Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder Briller til øjendråber gør ældre uafhængige af kommunal hjælp

Briller til øjendråber gør ældre uafhængige af kommunal hjælp

Aalborg Kommune anvender som den første kommune i Danmark briller til øjendråber, som gør det muligt at dryppe øjne uden hjælp. De foreløbige erfaringer viser, at ældre, som anvender brillerne, bliver helt selvhjulpne.

Mange ældre er afhængige af hjælp fra den kommunale hjemme- eller sygepleje til at dryppe øjne dagligt eller flere gange dagligt. Nu gør en enkel hollandsk opfindelse det muligt at klare øjendrypning selv. Opfindelsen er et par briller til øjendråber, som anvendes i stor skala i Holland – og nu også i Aalborg.

Foto: Aalborg Kommune. Jytte Gurli Nielsen er en af de ældre i Aalborg Kommune, som ikke længere har behov for kommunens hjælp til øjendråber, og det er hun med egne ord overlykkelig over.

Har fået friheden tilbage

Tre små huller i begge brilleglas afslører, at Jytte Gurli Nielsens nye briller ikke er helt almindelige. Til gengæld er de hurtigt blevet helt uundværlige. Brillerne gør hende nemlig i stand til selv at dryppe sine øjne. Førhen kom hjemmeplejen to gange dagligt for at hjælpe med øjendråberne, men nu klarer hun det helt selv.

”Det er det bedste, der er sket”, smiler Jytte. Hun er en af de ældre i Aalborg Kommune, som har fået udleveret de nye briller til øjendråber. Jytte har en øjensygdom, som gør det nødvendigt at dryppe øjne to gange dagligt. Allerhelst med præcis tolv timers interval. Derfor har hun hidtil været helt afhængig af at planlægge sin hverdag efter hjemmeplejens besøg, men med de nye briller til øjendråber er hun blevet helt uafhængig af hjælp.

Nu har jeg frihed til at tilpasse mine aktiviteter ud af huset. Det er det bedste, der er sket. Jeg er overlykkelig

Jytte Gurli Nielsen

Enkel løsning med stort potentiale

De hollandske briller til øjendråber er billige i indkøb og kan frigøre tid hos hjemme- og sygeplejens medarbejdere. Samtidig øger det den ældres livskvalitet at blive uafhængig af kommunens hjælp. Derfor ser Aalborg Kommune også et kæmpe potentiale i det nye, enkle hjælpemiddel.

”Vi kender ikke det præcise antal ældre, som dagligt får hjælp til at dryppe øjne. Derfor startede vi med at købe 150 briller i begyndelse af september. De blev revet væk, og tilbagemeldingerne fra vores medarbejdere er, at de ældre er utroligt glade for brillerne og ikke længere har behov for vores hjælp til at dryppe øjne”, fortæller kontorchef Louise Weikop fra Kvalitet og Innovation i Senior og Omsorg. Det var hende, som først hørte om brillerne gennem en hollandsk kollega og straks gik i gang med at skaffe brillerne til Danmark.

I Holland har hjemme- og sygeplejen anvendt brillerne til øjendråber længe, og derfor får kun et meget lille antal ældre fortsat hjælp til øjendråber.

”Det er en enkel og billig løsning, som nemt og effektivt kan frigøre tid hos medarbejderne og give de ældre selvstændigheden tilbage”, slutter Louise Weikop.

Foto: Aalborg Kommune. Tre små huller i hvert brilleglas afslører, at brillerne ikke er helt almindelige. Hullerne har forskellig størrelse og passer til forskellige størrelser af flasker med øjendråber. Øjendråberne monteres i brillerne, brillerne på næsen, hovedet tilbage og med et let tryk på flasken med øjendråber, kan man dryppe sine øjne selv. Brillerne sørger for at holde flasken på plads, så øjendråberne lander korrekt i øjet.

Kontakt

Kvalitets- og Innovationsenheden

Storemosevej 19 9310 Vodskov

Ring til os

99 31 54 92

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang