Bygningspræmiering 2023
Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg har i 2023 præmieret fire emner.
Østre Havnegade 63
Præmieret for et flot og inviterende kontorbyggeri med gennemførte detaljer.
Arkitekt: C.F. Møller Architects
Bygherre: A. Enggaard A/S
Motivering
Det markante kontorbyggeri har på én gang et råt og forfinet udtryk. Facaden er mørk og karakterfuld med en enkel detaljering og skalaring, som med den varierede rytme i de lodrette lameller giver et ‘legende’ udtryk til den monocrome facade.
De store glaspartier i gadeplan bidrager med åbenhed og skaber en fin sammenhæng med funktionen i stueetagen. Livet i bygningen bidrager derved til oplevelsen for de forbipasserende.
Det dobbelthøje indgangsparti, som eksponerer mediehuset og det vertikale trapperum skaber rumlige oplevelser for husets brugere, ligesom fællesfaciliteterne i den udkragede tagetage med den unikke udsigt. Kontorhuset formår både at skabe et udtryksfuldt bygningsværk som indpasser sig i omgivelsernes skala, og åbne op for bylivet.
Plusbus - det arkitektoniske greb
Præmieret for et stærkt og bæredygtigt mobilitetsgreb med fine stationsbyrum tilpasset det lokale sted.
Arkitekt: COBE Architects / Marianne Levinsen / JaJa Architects / Arkitema Architects
Gennemgående lysdesign: Light Bureau
Bygherre: Aalborg Kommune
Motivering
Plusbussen er et eksempelprojekt på, hvordan man tænker byudvikling, mobilitet og byrum sammen i en helhed.
Stationsforpladserne er mere end stoppesteder; de er individuelle bypladser - designet med afsæt i det konkrete sted og med fokus på funktionen som trafikknudepunkt og mødested. Der er lagt særligt vægt på æstetik, identitet, opholdskvaliteter, og især sammenhæng med den tilgrænsende bystruktur samt en høj andel af grønne elementer.
Istedgade 3
Præmieret for en fin og indlevet ombygning med respekt for bygningens og gademiljøets arkitektur.
Arkitekt: Arkitekterne Bjørk & Maigård ApS
Bygherre: J2 Invest A/S
Motivering
Istedgade 3 er et godt eksempel på at bevare og bygge om i stedet for at rive ned og bygge nyt.
Ombygningen demonstrerer en omhu i at forstå et gammelt hus og gaderummets karakter. Til-/ombygningen er på én gang overbevisende tilpasset det eksisterende hus og raffineret detaljeret, så man ved et nærmere øjesyn opdager de nye tilføjelser, for eksempel i overgangen mellem nyt og gammelt murværk, hoveddøren og de lyse alu-vinduer.
Østre Havnepark 15-33
Præmieret for en god bygningskomposition, der skaber kvalitet både inde i gården og mod sine omgivelser.
Arkitekt: Arkitektfirmaet Kjaer & Richter A/S
Bygherre: Rasmus Haugaard og Morten Jørgensen
Motivering
Østre Havnepark er et godt eksempel på et kompakt havnebyggeri med gedigne materialer og fine detaljer. Facaderne er rolige, med stoflighed og med forskydninger i bygningskroppe, der i kombination med placering af altaner og vinduer skaber variation og dybde i byggeriet, som bidrager med en nedskalering og rumlige oplevelser i gårdrummet og byrummene.
Terrænspringet mellem havnepromenaden og gårdrummet er fint udnyttet til at skabe en zone mellem det offentlige og det private.
Hvis du vil vide mere
Komiteen
Rådmand Jan Nymark Thaysen (formand)
Byrådsmedlem Peter Lindholt
Byrådsmedlem Helle Frederiksen
Byrådsmedlem Anna Aaen
Arkitekt Rasmus Kierkegaard (udpeget af Arkitektforeningen)
Arkitekt Kristine Leth Juul (udpeget af Arkitektforeningen)
Sekretærbistand
Arkitekt Jannicke Birk Christensen
Forslag til præmiering
Komiteen vil gerne modtage forslag til emner til præmiering. Ikke nødvendigvis nyopført byggeri, det må gerne være op til et par år gammelt.
Forslag til emner fremsendes inden 1. april for præmiering samme år. Efter 1. april besigtiger komiteen de indkomne forslag - og udvælger herefter årets emner til præmiering.
'Komiteen for bygningspræmiering i Aalborg' præmierer hvert år byggerier efter følgende kriterier:
- Indlevelse i stedets helhed.
- Forståelse for brug af rette materialer og teknologier.
- Bæredygtighed er indtænkt i projektets realisering og drift.
- Funktionelt design, som også tilgodeser de handicappede.
- Rumindretning ude som inde, der skaber gode og trygge rammer om vores sociale liv.
- Helhed og sammenhæng mellem funktionalitet og indhold, hvad enten det handler om rammer for hverdagsliv eller for det særlige og unikke.
Kontakt
Byudvikling og Byggeri
Stigsborg Brygge 5 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 00Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.