedtaget den 25. juni 2001 og 13. juni 2016. 

Bilag 1

Krav til støj fra restaurationer

Grænseværdier for støjbidrag - målt udendørs ved skel - fra den enkelte virksomhed, anlæg eller indretning.

Ekstern støj

Arealanvendelse

Støjgrænse i dB(A)
Mandag - fredag 07.00 - 18.00
Lørdag 07.00 - 14.00

Støjgrænse i dB(A)
Mandag - fredag 18.00 - 22.00
Lørdag 14.00 - 22.00
Søn- og helligdage 07.00 - 22.00

Støjgrænse i dB(A)
Alle dage 22.00 - 07.00

Erhvervsområder for let industri og industri med mere

60

60

60

Områder for boliger og erhverv 

55

45

40 (55)*

Centerområder

55

45

40 (55)*

Etageboligområder og institutionsområder

50

45

40 (55)*

Boligområder for åben og lav boligbebyggelse og særligt støjfølsomme institutioner (hospitaler, plejehjem med videre)

45

40

35 (50)*

Sommerhusområder, offentligt tilgængelige rekreative områder og særlige naturområder

40

35

35 (50)*

*Maksimalværdi om natten

Grænseværdierne er angivet som det ækvivalente korrigerede støjniveau i dB(A).

Det ækvivalente støjniveau er støjens middelværdi over et længere tidsrum (om dagen 8 timer, om aftenen 1 time og om natten ½ time)

Grænseværdier for bygningstransmitteret støjbelastning - målt indendørs i beboelses-rum/erhvervslokaler.

Bygningstransmitteret støj

Arealanvendelse

Støjgrænse i dB(A)
Dag/aften 07.00 - 22.00

Støjgrænse i dB(A)
Nat 22.00 - 07.00

Boliger

30

25 (40)*

Kontorer

40

40

Erhverv (bortset fra kontorer)

50

50

*Maksimalværdi om natten

Grænseværdierne er angivet som det ækvivalente korrigerede støjniveau i dB(A) ved efterklangstid på henholdsvis 1,0 sek.(erhverv), 0.8 sek. (kontorer) og 0,5 sek. (boliger) som funktion af tidsrum og anvendelse.

Grænseværdier for lavfrekvent støj (10-160 Hz) - målt indendørs i beboelsesrum/erhvervslokaler

Lavfrekvent støj

Arealanvendelse

Støjgrænse i dB(A)
Dag 07.00 - 18.00

Støjgrænse i dB(A)
Aften/nat 18.00 - 07.00

Boliger, børneinstitutioner og lignende

25

20

Kontorer, undervisningslokaler og lignende

30

30

Erhverv (bortset fra kontorer)

35

35

Grænseværdierne er angivet som det ækvivalente niveau over et måletidsrum på 10 minutter, hvor støjen er kraftigst. 

Bilag 2 - Værd at vide

Byggetilladelse

Etablering af en restauration eller ændringer af eksisterende restauration herunder restaurationens koncept kræver en tilladelse efter byggeloven og forudsætter, at plangrundlaget herunder for eksempel kommuneplan eller lokalplan tillader anvendelsen til restauration. 

Ved indretning af restaurationer er der blandt andet krav til brandsikkerhed, flugtveje, tilgængelighed, ventilation og luftlydsisolering med videre.

Du bør kontakte kommunen for at afklare muligheden for indretning af restauration på den ønskede placering. Du kan eventuelt ansøge om en forhåndstilkendegivelse til dit projekt.

Placering

I forbindelse med etablering af en restauration er det først og fremmest vigtigt at få afklaret om restaurationen kan etableres og drives det ønskede sted. Der kan nemlig være forhold i blandt andet lokalplanen, der gør, at det ønskede koncept ikke er foreneligt med lokalplanens bestemmelser. 

Virksomheder - herunder restaurationer - er inddelt i miljøklasser afhængigt af virksomheders miljømæssige påvirkning af omgivelserne. Restaurationer ligger i miljøklasse 1-4 afhængig af aktivitetsniveauet og konceptet for driften.

Miljøklasse 1-2 omfatter restaurationer, der påvirker omgivelserne i ubetydelig eller i ringe grad og omfatter typisk spiserestauranter og cafeer med mere.

Miljøklasse 3-4 omfatter restauranter, der påvirker omgivelserne i mindre eller noget belastende grad og omfatter typisk værtshuse og barer med mere.

Udgangspunktet for placering og for åbningstider for restaurationer beliggende i det centrale Aalborg og Nørresundby fremgår af Restaurationskort i Aalborg Kommunes Restaurationsplan.

Oversigtskort, der viser de fire zoneinddelinger for restaurationer.

Fredet eller bevaringsværdig bygning

Renoveringer og ændringer af det ydre af en bevaringsværdig bygning kræver som udgangspunkt tilladelse fra Aalborg Kommune.

Vær opmærksom på, at renoveringer og ændringer i en fredet ejendom kræver en tilladelse fra Kulturstyrelsen.

Læs mere om reglerne på Kulturstyrelsens hjemmeside.

Foodtrucks, kaffeknallerter og andre mobile gadesalg af mad og drikke

Der må opstilles foodtrucks på udvalgte pladser i Aalborg Kommune. Opstillingen kræver en parkeringsdispensation.

Mobilt gadesalg fra mindre vogne herunder kaffeknallerter, Christianiacykler og kassecykler må finde sted på udvalgte steder.
 
Se mere om reglerne på Aalborg Kommunes hjemmeside. 

Alkoholbevilling og udvidet åbningstid

I forbindelse med salg af alkohol skal der søges om alkoholbevilling ved Politiet, og der skal foreligge en bevilling fra Aalborg Kommunes Bevillingsnævn.

En alkoholbevilling involverer flere myndigheder herunder blandt andet Nordjyllands Politi, Nordjyllands Beredskab, SKAT, Aalborg Kommune samt Fødevarestyrelsen Nordjylland.

Ændring af restaurationens koncept eller udvidet åbningstid kræver ligeledes tilladelse fra Bevillingsnævnet – også selvom der ikke serveres alkohol.

Yderligere oplysninger findes i ”Aalborg Kommunes Restaurationsplan” på kommunens hjemmeside.

Restaurationskoncepter

I Aalborg Kommune inddeles restaurationer i forskellige forretningskoncepter alt afhængig af om det er maden, drikkevarer, musikken eller andet, der er det bærende element.

Restaurant/cafe, hvor maden er det bærende element (for eksempel restaurant/cafe, cafeteria, pizzaria, take-away)

  • Placering i 24-zone
    Baggrundsmusik < 65 dB til klokken 24:00 indenfor og klokken 22:00 udenfor.
  • Placering i zone 01
    Baggrundsmusik < 65 dB til klokken 01:00 indenfor og klokken 24:00 udenfor.
  • Placering i zone 03 eller 05
    Baggrundsmusik < 65 dB til klokken 03:00 indenfor og klokken 24:00 udenfor.

Restaurant/cafe, hvor maden og drikkevarer er det bærende element (for eksempel restaurant/cafe, pizzaria, cocktailbar efter maden)

  • Placering i 24-zone (cocktailbar må ikke ligge i 24-zone)
    Baggrundsmusik < 75 dB til klokken 24:00 indenfor og klokken 22:00 udenfor.
  • Placering i zone 01 (cocktailbarer har krav om støjdokumentation jf. Restaurationsforskrift)
    Baggrundsmusik < 75 dB til klokken 01:00 indenfor og klokken 24:00 udenfor.
  • Placering i zone 03 eller 05 (Krav om støjdokumentation jf. Restaurationsforskrift)
    Baggrundsmusik < 65 dB til klokken 03:00 indenfor og klokken 24:00 udenfor.

Restaurant/cafe, hvor maden og drikkevarer er det bærende element (for eksempel restaurant/cafe, pizzaria, cocktailbar efter maden)

  • Placering i 24-zone (cocktailbar må ikke ligge i 24-zone)
    Baggrundsmusik < 75 dB til klokken 24:00 indenfor og klokken 22:00 udenfor.
  • Placering i zone 01 (cocktailbarer har krav om støjdokumentation jf. Restaurationsforskrift)
    Baggrundsmusik < 75 dB til klokken 01:00 indenfor og klokken 24:00 udenfor.
  • Placering i zone 03 eller 05 (Krav om støjdokumentation jf. Restaurationsforskrift)
    Baggrundsmusik < 65 dB til klokken 03:00 indenfor og klokken 24:00 udenfor.

 

For eksempel: Restaurant/Café, Cafeteria, Pizzeria, Take Away.

Forretningstype: Restaurant/cafe, hvor maden er det bærende element

Musik

Åbningstid til:

Udeservering til:

Placering Zoneområde (jævnfør kort)

Baggrundsmusik < 65 dB

Klokken 24

Klokken 22

Alle zoner

Baggrundsmusik < 65 dB

Klokken 01

Klokken 24

Alle zoner på nær 24-zone

Baggrundsmusik < 65 dB

Klokken 03

Klokken 24

03- eller 05-zone

For eksempel: Restaurant/café, Pizzeria, Restaurant/café med Cocktailbar efter maden.

Forretningstype: Restaurant/cafe, hvor maden og drikkevarer er det bærende element

Musik

Åbningstid til:

Udeservering til:

Placering Zoneområde (jævnfør kort)

Bemærkninger

Baggrundsmusik < 75 dB

Klokken 24

Klokken 22

Alle zoner

Cocktailbar må ikke ligge i 24-zone

Baggrundsmusik < 75 dB

Klokken 01

Klokken 24

Alle zoner på nær 24-zone

Hvis cocktailbar: krav om støjdokumentation jævnfør Restaurationsforskrift.

Baggrundsmusik < 75 dB

Klokken 03

Klokken 24

03- eller 05-zone

Krav om støjdokumentation jævnfør Restaurationsforskrift.

Støjdokumentation

Musikanlæg, TV og andre lydanlæg indendørs i restaurationer skal indreguleres og plomberes således, at lyden ikke medfører et støjniveau, der overstiger de angivne grænseværdier.
Der er fastsat grænseværdier for ekstern støj, bygningstransmitterede og lavfrekvent støj i bilag 1.
Der er dog ikke krav om indregulering og plombering for restaurationer, der udelukkende spiller baggrundsmusik (musik hvor lydniveauet ikke er mere end 65 dB(A)), idet det forventes, at restaurationer kan overholde de bilag 1 angivende grænseværdier for støj, når der ikke spilles mere end 65 dB(A) inde i restaurationen.

I tilfælde af klager over støj fra restaurationer kan Aalborg Kommune forlange dokumentation for overholdelse af grænseværdierne i bilag 1. Dette gælder også for restaurationer, der udelukkende spiller baggrundsmusik.

Plombering af lydanlæg foretages i forbindelse med støjmåling, så det maksimale støjniveau kun kan ændres af fagfolk.

Støjmålinger skal foretages af et firma, der er akkrediteret eller af firmaer med personer, der er certificeret til at udføre støjmålingerne jævnfør Referencelaboratoriet.

Liste over godkendte firmaer findes på Referencelaboratoriets hjemmeside.

Dokumentation for måling og beregning skal som minimum indeholde:

  • Dato.
  • Hvor støjmålingen er foretaget.
  • Beskrivelse og foto af restaurationens musikanlæg, TV og andre lydanlæg med angivelse af placering af anlæg og højtalere på situationsplan.
  • Placering af kontrolmålepunkt.
  • Lydstyrkekontrollens indstillingsværdi ved støjmålingen.

Dokumentationen for overholdelse af støjkravene i forbindelse med etablering eller ændring af restaurationer skal som minimum være i form af et støjnotat, der er udarbejdet af det firma, der har foretaget målingen.

Dokumentationen for overholdelse af grænseværdierne i bilag 1 i forbindelse med klager eller støjgener skal være i form af ”miljømåling-ekstern støj” i henhold til Bekendtgørelse om kvalitetskrav til miljømålinger.

Kravet om indsendelse af støjdokumentation i forbindelse med etablering og ændringer omfatter ikke restaurationer i Jomfru Ane Gade og Jomfru Anes Gård, idet gaden betragtes som erhvervsområde. Dog skal der udføres støjdokumentation på forlangende – typisk i forbindelse med klager over støj.

Da Jomfru Ane Gade og Jomfru Anes Gård betragtes som erhvervsområde reguleres restaurationerne efter støjgrænserne for erhvervsområde. Restaurationerne skal dog stadigvæk overholde støjgrænser til omkringliggende boliger med mere.

Udendørsservering

Ved etablering af fortovsrestauranter eller lignende på offentlige arealer skal der foreligge en tilladelse efter Vejloven til udendørsservering fra Aalborg Kommune med samtykke fra politiet i henhold til gældende retningslinjer og vilkår for udendørsservering.

En tilladelse bliver altid meddelt ud fra en konkret vurdering.

Hvis arealet omfatter eller berører flugt- og redningsveje fra og til omgivende bebyggelse og grundarealer, skal beredskabsmyndigheden tillige give deres samtykke.

Åbningstider for udendørsservering på offentlige arealer fremgår af tilladelsen og afhænger af placeringen.

Udgangspunktet for åbningstider på offentlige arealer for udendørsservering fra restaurationer beliggende i det centrale Aalborg og Nørresundby fremgår af Restaurationskortet i Aalborg Kommunes Restaurationsplan. Her fremgår det, at vejledende åbningstider for udendørsservering er fra klokken10:00 til klokken 22:00 eller 24:00. Dog til klokken 05:00 i Jomfru Ane Gade.

Regulering af støj fra udendørsservering afhænger af, om serveringsarealet er orienteret ud mod det offentlige rum eller ind mod et gårdmiljø.

Støjniveauet fra en gruppe mennesker, der sidder og snakker uden musik, svarer til cirka 65 dB (A), hvorfor støjgrænsen for udendørsservering på offentlige arealer er fastsat til 65 dB (A) i denne forskrift. Det samme gør sig gældende for restaurationernes egne arealer, der vender ud mod det offentlige rum.
Støj fra udendørsservering på restaurationers egne arealer, der er orienteret ind mod gårdmiljøer, skal derimod reguleres som virksomhedsstøj, og indgår derfor i det samlede støjbidrag fra restaurationen og reguleres i henhold til støjgrænserne i bilag 1.

Yderligere oplysninger om regler for anvendelse af offentlige arealer findes i pjecen ”Brug byen”.

Arrangementer

Støj fra restaurationers daglige drift reguleres af denne forskrift.

Forskriften indeholder mulighed for at søge om enkeltstående dispensationer til indendørs arrangementer i forbindelse med særlige lejligheder. En dispensation gives på baggrund af en konkret vurdering af de gener, som et arrangement vil kunne medføre til omgivelserne, og vil indeholde vilkår med henblik på at regulere og minimere generne.
Hvis et arrangement medfører væsentlige flere gener end forudsat, forbeholder Aalborg Kommune sig ret til at afslå fornyet ansøgning om dispensation til lignende arrangement, ligesom viden fra tidligere arrangementer vil indgå i vurderingen af efterfølgende arrangementer.

En dispensation vil altid indeholde krav om naboorientering minimum 14 dage før afholdelse af arrangementet.

Støj fra udendørs musikarrangementer, reguleres ikke af denne forskrift men af ”Kommunal forskrift om regulering af støjforhold ved afholdelse af udendørs musikarrangementer".

Lugt - Ventilation

Restaurationer skal være forsynet med et effektivt ventilationsanlæg, så naboerne ikke oplever lugtgener.

Ventilationsanlæg skal etableres i henhold til Bygningsreglementet og Ventilation Ståbi.

Afkast fra ildsted skal etableres i henhold til reglerne i Bygningsreglementet og godkendes af Skorstensfejer.

Afkastet skal som minimum være ført 1 meter over ejendommens eller naboejendommens tagryg og være i tilstrækkelig afstand fra udendørs opholdsarealer, oplukkelige vinduer og døre og andre former for luftindtag. Ejendomme indenfor en afstand af 15 meter betragtes typisk som værende naboejendomme.

Ventilationsanlægget skal installeres tilgængeligt, så der kan foretages tilsyn og vedligeholdelse i nødvendigt omfang. Anlægget skal efterses og kontrolleres for fejl, tilsmudsning og utætheder og om nødvendigt renses og repareres. Service og rensning medvirker til optimal drift og forebyggelse af brand.

Ventilationskanaler skal være helt tætte. Alle samlinger skal være forsynet med pakninger eller anden form for effektiv forsegling. For så vidt angår indvendige kanaler, der passerer beboelsesrum eller andre opholdsrum, gælder, at det skal godtgøres, at kanalerne er tætte og monteret med nødvendige lyddæmpere og indkapslinger inden anlægget igangsættes.

Restaurationer skal sikre, at vægge og lofter er helt tætte, så driften ikke medfører lugtgener ved naboerne.

Affald

Restaurationer har som alle andre virksomheder pligt til at sortere affald til genanvendelse herunder madaffald.

Aalborg Kommune tilbyder, at alle virksomheder i Aalborg Kommune, der har madaffald, papir, pap, plast, metal samt mad- og drikkekartoner, som i art og mængde svarer til husholdningers, kan benytte de kommunale ordninger, som er beskrevet i ”Regulativ for Husholdningsaffald”, men der er ikke tilslutningspligt for virksomheder til de kommunale ordninger. Virksomheder kan desuden benytte genbrugspladserne mod betaling.

Det er Nordværk A/S der administrerer kommunens affaldsordninger.

Spildevand og fedtudskiller

Virksomheder, der udleder processpildevand, skal som udgangspunkt have tilladelse til at tilslutte sig til offentlig kloak. Udledning af vegetabilsk og animalsk fedt- og olieholdigt spildevand kræver desuden etablering af en fedtudskiller.

Etablering af fedtudskiller mindsker udledning af fedt til spildevandssystemet og hindrer tilstopning af kloakken og dannelse af lugtgener. Etablering og tømning af fedtudskiller indgår desuden som led i den forebyggende rottebekæmpelse.

I tvivlstilfælde afgør Aalborg Kommune, om der skal etableres fedtudskiller, og om der er krav om tilladelse til tilslutning til kloak.

Etablering af fedtudskiller skal foretages af en autoriseret kloakmester, og etablering og dimensionering skal ske i henhold til gældende bygningsregler, afløbsnorm, Dansk Standard DA/EN og SBI-anvisning 185. Nye fedtudskillere skal desuden være CE-mærkede i henhold til DS/EN 1825. Fedtudskillere skal være afdækket med et lufttæt dæksel og anbragt, så fedtudskilleren ikke udsættes for større fysiske belastning end den beregningsmæssigt kan tåle.

Skadedyr

For at sikre mod skadedyr indenfor i restaurationer bør bygninger inden etablering gennemgås og sikres. Det gælder for eksempel ved døre, porte, rørgennemføringer og facader. Hævede terrasser bør ligeledes sikres, så rotter ikke kan få adgang ind under terrassedæk. Opbevaring af tomme flasker og emballage til genbrug bør kun ske i sikrede skure og containere for at undgå at tiltrække skadedyr.

Manglende overholdelse af denne forskrift

Aalborg Kommune fører tilsyn med, at restaurationer overholder vilkårene i denne forskrift. I forbindelse med manglende overholdelse kan kommunen indskærpe forholdet og indgive en politianmeldelse, der vil kunne medføre en bødestraf.

Overtrædelser kan også få indvirkning på Bevillingsnævnets tilladelse, idet en forudsætning for alkoholbevilling er at bestemmelserne vedrørende de miljømæssige forhold i denne forskrift overholdes.