Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Robotter skal øge arbejdsglæden

Robotter skal øge arbejdsglæden

Digitalisering, automatisering og procesoptimering er på mange virksomheders to-do-liste, men hos BECHH Stainless Steel Solutions er det ikke kun blevet ved snakken.

Virksomheden med Karsten Bech Hansen i spidsen er specialister i produktion og fremstilling af procesudstyr til føde- og drikkevareproduktion. BECHH producerer primært stålkomponenter til maskiner, hvor de fungerer som underleverandører og har kunder over hele verden. 

Populært sagt er BECHH en smedevirksomhed, som udfører et produkt, der skal være af højeste kvalitet, og det betyder mange processer – processer som CEO Karsten Bech Hansen havde en idé om, at teknologien kunne hjælpe dem med at automatisere og gøre produktionen smartere. 

Jagten på det digitale

I jagten på en mere digital virksomhed fik Karsten kontakt til Rene Wiebenson fra BusinessAalborg, som er digital erhvervskonsulent. Renes mantra er ”Work smarter not harder”, så her var et godt match.

”Det har givet rigtig god mening at få nogle øjne udefra på virksomheden og blive klogere på, hvad der findes af projekter og puljer, som kan give os et turboboost i den rigtige retning.”

Tilskud fra SMV:Digital

En af tilskudspuljerne, som Rene Wiebenson introducerede Karsten Bech Hansen for, var SMV:Digital. En pulje som kunne have værdi i videreudviklingen af implementeringen af virksomhedens nye IT-system. 

”Det har været en meget vellykket proces at implementere et nyt ERP-system. Selvom det er nyt, har vi kunnet køre produktion hele tiden og forsat levere varen til tiden og med den kvalitet, som vores kunder forventer.” 

Gennem Rene Wiebenson blev BECHH også introduceret til Erhvervshus Nordjyllands programforløb AddSmart, som har til formål at sætte skub i den digitale udvikling hos produktionsvirksomheder. Et program som kommer til at være en stor gevinst at have i ryggen, når BECHH skal flytte lokaler og bygge ny produktion andet sted i Aalborg Kommune.

Hjælp til at finde nye kvadratmeter

I flytningen af den nye produktion har BusinessAalborg også vist sig at være en værdifuld sparringspartner i forhold til at finde jord og mulige kvadratmeter.

”Vi har ikke plads nok. Lige nu er vi booket helt op til efteråret, så vi mangler virkelig pladsen,” forklarer Karsten Bech Hansen og fortsætter:

”Uanset om vi flytter i nybyg eller eksisterende lokaler, er der en række krav, som byggeriet skal leve op til. Vi har jo selv en idé om, hvordan vi gerne vil gøre det, men vi tror også på, at der er brug for nogle øjne og input udefra.”

Mennesker og maskiner 

Selv om sparringen med BusinessAalborg i høj grad har handlet om maskiner og IT, er der først og fremmest én ting, som er vigtig for Karsten Bech Hansen. 

Vores vigtigste ressource er medarbejdere. De skal synes, det er sjovt og udviklende at gå på arbejde, så arbejdet med eksempelvis at få robotter til at lave svejsearbejde, skulle gerne give mere tid til, at smedene kan beskæftige sig med det arbejde, som de synes er spændende.

Karsten Bech Hansen, ejer af BECHH Stainless Steel Solutions

Nysgerrig på mere?

Gør som Karsten Bech Hansen fra BECHH Solutions og brug Rene Wiebenson som din sparringspartner.

Rene kan give jeres virksomhed nye øjne på muligheder og udfordringer indenfor digitalisering. Brug ham som sparringspartner, hvis I skal have hjælp med eksempelvis ERP-systemer eller datahåndtering. Rene kan hjælpe med at skabe overblik over tilskudspuljer og programmer, og samlet set har Rene 30 års erfaring med IT og digitalisering – og han deler gerne ud af sin erfaring.

Rene er erhvervskonsulent i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring. 

Kontakt Rene og se, hvordan han kan hjælpe dig

Kontakt

BusinessAalborg

Boulevarden 13, 2. sal 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 15 70

Skriv til os

Åbningstider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje