Nyopstartet kulturfællesskab kickstarter med stort koncertnavn til Vodskov
Kulturklynge vil styrke sammenholdet og give store oplevelser til borgerne rundt om Hammer Bakker ved at løfte i flok. Nu er det lykkedes at lokke den gamle Big Fat Snake-frontmand Anders Blichfeldt til at give koncert i Vodskov.
Kulturklyngen ”Kulturen rundt om Hammer Bakker” annoncerer nu deres første koncert i fællesskab. Og de lokale kulturelskere kan godt slikke sig om munden. Det bliver den tidligere Big Fat Snake-frontmand Anders Blichfeldt der skal underholde på scenen i Vodskov Hallen 16. november. Det vækker glæde at samarbejdet i klyngen bærer frugt, når man kan booke et topnavn fra den danske kulturscene:
”Vi kunne godt tænke os at tilbyde flere lokale kulturelle oplevelser i vores område. Vi behøver ikke altid at skulle køre til Aalborg. Som en mindre by med et begrænset antal borgere er det svært at lokke store artister til, men når vi nu går flere byer sammen er grundlaget bedre. Vi er virkeligt glade for at det lykkedes for os at få Anders Blichfeldt til vores område. Det bliver en stor oplevelse, siger Birgitte Mortensen, medlem af kulturklyngen ”Kulturen rundt om Hammer Bakker”
”Kulturklyngen” er et udløb af det allerede eksisterende landsbyfællesskab ”Rundt om Hammer Bakker der tæller byerne Langholt, Vestbjerg, Sultsted, Vodskov, Tylstrup og Grindsted Uggerhalne.
Det unikke ved Kulturklyngen er at alle byer er involveret ved hvert arrangement og hvert arrangement er for alle byer - uanset hvor det bliver afholdt. En Syng-sammen-aften i Grindsted skal også være for de sangglade fra Langholt, standup i Vodskov skal også give latterkramper i Sulsted. Det brede ejerskab er vigtigt og skal styrke det fællesskab som kulturoplevelserne gerne skal skabe. Aalborg Kommune har bidraget med konsulentbistand fra kulturafdelingen i Sundhed og Kultur og her er man glade for at samarbejdet nu bliver realiseret i kulturelle oplevelser:
”Vi er glade for at der er så godt gang i samarbejdet. Det glæder mig at landsbyklyngens fællesskab nu bliver til koncerter og oplevelser man tilbyder lokalt. Det styrker sammenhængskraften og giver motivation for flere initiativer. Og så håber jeg også at vi kan høste nogle gode erfaringer i kulturklyngemodellen, for den kan bestemt også være interessant andre steder i Aalborg Kommunes landdistrikt, der jo er et stort geografisk område, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Fællesbusser henter og sikrer hyggen
Der vil i klyngen blive lavet fælles arrangementskalender, hængt plakater op i alle byer, så det er tydeligt, at der er en fælles afsender og sikre markedsføring i alle lokalområder. Samtidig vil der blive arrangeret fælles opsamlingsbus(ser) for at sikre tilslutning fra hele området:
” Vi ønsker at gøre barrieren for at deltage så lav som muligt. Med bussen gør vi logistikken nemmere og det giver også mulighed for at nyde en øl eller et glas vin før, under og efter koncerten med god samvittighed. Og så håber jeg også at turen i bussen kan være med til at øge hyggen og følelsen af fællesskab. Bussen skal jo samle om i alle byerne inden koncerten og køre folk hjem bagefter, så man møder jo dem fra nabobyerne, siger Birgitte Mortensen.
Mere på vej til andre målgrupper
Mens billetsalget til solokoncerten med Anders Blichfeldt netop er startet er flere kulturelle tilbud allerede på vej i kulturklyngens fælles arrangementskalender. Børneduoen ”Popsi og Krelle” skal give koncert til foråret og så arbejder man også på snart at kunne præsentere noget stand-up comedy.
Kulturklyngen Rundt om Hammer Bakker har en ambition om at skabe oplevelser til alle aldrer og inden for mange kulturelle genrer.
Fakta om kulturklyngen ”Kulturen rundt om Hammer Bakker”
- består af repræsentanter fra områdets byer – der er plads til flere i kulturfællesskabet
- ønsker at øge udbuddet af kultur i området.
- ønsker at brede sig over flere kulturgenrer og ramme alle målgrupper
- arrangementerne går på tur og når over 2 år forbi alle byerne
- arrangerer bus, der fragter publikum til og fra arrangementerne
Find Kulturklyngen og dens arrangementer på Facebook.
Første arrangement er Anders Blichfeldt-koncert i Vodskov Kultur- og Idrætscenter, 16. november kl. 19.30.
Kontakt
Kultur
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 41 53Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.