Er du 18 år, fra Aalborg Kommune og klar til kongelig fest?
Aalborg Kommune opfordrer nu alle interesserede 18-årige til inden 4. september at sende en ansøgning om at komme med til den største fest i år(hundredet?)
I anledningen af Prins Christians 18-års fødselsdag inviterer Kongehuset to unge fra hver kommune i landet til bal på slottet.
Fordi Aalborg Kommune er certificeret af UNICEF som Børnevenlig kommune, er det vigtigt, at udvælgelsen i høj grad sker på de unges præmisser. Derfor har kommunens ungebyråd nedsat et udvalg, som i samarbejde med borgmester Lasse Frimand Jensen og rådmand for Børn og Unge Morten Thiessen skal gennemgå de ansøgninger, som kommer ind.
For at komme i betragtning skal du være 18 år på dagen for festen og beskrive, hvordan du er en god repræsentant for den mangfoldige ungdom, og hvad der er din personlige motivation for at deltage i festen.
Aalborg Kommune og Ungebyrådet opfordrer alle 18-årige i kommunen til at sende en ansøgning, hvis de kunne tænke sig at komme med til festen. Man kan enten sende via en kontaktformular til Ungebyrådet eller via hashtagget #Aalborgtilprinsefest på Instagram senest den 4. september.
Ungebyrådet og de to politikere vil herefter udvælge de to bedste repræsentanter fra Aalborg Kommune, som får besked inden den 15. september.
Mangfoldighed til højbords
Kongehuset ønsker, at Gallataflets deltagere skal være unge, der repræsenterer hele landet og dets mangfoldighed, og at de to deltagere fra hver kommune har hver sit køn.
Netop mangfoldighed er et af de emner, der ligger Ungebyrådet meget på sinde, og da køn også er en mangfoldig betegnelse, glæder man sig til at se ansøgningerne.
Det glæder mig, at kongehusets invitation opfordrer til diversitet og inklusion. Ting som disse er af stor betydning, og jeg er ikke i tvivl om, at der har siddet mange unge derude, som har følt sig set og lyttet til, efter at de har læst pressemeddelelsen. Ungebyrådet tager opgaven med at vælge de to unge meget seriøst, og vil gøre sit bedste for at vælge nogen, som så vidt muligt repræsenterer Aalborgs store mangfoldighed. På vegne af hele Aalborg Ungebyråd vil jeg gerne ønske prins Christian tillykke med de 18 år, og vi ønsker ham, samt alle gæsterne, en fantastisk og mindeværdig fejring.
- Sara Tvilling, formand for Aalborg UngebyrådVil du med til festen?
Hvis du er 18 år den 15. oktober 2023, kan du sende din ansøgning på flere måder:
- Send via Nemtilmeld til Ungebyrådet
- Lav en video på Instagram med hashtag #Aalborgtilprinsefest
Beskriv, hvad der er din personlige motivation for at deltage i festen, og hvordan du er en god repræsentant for kongerigets 18-årige.
Ansøgningsfrist er 4. september 2023
Fakta
Der er lagt op til et brag af en fest med festlig påklædning, underholdning, middag og dans. Kongehuset stiller busser til rådighed for transport, og deltagerne bliver samlet op på afhentningssteder rundt omkring i landet, kørt til hovedstaden og hjem igen med bus efter festen.
Det er dronningen, der er vært for gallataflet på Christiansborg Slot, hvor blandt andre repræsentanter fra et udvalg af landets ungdomsorganisationer samt unge, som har markeret sig inden for sportens, kunstens og kulturens verden, inviteres. Derudover vil Kongehuset i samarbejde med landets kommuner invitere op mod 200 unge fra rigsfællesskabet til at deltage i fejringen, idet hver af Danmarks kommuner samt Grønland og Færøerne får mulighed for at udvælge to 18-årige til at deltage i gallataflet.
Hver kommune har selv kunnet vælge, hvordan de finder 2 deltagere. I Aalborg Kommune er det Børn og Unge, UngAalborg og Ungebyrådet, der står for det.
Nærmere information om festen tilsendes de unge, som skal deltage, når de er fundet.
Send din ansøgning om at deltage i festen via Nemtilmeld.