Fra lønmodtager til selvstændig konsulent
Vi har mødt Finn Christiansen fra Better Business Development til en snak om at tage skridtet fra erfaren medarbejder til selvstændig konsulent og de overvejelser og oplevelser, som følger i kølvandet.
Better Business Development blev en realitet
Da Finn Christiansen flyttede fra Sjælland til Nordjylland, tog han samtidigt det første skridt mod tilværelsen som selvstændig efter længere tids tanker om at drive egen virksomhed. I den forbindelse ville han bruge sin erfaring fra detailbranchen til at placere interessante "leverandører" ude på hylderne i butikker.
"Jeg vil gerne hjælpe små og mellemstore virksomheder. Og jeg oplever, at der mangler nogen i markedet, som kan hjælpe de folk, der er i gang med noget spændende. Det vil typisk være producenter, der skal ind i detailhandlen. De er altså i forvejen i gang med at producere eller udvikler på deres koncept", siger Finn Christiansen.
"Jeg har know-how. Jeg sad selv bag linjen og arbejdede med de strategier samt lagde planer for, hvordan der skal komme kunder ind i Meny, Spar eller Kvickly", tilføjer han.
Den nyslåede selvstændige har mange års oplevelser fra detailbranchen, som han håber på at bruge til at hjælpe mindre producenter og leverandører til næste niveau. Senest arbejdede han eksempelvis som kommerciel direktør i Meny.
Kortere veje til beslutninger
"Vi råber alle på nye varer og lokale produkter, men det er svært for en lille leverandører, der ikke kan producere ret meget, at komme ind. De skal levere til hele kæden eller finde selvstændige købmænd, som er med på idéen. Men jeg vil gerne sikre diversiteten på hylderne. Der er så mange spændende produkter og leverandører rundt omkring", siger Finn Christiansen.
Det håber han altså på at ændre som selvstændig. Det kan samtidigt give en ny hverdag efter mange år som lønmodtager.
"Beslutningsprocesser var ofte langsommelige, eller også blev de ændret undervejs. Nu er jeg ene mand om at træffe beslutningerne, og jeg kan tilrettelægge mit arbejdsliv, som jeg vil. Jeg har aldrig haft så meget fritid før, men jeg kan også arbejde, når det passer ind i min hverdag", fortæller forretningsudvikleren.
Fik hjælp til prissætning og konceptudvikling
Finn Christiansen var blandt andre i kontakt med Frida Tarp fra BusinessAalborg, da han lagde de første planer om at blive selvstændig. Henholdsvis prissætning og konceptudvikling var oppe at vende ved konsulenterne.
De kunne fortælle, at der var grobund for det, som jeg vil. Havde BusinessAalborg ikke haft de tilbud, så havde jeg brugt meget længere tid på at fedte rundt. Det er jo vildt, at jeg snakkede med Frida i det tidlige efterår, og allerede i starten af december sad jeg på mit eget kontor. 2. januar fik jeg min første kunde, lyder det fra ham.
Siden har Finn Christiansen fået tre virksomheder ind, som han rådgiver og forretningsudvikler. Kontoret har Better Business Development i Nibe Erhvervspark og er dermed en aktiv del af et lokalt erhvervsmiljø. Han greb altså flere af de muligheder, som den nye tilværelse i Nordjylland har kastet af sig.
"Der er et drive i Nordjylland, og Aalborg Kommune vil det her. På den måde kom jeg i gang. Mit netværk skubbede mig, og BusinessAalborg har givet mig et stort spark. Havde jeg ikke været i Aalborg, var jeg i tvivl om, jeg stod her nu", siger Finn Christiansen.
"Om 10 år vil jeg ikke sidde og være ærgerlig over, at jeg ikke prøvede det. Jeg tror også på, at det er det rigtige valg", slutter han.
Nysgerrig på mere?
Gør som Finn Christiansen fra Better Business Development og brug Frida Tarp som din sparringspartner.
Fridas hjerte banker for socialt ansvar og er det oplagte valg, når du overvejer at tænke socialt ansvar ind i din forretning. Få hendes sparring på, hvor og hvordan du kan sætte ind, så det at tage socialt ansvar giver mest mening for netop din forretning og din organisation. Frida er erhvervskonsulent i BusinessAalborg, som er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling. BusinessAalborg er sat i verden for at gøre det nemt at starte, drive og udvikle virksomhed med base i Aalborg Kommune. Her er gode råd gratis, uvildige og funderet på mange års erfaring.
Se, hvordan Frida kan hjælpe dig
Frida Tarp, erhvervskonsulent med fokus på socialt ansvar
Telefon 2520 0131
E-mail frit@aalborg.dk
Kontakt
Business Aalborg
Boulevarden 13, 2. sal 9000 AalborgRing til os
99 31 15 70Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.