Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Presse og kommunikation Nyheder 1.424 nye jobs fra 2. kvartal 2022 - 2. kvartal 2023

1.424 nye jobs fra 2. kvartal 2022 - 2. kvartal 2023

Med en stigning på 1.424 nye jobs det seneste år er der nu i alt 117.969 beskæftigede lønmodtagere i Aalborg Kommune.

Jobudvikling fra 2008-2023

Antallet af lønmodtagere beskæftiget på virksomheder i Aalborg faldt fra 2008 til 2011, hvorefter beskæftigelsen har været stigende med undtagelse af 2020, hvor der var nedgang i beskæftigelsen grundet Covid-19. I perioden 2020 til 2023 har antallet af job igen været stigende.

Ved udgangen af 2. kvartal 2022 var der i alt 116.545 beskæftigede lønmodtagere på virksomheder i Aalborg. I 2. kvartal 2023 er der 117.969 beskæftigede lønmodtagere, hvilket er en vækst på 1.424 job sammenlignet med samme kvartal 2022. 

 

Figuren opsummerer jobvækst fra 2. kvartal 2008 til 2. kvartal 2023

Figur: Jobudvikling 2008-2023 2. kvartal 

Jobvækst på 1,2 procent i Aalborg

De 1.424 flere job i Aalborg fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023 svarer til en jobvækst på 1,2 procent. Aalborg har dermed klaret sig bedre end Randers og Odense, hvor der har været tilbagegang på henholdsvis -0,3 procent og –0,6 procent. 

De øvrige store danske kommuner har haft en højere procentvis vækst i antal lønmodtagere på virksomheder i området. Størst vækst ses i København, som har haft en vækst på 3 procent fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023. Aarhus har haft en vækst på 2,6 procent, mens Esbjerg og hele landet har haft en vækst på 1,4 procent.

Jobvækst - og tab fordelt på brancher

Størst vækst i antal job det seneste år er sket i branchen Videnservice, som har haft en vækst på 742 job. Næststørst stigning er sket inden for Offentlig administration, forsvar og politi med 513 flere job. Industri har med 476 flere job også klaret sig godt. Information og kommunikation har skabet 247 flere job i 2. kvartal 2023 sammenlignet med 2. kvartal 2022.

Der har i alt været vækst i antal job i 10 ud af 16 brancher. 

Det største fald i antal job er sket inden for branchen Transport. Her er sket et fald på 358 job i Aalborg fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023. Bygge og anlæg har mistet 192 job, mens Hotel og restauranter har mistet 113 job. 

Figuren opsummerer jobvækst fordelt på brancher fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023

Figur: De 1.424 nye jobs fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023 fordelt på brancher

Note: Sundhed og socialvæsen samt Undervisning indeholder ansatte inden for den offentlige såvel som den private sektor.

Samlet antal jobs fordelt på  brancher

Sundhed og socialvæsen er den største branche i Aalborg med 23.720 ansatte ved udgangen af 2. kvartal 2023. Dermed er hvert femte job i Aalborg inden for denne branche. Branchen indeholder ansatte inden for den offentlige sektor såvel som inden for den private sektor.

Den næststørste branche er Handel med 17.585 ansatte. Herefter følger Industri og Undervisning med henholdsvis 13.234 og 10.856 ansatte. Størrelsesfordelingen af brancherne er stort set den samme som i 2. kvartal 2022. 

Figuren opsummerer hvordan de 117.969 jobs er fordelt på brancher i 2. kvartal 2023

Figur: De 117.969 jobs fordeler sig over ovenstående brancher

Af de 1.424 nye jobs er de 873 jobs skabt i den private sektor. 

Analysen er baseret på en særkørsel fra Danmarks Statistik. 

Nysgerrig på flere detaljer?

Denne analyse er en del af BusinessAalborgs BEDREOverblik analyser. BusinessAalborg er erhvervsafdelingen i Aalborg Kommune, som blandt andet tager pulsen på erhvervsudviklingen i Aalborg og Nordjylland og ser på udviklingen i brancher, beskæftigelse, CVR-numre, befolkning og meget mere. 

Har du spørgsmål til analysen, er du altid velkommen til at kontakte os. Få tilsendt analysen som PDF ved at skrive til business@aalborg.dk

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang