Aalborg Kommune og Helle høster hæder for banen på Aalborg Stadion
PressemeddelelseVed vinterpausen blev græstæppet på Aalborg Portland Park kåret som det bedste af anførerne i fodboldens 1. division, og for første gang har en medarbejder fra Aalborg Kommune fået tildelt prisen som årets groundsman

Græs er ikke bare græs. Og slet ikke når det gælder AaB's hjemmebane, Aalborg Portland Park. Her skal banens kvalitet nemlig være helt perfekt, så grundlaget er i top for de bedste fodboldpræstationer. Noget tyder på, at de ansatte groundsmen i Entreprenørenheden under Teknik og Miljø har en spirende forståelse for, hvad der skal til for at ramme det helt rigtige niveau.
Den bedste bane
Ved vinterpausen blev Aalborg Portland Park nemlig kåret til den bedste fodboldbane i 1. division. Otte gange har modstanderholdenes anførere bedømt banen, og syv gange har den fået topkarakteren 5, mens karakteren 4 blev uddelt en gang. Det giver banen med hybridgræs en gennemsnitsbedømmelse på 4,88.
"Det er en stor ros til vores groundsmen derude, at de har lavet så flot en bane. Fuldstændig jævn, spilbar og kan lige nøjagtig det, som AaB gerne vil nemlig det hurtige spil. Det kræver meget viden om græs, så man skal kunne se, hvad græsset har behov for, siger parforvalter Erik Johnsen fra Entreprenørenheden.
Årets groundsman
Anerkendelsen fra spillerne i 1. division er ikke det eneste kvalitetsstempel, som kommunens græspleje har fået. For første gang nogensinde fik en medarbejder i Aalborg Kommune prisen som Groundsman of the Year 2025, der uddeles af Groundsman Association Denmark i samarbejde med Semenco & Linds. Prisen gik til Helle Østerhaab Mortensen, der til daglig arbejder på Aalborg Stadion og AaB's træningsanlæg på Hornevej. Hun er oprindeligt greenkeeper fra Hals Golfklub og har været ansat i Aalborg Kommune siden 1. april 2016.
Det er Entreprenørenheden, der har indstillet Helle Østerhaab Mortensen til prisen. Det skete bl.a. med begrundelsen, at hun er løsningsorienteret og har stor teknisk viden om græspleje,dræning, maskiner og banekonstruktion. Hun har også medvirket til, at AaB har en virkelig god træningsbane. Den erfarne groundsman er stolt over prisen og faget.
Nørderi
"Der er noget nørderi i det. Græsset er uforudsigeligt. Vi kan godt lave en plan, men vi er hele tiden nødt til at mærke græsset. Man skal hele tiden have en fornemmelse for det og kende sit græs og sin bane, siger Helle Østerhaab Mortensen, der er en af fem groundsmen i kommunen.
Aalborg Kommune tænker også på at sikre den nye generation af groundsmen. I samarbejde med AaB A/S og DBU har Aalborg Kommune netop ansat en groundsman-elev, der begynder 1. marts. DBU vil 40 procent af tiden bruge eleven til de baner, hvor landsholdet skal træne, mens AaB A/S og Aalborg Kommune hver især vil bruge eleven 30 procent af den resterende tid.




