Besøg Café VæXt
Hvem kan komme på caféen?
Café VæXt drives med hjælp fra frivillige og er for dig, der har haft et forbrug eller overforbrug af rusmidler. Det kan være, at du har drukket, taget stoffer, spillet eller noget helt fjerde
Dine pårørende er også meget velkomne i huset både for råd, vejledning, hygge og til at være med i familieklubmøderne eller møderne i Voksne Børn af Alkoholikere.
Café VæXt er også til for dig uden en baggrund med afhængighed, som ønsker at være en del af et værested, hvor vi skaber dynamikken i fællesskab med vores gæster.
Mad i caféen
I Caféen tilbyder vi mulighed for at købe frokost og aftensmad.
Alle vores priser er rimelige.
Personalet har altid tid til at snakke med caféens besøgende.
Netværkstilbud
Café VæXt er et netværkstilbud med både frivillige og ansatte. Det lønnede ansatte personale har en stor viden og erfaring vedrørende afhængighed af rusmidler. Derfor kan de yde vejledning til dem, der har brug for det.
Café VæXt er ikke et behandlingstilbud, men gæsterne inspirerer gensidigt hinanden til at bevare en positiv udvikling i at forblive stoffrie og ædru.
Vores mål er, at der skal være plads til alle, uanset hvilken baggrund og baggage, man kommer med.
Selvhjælpsgrupper
Du har mulighed for at benytte de forskellige selvhjælpsgrupper, der har møde i huset. Selvhjælpsgrupperne er:
- Familieklub
- Anonyme Alkoholikere
- Narkomaner Anonyme
- Overspisere Anonyme
- Voksne Børn af Alkoholikere
Foredrag, aktiviteter, arrangementer m.m.
Ud over selve caféen har vi lokaler, vi bruger til foredrag, aktiviteter, musik og værksteder. Alt sammen aktiviteter du kan melde dig til.
Du kan også bruge vores internetcafé, billard med videre.
Sportstilbud
Café VæXt har forskellige tilbud angående sport, idræt, motion og aktiviteter. Aktiviteter skal forstås bredt, såsom dart, skak, billard, boldspil, friluftsliv, badminton, bowling, volleybold, hockey og lignende.
Der er sørget for de nødvendige faciliteter, udstyr og andet der er nødvendigt for aktiviteten. Der er egenbetaling knyttet til nogle af tilbuddene.
Bliv frivillig i café VæXt
Café VæXt kan være en arbejdsplads for dig, der gennem en aktivering eller virksomhedspraktik har brug for trygge rammer til udvikling i café- og køkkendrift, pedelfunktion eller pædagogiske opgaver. Som frivillig kan du være med til mange forskellige opgaver. Du er selvfølgelig selv med til at bestemme, hvor du vil lægge dit frivillige, sociale arbejde.