Aalborg Kommune arbejder målrettet med formidling af biodiversitet til børn og unge. Det er et vigtigt mål for os, og det er indeholdt både i vores biodiversitetsstrategi ”Rig Natur” og i vores naturpolitik ”Under Åben Himmel”.
Rig natur i skolegården vil være et oplagt projekt i rammen af begge strategier og kunne danne bro til bæredygtighed og klima. Projektet vil muliggøre inddragelse af områdets mest aktive brugere; nemlig børn og unge! Formålet skal være at formidle en bred viden om Rig Natur og en bred vifte af biodiversitetstiltag til eleverne. Den vidensdeling skal danne grundlag for, hvordan de kan integrere det både i egne nære udendørs omgivelser, men også som del af bredere ’natur-dannelse’ om biologi og biodiversitet i natur- og teknikundervisningen. Få kender områderne bedre end skolens egne elever, og de har øje for, hvor naturen kan sikres plads til at udvikle sig uden at det sker på bekostning af fx det bedste sted til at spille fodbold eller ’sparke til bøtten’.
Biodiversitets tiltag på skolens områder kan også være med til at omskabe/omstrukturere skolens udendørs arealer, så det ikke kun er biodiversiteten, som får plads. Skolens opholdsrum kan omformes og give mere værdi for eleverne. Vi trives bedst i mindre rum med en forskellige struktur, og den struktur kan vi skabe gennem eksempelvis plantning af træer og buske, risgærder og andre biodiversitetstiltag. Dér, hvor børnene vælger at lege, er i de små hjørner, i læhegnene og andre steder, hvor børnenes naturlige kreativitet og rummelige forståelse understøttes.
Rig natur i skolegården vil videre være med til at styrke børnenes relation til naturen og biodiversiteten. Det er den personlige relation, som naturen og biodiversiteten i sidste ende er så afhængig af for at sikre en forsat opbakning til beskyttelsen af naturen. Områder med biodiversitetstiltag vil kunne bruges aktivt i skolens naturfag, hvor eleverne vil kunne få mulighed for at stifte bekendtskab med de meste almindelige dyr og plantearter.
Erfaringerne vil kunne bruges i andre projekter, hvor børn og unge er aktive brugere af udendørsarealer til at identificere de bedste løsninger for natur og biodiversitet og dets unge brugere.
Projektet er en af prøvehandlinger ifm. AAK’s mål om at blive børnevenlig kommune, hvor eleverne i høj grad skal styre projektet selv mod målet. Vestbjerg skoles miljøråd bestående af elever fra 4. klasser og opefter vil deltage i projektet.