Egholm
Færgen til Egholm anløber tæt ved Kronborg Skov, restaurant Kronborg og et større opholdsareal med borde, bænke, bålplads og madpakkehus. Her findes også en primitiv lejrplads.
Vandreruter
Der er fire markerede vandreruter på Egholm. Alle ruterne starter ved Egholm Færgeleje og er afmærket med farver. Ruterne er kun for gående.
Gul rute: Turens er 8,8 km og kan gennemføres på ca. 4 timer.
Blå rute: Turen er 7,6 km og kan gennemføres på ca. 3,5 timer.
Grøn rute: Turen er 5,3 km og kan gennemføres på ca. 2,5 timer.
Rød rute: Turen er 2,3 km og kan gennemføres på ca. 1 time.
(Klik på kortet for at se et større billede)
Cykel og bil
Eneste farbare rute til cykelture og bilkørsel på øen er ad kommunevejen til Egholm By og samme vej tilbage.
Fugleliv
På Egholm kan du både forår og efterår opleve mange spændende trækfugle såsom lysbugede knortegæs, sangsvaner, pibeænder, hvinænder, skalleslugere, skarver, skestorke, hjejler, viber og stære.
I Egholm By og på flere af øens gårde er der registreret sjældne slørugler. Også flere mosehornugler på vintertræk foretrækker Egholm som jagt- og opholdsområde.
Dyreliv
De seneste år er der etableret en fin bestand af råvildt på Egholm. Du kan ligeledes opleve ræve, harer, pindsvin, hermeliner, sæler og sågar oddere samt den fredede strandtudse.
Planteliv
Flere vilde planter på Egholm er så sjældne, at de er optaget på Danmarks nationale rødliste over sjældne og udryddelsestruede planter. Det drejer sig blandt andet om den langstilkede filtrose, lægekokleare, kveller, vingefrøet hindeknæ, strandtrehage, tætblomstret hindebæger, tangurt, strandtusindgylden og engklaseskærm.