Årets frivilligpris gik til utrætteligt arbejde for Hjernesagen Aalborg
Traditionen tro blev årets frivilligpris i Aalborg uddelt på ”Frivillig Fredag”. I år gik hæderen til Bruno Christiansens fornemme frivillige arbejde for folk med hjerneskader.
Frivillighedens Hus var fyldt til sidste plads, da Frivilligrådet havde inviteret ildsjælene i Aalborgs frivilligkredse til fest i anledningen af Frivillig Fredag landet over. Som altid kulminerede aftenen da vinderen af Aalborg Kommunes Frivilligpris skulle kåres. Prisen gik til Bruno Christiansen for hans utrættelige arbejde for Hjernesagen Aalborg igennem mere end 25 år. Det var en tydeligt beæret vinder der modtog hyldest på scenen:
”Uha, jeg har lidt let ved tårer, men jeg er dybt rørt over denne anerkendelse. Jeg er pavestolt over at vinde prisen, som jo er et lille vidnesbyrd på at jeg har sat et aftryk hos nogle mennesker, siger tydeligt rørt vinder Bruno Christiansen og fortæller hvordan man kan blive ved at levere så stort et frivilligt arbejde i så mange år:
”Det har aldrig været en byrde at hjælpe med det her arbejde. Jeg har igennem mange haft den glæde at se mange mennesker i øjnene, som jeg på en eller anden måde har været med til at gøre en forskel for. Det er så rigeligt motivation til at blive ved, siger Bruno Christiansen.
Vi er her for at fejre frivilligheden. Vi er her for stadig at sætte fokus på alle de mennesker, der hver dag løfter et kæmpemæssigt arbejde i vores samfund
Anika Nørager, formand Aalborg FrivilligrådAlle fortjener hyldest
I år var der hele 14 indstillet til prisen, juryen fra Aalborg Frivilligråd udvalgte i det stærke felt af indstillede fem nominerede til et finalefelt, der også fik anerkendelse på aftenen og fortjente klapsalver fra salen. De nominerede var:
• Birte Rasmussen for sit frivillige arbejde som bestyrelsesformand for støtteforeningen til Hospice Vangen.
• Lizzy Mortensen for sit frivillige arbejde i det sociale køkken i Røde Kors Aalborg.
• Aalborg City Kirke for deres frivillige sociale arbejde.
• Winnie Lauritzen for sit virke i FrivilligAalborg en del Dansk Flygtningehjælp igennem en årrække.
• Bruno Christiansen, for sit frivillige arbejde i Hjernesagen Aalborg.
Og netop den brede hyldest var en vigtig pointe for Aalborg Frivilligråd på aftenen:
”Vi er her for at fejre frivilligheden. Vi er her for stadig at sætte fokus på alle de mennesker, der hver dag løfter et kæmpemæssigt arbejde i vores samfund. For uden dem var der mange udsatte mennesker, der ikke havde et sted at komme hen. Og i aften skal alle frivillige hyldes, det er ikke afgørende hvor stort arbejdet er. I frivillighedens tjeneste er alle opgaver lige vigtige, om det man hjælper så er at hente kaffe, tømme skraldespande, eller være der for andre mennesker på en eller anden måde, siger Anika Nørager, formand i Aalborg Frivilligråd.
Men hovedhyldesten og frivilligprisen gik til Bruno Christiansen, for hans lange arbejde i Hjernesagen, der hjælper mennesker efter at de har været ramt af en hjerneblødning:
”Bruno Christiansen fortjener i den grad prisen for hans loyale og vigtige arbejde i Hjernesagen Aalborg, ligesom han også tidligere har bidraget med et kæmpe arbejde for landsforeningen som formand. I indstillingsteksten bliver der sat streg under at Hjernesagen Aalborg, en forening med over 300 medlemmer ikke havde eksisteret i dag uden Brunos frivillige arbejde. Han er ildsjæl bag et succesfuldt værested i Aalborg, hvor folk, der har været ramt af hjerneblødninger, hver dag kan komme og finde støtte”, fortæller Anika Nørager.
Foruden de massive klapsalver fra en sal fyldt med frivillige, fulgte der også en buket blomster og 5.000 kroner, der skal gå til almen hjælp i foreningen.
Tidligere vindere af prisen:
2022: Tove Pedersen, Kræftens Bekæmpelse, Hals
2021: Lisbeth Larsen, Bedre Psykiatri Aalborg
2020: Maja Munkhaus Olsen, Broen Aalborg
2019: Reden Genbrug Aalborg, Ketty Kjær Pedersen
2018: Susanne Klitgaard Jonstrup, primus motor i Hjerteven
2017: Mona Thomsen, Den Sociale Café ”Hjerterummet”
2016: Astrid Camilla Jensen, FriRummet
2015: Netværksfamilier
2014: Ricardo Rodriguez frisør Chao Chao på Mølleplads
2013: Line Hansen, Fødselsdagskompagniet
2012: Jeanett Kaptain, frivilligt arbejde i Aalborg Øst
2011: Anders Steffensen, Proof of Life
2010: Nils Vinther, Hou Centerråd
2009: Margrethe Møller, Café Tumlingen
2008: Else Marie Bundgaard Nielsen, Den Sociale Skadestue
2007: Birte Thomsen, Skalborg Borgerhjælp
Kontakt
Fritid og Landdistrikt
Danmarksgade 17 9000 AalborgRing til os
99 31 41 62Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.