Velkommen til vores nye hjemmeside
Aalborg Kommune slår nu de digitale døre op til en ny og mere tilgængelig hjemmeside. En platform som er skabt i tæt samarbejde med brugerne, og som skal sikre borgere og virksomheder en lettere adgang til den kommunale digitale service.
Hvert år får Aalborg Kommunes centrale hjemmeside, aalborg.dk, omkring 1.500.000 besøg. Brugerne kommer for at tjekke de ledige job, finde en kontaktperson, skrive deres barn op til pasning, anmelde, at de har spottet rotter, søge hjemmehjælp og meget, meget mere.
Der er løbet meget vand i de digitale vandløb, siden Aalborg Kommunes hidtidige hjemmeside blev søsat i 2014. Derfor bliver det også en noget anden brugeroplevelse, der venter de besøgende, når der bliver sat strøm til det ny aalborg.dk på onsdag 19. april klokken 9.
"Det er vores ambition, at alle borgere og virksomheder skal have let digital adgang til Aalborg Kommune. For at indfri den ambition har vi blandt andet lyttet til og inddraget brugerne fra begyndelsen. For det er jo dem, der er eksperterne, når det handler om at vide, hvad der virker i virkeligheden.," siger Jan Nielsen, der er direktør for Senior og Omsorg og formand for projektets styregruppe.
Afsæt i borgernes behov
Marlene Qvist Simoni, som er formand for foreningen BHOV - forældre til børn med særlige behov, er en af de borgere, som har været med til sikre, at det ny aalborg.dk tager afsæt i brugerne behov.
"Vi er undervejs blevet spurgt, hvad der har været vigtigt for os, og vi har haft mulighed for at inddrage forældrene i processen, så vi fik så mange svar som muligt. Vi har oplevet at der er blevet lyttet og spurgt nysgerrigt ind til det, vi har bidraget med. Så vi glæder os meget til at komme i gang med at bruge den nye hjemmeside, som umiddelbart virker nemmere at overskue og finde rundt på, hvilket er den allerstørste forbedring," fortæller Marlene Qvist Simoni.
Adgang for alle, der kan og vil
Aalborg Kommunes ambition om at sikre let digital adgang for alle har betydet, at der undervejs i processen har været stort fokus på, at hjemmesidens brugere har forskellige forudsætninger. Nogen har svært ved at læse. Andre har måske nedsat syn, svært ved at huske eller koncentrere sig, dårlig motorik og lignende.
"Når digitalisering fylder så meget, som det gør i den offentlige forvaltning i Danmark, er det vigtigt, at vi gør alt, hvad vi kan for at skabe digitale løsninger, som er tilgængelige for alle," siger Jan Nielsen.
Den tilgang til udviklingen af digitale løsninger er Torben Gjering Frederiksen glad for. Han er nemlig blind, og det betyder, at han bruger hjemmesiden ved hjælp af en skærmlæser. Torben, som blandt andet er aktiv i Aalborg Kommunes handicapråd og i bestyrelsen i Dansk Blindesamfund i Nordjylland, er en af de brugere, som har ydet en kæmpe indsats med løbende at teste tilgængeligheden af den nye løsning.
Det har været fedt at kunne være webfolkenes "øjne" i forhold til, hvordan man som synshandicappet oplever og bruger en hjemmeside og være med til at teste de enkelte elementer. For mig er en af de vigtigste ting ved en ny hjemmeside, at der er en god søgefunktion, og at selvbetjeningsløsningerne er lette at bruge. Og lige netop der er de kommet rigtigt langt med det nye aalborg.dk. Jeg håber, at det smitter af på de øvrige hjemmesider, som Aalborg kommune står bag
Torben Gjerring FrederiksenDen digitale dør står åben
Når Aalborg Kommune slår dørene op til det ny digitale rådhus på onsdag, betyder det langt fra, at det er slut med at inddrage brugerne og lytte til deres erfaringer med hjemmesiden. Den digitale dør står altid åben hos webredaktionen, som man kan kontakte ved at bruge funktionen 'Giv os din feedback' på hjemmesiden, eller ved at skrive til webredaktionen@aalborg.dk
Kontakt
Borgmesterkontoret
Boulevarden 13 9000 AalborgRing til os
99 31 16 66Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger