Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Frivillige løfter DM-ugen

Frivillige løfter DM-ugen

Der skal bogstavelig talt armkræfter og knofedt til, når eventet rundt omkring 3.000 atleter skal spille til DM-ugen i Aalborg. Det er lige fra frivillige i de arrangerende klubber og foreninger, der skal være med til at skabe events i nye arenaer, over dem der skal smøre madpakker til andre frivillige, til dem der skal holde vagt ved vejafspærringer til det store event.

DM-ugen er arrangeret af Danmarks Idrætsforbund, de enkelte specialforbund og Aalborg Kommune, men det ville ikke kunne lade sig gøre uden hjælpen fra frivillige ildsjæle.

En af dem er Klaus Peter Petersen, frivillig i Aalborg Cykelring – løbsleder på linjeløb og enkeltstarten

"Der er mange forskellige opgaver undervejs i DM-ugen. Jeg er løbsleder på linjeløbet og enkeltstarten, så jeg er både med til at planlægge ruten og sørge for at skaffe frivillige til hegnopsætning, indpakning af trafikøer for rytternes sikkerhed, til at skaffe blomster de ryttere der kommer på podiet. Vi er over 400 frivillige, der er med til at skabe en fest omkring cykelløbet".

Flere sportsgrene optræder under DM-ugen ude af de vante rammer og det kræver fællesskab og frivillighed at indtage de nye arenaer. Styrkeløfts-konkurrencen får igen i år plads på havnefronten, og Aalborg Styrkeløfterklub er medarrangør på afviklingen. Jonas Møll er næstformand og var også med som frivillig sidste år:

"Jeg synes det er rigtigt sjovt at være med til. Vi er jo en mindre sport, og det er fedt at være med til at give den nogen muligheder og opmærksomhed den ellers ikke ville få. Vi er jo tit vant til at være til stævne i eksempelvis mere diskrete kælderlokaler, så er det sjovt at vi nu kan løfte vægtene, mens vi står i midten af det hele på havnefronten med udsigt udover Limfjorden. Vi er cirka 25 frivillige, der skal få det hele til at spille. Lige fra stævnespeak, over flytning af vores klubudstyr fra klublokaler til havnen, til vores mange ”spottere” der skal hjælpe atleterne – både med at skifte skiver og hjælpe i problemer", fortæller Jonas Møll, stævneleder i styrkeløft under DM-ugen.

Det særlige fællesskab, der opstår igennem de her store events, kan dyrkes videre på ude i klubberne efterfølgende

Erik Kristensen, Fritids- og Landdistriktschef, Aalborg Kommune

Eventfællesskabet kan dyrkes videre ude i klubberne

Danmarks Idrætsforbund, de mange deltagende specialforbund og Aalborg Kommune arbejder lige nu på højtryk på at få det hele til at spille til det store mini-OL midt i Aalborg, og man er meget bevidst om, at de mange frivillige er uvurderlige for at få tingene til at hænge sammen.  Ressourcerne i klubberne er ikke uendelige, men erfaringerne viser også, at store events kan være katalysator for mere frivillighed på sigt.

"Vores foreninger gør en fantastisk indsats hver gang vi afholder idrætsevents her i Aalborg, og vi er dybt afhængige af de frivilliges hjælp. Vi ved at foreningerne bruger mange kræfter på at rekruttere både blandt foreningens medlemmer, men også hos eksempelvis forældrene til ungdomsmedlemmerne i klubberne. Og vi kan ikke tage for givet at de altid siger ja. Vi skal mærke efter om de enkelte klubber har kræfterne til at bidrage, eller de skal springe en gang over. Vi ved også omvendt, at det særlige fællesskab, der opstår igennem de her store events, kan dyrkes videre på ude i klubberne efterfølgende – de frivillige får også store oplevelser ud af arbejdet", siger Erik Kristensen, Fritids- og Landdistriktschef i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Og det med fællesskabet og oplevelserne bliver bakket op af de frivillige:

"Jeg er jo først og fremmest glad for cykelsporten og det fællesskab jeg har i klubben og også i forbindelse med DM-ugen her. Det kulminerer, når der er flag, fest og farver på Vesterbro, og det hele bimler og bamler og den hurtigste rytter vinder. Og hvis en kommer forbi og roser eventet bliver jeg stolt. Men det handler for mig også om at give traditionen videre. At give noget klubånd videre og vise de unge, hvad det er, der får dansk idræt til at løbe rundt – det er frivillighed", siger Klaus Peter Petersen, og den ånd bliver bakket op af styrkeløfteren Jonas:

"Jeg vil rigtigt gerne give tilbage til foreningsliv, jeg selv har fået og får en masse oplevelser i. Jeg har gode venskaber igennem klubben og det her frivillige arbejde. Det er jo nærmest en teambuilding-øvelse at være med til at arrangere det her. Man får lov at se hinanden i pressede situationer og det styrker relationerne", siger Jonas Møll.

De hundredevis af frivillige og over 3.000 atleter skaber gratis oplevelser for alle fra 21. -25. juni i Aalborg. 

Læs mere om DM-ugen

Og følg DM-ugen på Facebook og Instagram

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje