Grønnere, sundere og mere fleksibel mobilitet i landdistriktet
Et helt nyt delecykelforsøg er sat i gang i Aalborg Kommunes landdistrikt. Ajstrup og Tylstrup bliver de første to landsbyer, der skal være med til at teste, om elcyklen har potentiale til at løse mobilitetsudfordringer i landdistriktet.
Danmark er kendt som cykelnation, og de sidste par år har elcyklen vundet en stor plads i danskernes hjerter og på de danske cykelstier. Derfor skal et nyt forsøg være med til at teste, om elcyklerne kan være medvirkende til at understøtte en mere fleksibel mobilitet i landdistriktet. Ni landsbyer har takket ja til at være med i forsøget, der fungerer som en delemobilitetsløsning, hvor byerne deles om cykler, ladcykler og mountainbikes, der alle er eldrevne. Ajstrup satte gang i forsøget tirsdag, mens Tylstrup følger trop fredag:
”Jeg er rigtigt glad for, at vi kan sætte gang i forsøget her i Ajstrup, og senere i otte andre landsbyer. Det er meget positivt, at så mange har lyst til at teste alternative former for mobilitet i landdistriktet. Vi har et håb om, at det kan skabe mere fleksibilitet i hverdagen, når elcyklen tænkes ind. Og hvis elcyklerne her kan erstatte bilen, er der jo også både sundhed og glæde forbundet med de skønne cykelture. Vi glæder os til at følge med i forsøget og forhåbentlig få nogle gode erfaringer, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Midt i Ajstrup står byens vandværk og det er her de nye elcykler skal deles fra. Her bliver det muligt via en hjemmeside at leje el-citybikes, el-mountainbike og el-ladcykel i en dag, en uge eller i hele to uger til rimelige priser. Betalingen går til at vedligeholde og servicere cyklerne. På den måde holdes brugerne fuldstændig fri for vedligeholdelse og service, og skal kun stå for opladning af batterierne undervejs og ved tilbagelevering.
Aalborg Kommune har tidligere haft gode erfaringer med elcykelprojekter i både Vodskov og Frejlev. Her svarede borgerne, at elcyklen gav dem en oplevelse af øget frihed, en mulighed for at få tømt, og slippe for noget af den stress der kan være forbundet med eksempelvis at sidde bag rattet i en bil i myldretiden. Initiativet til de nye forsøg kommer fra borgerne i landdistriktet selv igennem LAK (Landsbyerne i Aalborg Kommune)
”Jeg synes det er et alletiders projekt, og jeg er glad for, at vi kan sætte gang i det i så mange byer. Jeg tror på, at det kan øge sundheden og lysten til at komme afsted på cyklen. Og så går det jo i fin tråd med mobilitetsplan 2040, hvor der er fokus på især den bæredygtige transport. Jeg er glad for, at vi nu får prøvet flere modeller af for dele-elcykler, og jeg tror det kan blive et reelt alternativ til bil nummer to for flere familier på sigt”, siger Leo Helmer, formand i LAK
Når cyklerne har kørt rundt i Ajstrup og Tylstrup i otte måneder, skal de videre til Vaarst og Fjellerad, Nøvling og Nørholm samt Kongerslev, Nørre Kongerslev og Komdrup
Fakta
Ajstrup og Tylstrup får begge i alt 6 elcykler til rådighed.
Fire el-citybikes, en el-mountainbike og en el-ladcykel
Priser for leje:
Elcykler: 25 kr. pr. dag, 150 kr. pr uge, 200 kr. for to uger
El-ladcykel: 40 kr. pr. dag, 200 kr. pr. uge, 300 kr. for to uger
Kontakt
Fritid og Landdistrikt
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 41 62Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.