Grøn Familiedag: Så er programmet klar!
Med både en masse nye aktiviteter og gamle kendinge er Grøn Familiedag ved Halkær Mølle mere end klar med et væld af oplevelser i det grønne – allerede nu på søndag d. 24. september fra kl. 10.00 til 15.00. Du og familien kan både jagte den høje puls eller komme helt ned i gear. Se det fulde program og planlæg jeres besøg i Halkærs skønne natur.
Fra formiddag til eftermiddag. Hen over fem timer søndag 24. september har Grøn Familiedag ved Halkær Mølle nu gjort et solidt naturvitamintilskud klar til alle. Det årlige naturevent, hvor naturpassionerede foreninger laver aktiviteter for alle, er udvidet, og breder sig nu ud på et større areal omkring Halkær. En af foreningerne, Aalborg Friluftsliv breder sig ikke bare, de går også i højden:
”Vi har en kæmpegynge med, hvor man kan tage et gyngesving på en 6-8 meter i højden udover vandet ved Voldstedet. Det skal nok give god adrenalin for både de unge og lidt ældre. Vi spænder også rebbroer ud mellem træerne, så man få sig en sikret gåtur i trætoppene i femten meters højde, fortæller Jens Fischer, instruktør i Aalborg Friluftsliv, der kommer talstærkt på dagen med 12 instruktører og over 20 medlemmer
”Vi laver flere forskellige outdooraktiviteter. Vi har vandreture om formiddagen, ture på SUPboard, og vi laver mad over bål ved Voldstedet, hvor man blandt kan få smagsprøver på vegetardaal og snobrød. Vi glæder os meget og kommer også for at give glæden ved naturen videre til de besøgende og måske inspirere nogen. Og så glæder vi os også til at møde de andre foreninger med naturentusiaster og se deres aktiviteter, siger Jens Fischer.
Smykkeværksted og bueskydning
En af de faste samarbejdspartnere Veggerby Jagtforening kommer også med flere aktiviteter, både nogen de besøgende kan få fingrene i, men også nogle der skal nuancere billedet af hvad jægerne egentlig går og laver i hverdagen.
”Vi har vores smykkeværksted, som børnene elsker. Her kan man lave smykker ud af jagtens råvarer, som eksempelvis gevirer fra kronvildt. Vi giver også mulighed for at prøve både bueskydning og laserskydning, fortæller Elon Godiksen , der selv er jæger og såkaldt sweisshundefører. Han hjælper i hverdagen andre jægerne og bilister, med at spore og finde nødstedte dyr i naturen
”På Grøn Familiedag kan man møde både os og de søde hunde. Vi arrangerer to ture med hundene, hvor alle er velkomne til at gå med og se hundene arbejde og stille alle de spørgsmål de kan komme på. Og helt generelt glæder vi jægere os til det her event, fordi vi her kan nuancere og afmystificere kendskabet til hvad vi går og laver. Vi har alle passionen for jagt og friluftsliv og vil gerne fortælle om hvordan vi, ligesom dem der samler bær og svampe, høster af naturens overskud, siger Elon Godiksen
Falkeopvisning, tilmeldinger og måske en cykeltur?
Programmet til Grøn Familiedag ved Halkær Mølle er færdigt og man kan nu gå ind og se hvornår de enkelte aktiviteter starter. Du kan finde det her: Program Grøn Familiedag ved Halkær Mølle
De aktiviteter, der ikke fremgår af programmet, er nogle, man kan prøve hele dagen. Der er altså en masse at tage sig til og opleve hele dagen.
”Jeg håber at se rigtig mange familier herude på søndag. Jeg synes, at vi har vildt mange gode oplevelser at byde på i år, og mange nye i blandt. Der er noget til enhver smag og alder, og jeg kan kun opfordre til at gå ind og se programmet for at sikre, at man ikke går glip af noget. Vi har jo eksempelvis falkeopvisning med falkoner Frank Skaarup, der for mange er kendt for sine opvisninger i Aalborg Zoo. Enkelte aktiviteter kræver tilmeldinger, det finder du links til i programmet. Og så kan det være, at nogen vil udvide naturoplevelsen lidt og nyde en cykeltur på en af de mange ruter i området – det er et fantastisk område at cykle i”, fortæller Cecilie Goul, landdistriktskonsulent i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune og en af arrangørerne bag ved natureventet.
Hvis du er fristet af cykelturen, så kan du se ruterne her: Cykelruter i Aalborg Fjordland
Hvis du kommer fra Aalborg, kunne en mulighed være at sætte bilen ved rastepladserne inden dæmningen ved Sebber og så cykle via banestien (Halkærruten) ud til Grøn Familiedag ved Halkær Mølle.
Kontakt
Landdistriktsgruppen
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 19 44Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.