Helbredstillæggets størrelse afhænger af din personlige tillægsprocent. Tillægsprocenten bliver fastsat ud fra størrelsen af din og en eventuel ægtefælles eller samlevers indtægt. Jo højere din tillægsprocent er, desto mere kan du få i tilskud.
Et helbredstillæg dækker op til 85 pct. af dine egne udgifter. Får du udvidet helbredstillæg til tandproteser, briller eller fodbehandling, kan du få dækket op til 85 pct. af den faktiske pris. Men hvis kommunen har indgået en prisaftale i forhold til den hjælp, du søger om, kan du kun få dækket op til 85 pct. af den pris, der er aftalt i prisaftalen.
Du kan søge om et personligt tillæg til at dække den del af udgiften, du selv skal betale.
Dit helbredstillæg beregnes herefter i forhold til, hvor stor din personlige tillægsprocent er. Hvis tillægsprocenten er mindre end 100, får du udbetalt tilsvarende mindre i helbredstillæg. Du kan ikke få helbredstillæg, hvis din personlige tillægsprocent er nul.
Du kan se størrelsen af din personlige tillægsprocent i de breve, du modtager fra Udbetaling Danmark med oplysninger om ændringer i din pension.
Du betaler ikke skat af helbredstillæg.