Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Fra wakeboard til brætspil: Aalborg Try Out tilbyder rekordstort antal aktiviteter til unge og studerende

Fra wakeboard til brætspil: Aalborg Try Out tilbyder rekordstort antal aktiviteter til unge og studerende

Aalborg Try Out har fra 4. september igen hylderne fyldt med aktiviteter til kommunens studerende. Med cirka 60 forskellige tilbud over 12 uger er målet at styrke sundheden, trivslen og fællesskaber blandt de unge.

Udfordr din studiekammerat til en padeldyst, eller hvad med en svingom til en danseworkshop? Det kan også være, at du måske mere er fristet af en tur på et wakeboard eller måske hygge omkring et nyt brætspil? Mulighederne har aldrig været flere og mere mangfoldige. Aalborg Try Out har igen op til studiestart samlet et væld af gratis aktiviteter til de studerende i byens foreningsliv. Målet er at styrke både sundheden, fællesskabet og trivslen blandt de unge.

"Vi ved, at trivslen styrkes hos de unge, når de mødes i meningsfyldte fællesskaber. Vi ønsker at fjerne barriererne for de studerende, der gerne vil prøve noget nyt i foreningslivet, især for dem, der måske er nye i byen og mangler et netværk at støtte sig til. Her ser vi et stort potentiale i Aalborg Try Out, hvor vi giver de unge et kærligt skub ud i vores rige foreningsliv i Aalborg. " siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Udvides med både krea- og gruppeaktiviteter

Sundheds- og Kulturudvalget har årligt afsat 550.000 kroner til at fremme et aktivt fritidsliv for unge under uddannelse. Aalborg Try Out har tidligere givet gode erfaringer fra blandt andet genstartspakkerne efter corona-pandemien i 2021, og senest i foråret med en målrettet indsats overfor eleverne på ungdomsuddannelserne. Efterårets tilbud fokuserer særligt på de nye studerende på de videregående uddannelser. Og denne gang er de klassiske idrætslige aktiviteter suppleret flere kreative tilbud og ikke mindst særlige gruppeaktiviteter.

 

Vi har intensiveret samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne denne gang. Det har blandt andet betydet, at vi åbner for gruppeaktiviteter, hvor man melder sig til specifikke events som gruppe

Sanne Fremlev, projektleder Aalborg Try Out i Aalborg Kommune

“Med cirka 60 forskellige gratis aktiviteter er det virkelig en bred palette af aktiviteter og oplevelser vi tilbyder denne her gang. Vi har stadig masser af bevægelsesrettede tilbud som eksempelvis kajakpolo, spinning og vandreture, men denne gang har vi også skabt tilbud til de unge, der interesserer sig mere for krea- og hygge-aktiviteter, eksempelvis keramikkunst eller neglepleje. Det gør vi fordi de meningsfyldte fællesskaber har meget stor værdi for vores generelle trivsel og at de fællesskaber også sagtens kan findes i de nye mere kreative aktiviteter”, siger Sanne Fremlev, projektleder på Aalborg Try Out.

Fra 4. september kan du invitere dine studiekammerater med til både madlavning, skak og manicure, og der er også oprettet særlige aktiviteter, hvor man kan melde en større gruppe til:

“Vi har intensiveret samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne denne gang. Det har blandt andet betydet, at vi åbner for gruppeaktiviteter, hvor man melder sig til specifikke events som gruppe. Vi håber det kan særligt være attraktivt for dem, hvor det kan være svært at tage skridtet ud i en ny foreningsaktivitet, hvis man eksempelvis lige er flyttet til byen og måske er langt væk fra sine gamle venner”, fortæller Sanne Fremlev.

Du kan allerede nu se udvalget af aktiviteter på Aalborg Try Outs tilmeldingside, hvor aktiviteterne både står beskrevet på dansk og engelsk.

Tilmeld dig aktiviteter ved Aalborg Try Out

Fælles for alle aktiviteter er at det ikke kræver noget udstyr at deltage, og du behøver på ingen måder være øvet for at være med. Der er instruktører til at hjælpe alle godt i gang.

Kontakt

Fritid og Landdistrikt

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 62

Skriv til os

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje