I Aalborg Kommune er der udarbejdet fælles retningslinjer for udlevering af injektionsudstyr
Injektionsudstyr uddeles til IV-stofmisbrugere fra:
- Gadesygeplejersken
- Parasollen
- Kirkens Korshærs Varmestue i Aalborg
- Voksenbøgen (til indskrevne borgere)
- Det Alternative Plejehjem/Svenstrupgaard (til indskrevne borgere)
- Herberget (til indskrevne borgere)
Formål
Formålet med denne retningslinje er, at udarbejde en guideline for udleveringen af IV-injektionsudstyr i Aalborg Kommune, der følger sundhedsstyrelsens anbefalinger og som sikrer at det er muligt at overvåge udviklingen i omfanget af udleveret injektionsudstyr.
Der er tale om en forbyggende, skadesreducerende indsats, hvor udleveringen tilrettelægges efter lokale forhold i dialog med borgerne (Borgere med et IV-stofmisbrug, der opholder sig i Aalborg Kommune).
Retningslinjen skal sikre god tilgængelighed for alle borgergrupper, sikkerhed for brugere, medarbejdere og øvrige borgere og en løbende fælles monitorering af udleveringen.
Definition af begreber
Sterilt injektionsudstyr består af kanyler, sprøjter i forskellige størrelser, vandampuller, spritservietter, askorbin - og citronsyre, kogekar, filtre og kanylebokse. Det aktuelle udbud reguleres i dialog med borgergruppen.
Procedure / fremgangsmåde
Der udleveres gratis udstyr på ovenstående udleveringssteder til de borgere, der ønsker det. Der stilles som udgangspunkt ikke modkrav til borgeren om eksempelvis aflevering af brugt udstyr, men der opfordres til at brugt udstyr enten afleveres eller bortskaffes i opstillede eller udleverede kanylebokse.
Der er både mulighed for udlevering af injektionsudstyr som færdigpakket kit og udlevering af udstyr efter borgerens konkrete ønsker.
Det enkelte udleveringssted udarbejder selv en lokal procedure for hvordan udleveringen helt konkret foregår. Det anbefales at der er mulighed for dialog med den medarbejder, såfremt borgeren ønsker det.
I forbindelse med udleveringsstederne, skal der være tilgængelige oplysningsplakater og visitkort med kontaktoplysninger på Gadeteamet og Rusmiddelafsnittet, såfremt borgeren ønsker at drøfte sit misbrug og/eller livssituation.
Ansvar og organisering
Det overordnede ansvar for koordinering af indsatsen på området ligger i sekretariatet i CSI i tæt samarbejde med gadesygeplejersken, mens ansvaret for at udvise god praksis og sikkerhed i udleveringen ligger på det enkelte udleveringssted.
To gange årligt – i maj og december måned - optælles antal unikke brugere og antal udleverede sprøjter og kanyler på de enkelte udleveringssteder.