Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Politik for aktivt ejerskab

Titel: Politik for aktivt ejerskab

Vedtaget: 23. april 2023 af Byrådet


1. Indledning

1.1 Forord

Aalborg Kommune er ejer eller medejer af 11 selskaber. Selskaberne er vidt forskellige i forhold til selskabsform, kommunal ejerandel og virksomhed.

Aalborg Kommune ønsker at udøve aktivt ejerskab og gøre sin indflydelse gældende i selskaberne. Derfor har kommunen vedtaget en politik for aktivt ejerskab. Formålet med ejerskabspolitikken er at fastlægge de overordnede rammer for kommunens aktive ejerskabsvaretagelse samt beskrive de forventninger, som kommunen stiller til selskaber med kommunal ejerandel.

Kommunen har valgt at anvende selskabskonstruktion som organisatorisk ramme for aktiviteterne i selskaberne af forskellige årsager. Konstruktionen kan både udspringe af lovkrav, af et ønske om øget samarbejde med andre parter (f.eks. med andre kommuner) eller af en vurdering af, at der ved en selskabskonstruktion kan opnås fordele gennem markedsorientering og større vægt på forretningsmæssige hensyn. Det kan både være fordele i form af højere effektivitet, lavere priser, bedre opnåelse af mål og/eller højere kvalitet i overensstemmelse med brugernes efterspørgsel. Ejerskabspolitikkens rammer og forventninger er gældende for Aalborg Kommunes ejerskabsvaretagelse af alle selskaber uanset selskabernes størrelse og kommunens ejerandel. Dog kan kommunens ejerandel have betydning for, i hvilken udstrækning kommunen har mulighed for at gøre sin indflydelse gældende. Samtidig ønsker Aalborg Kommune at udøve aktivt ejerskab i positivt samarbejde med selskabernes ledelser og eventuelt øvrige ejer under hensyntagen til disses interesser.

1.2 Formål

Aalborg Kommune ønsker at udøve aktivt ejerskab og gøre sin indflydelse gældende i de selskaber, kommunen er ejer eller medejer af. Derfor har kommunen vedtaget en ejerskabspolitik, der beskriver rammerne for og forventningerne til kommunens aktive udøvelse af ejerskabet.

Politikken skal sætte tydelige rammer for selskabernes værdiskabelse og overordnede strategiske retning samt bidrage til at sikre, at selskaberne drives effektivt og professionelt. Rammerne og forventningerne er gældende uanset selskabernes størrelse og kommunens ejerandel.

De kommunalt ejede selskaber befinder sig i et krydsfelt mellem den offentlige og den private sektor. De er helt eller delvist offentligt ejede, fordi de udfører en række samfundsmæssigt vigtige opgaver. Samtidig udøver selskaberne i hovedsagen deres virksomhed under de samme vilkår som den private sektor. Derfor er det vigtigt at klarlægge formålet med og rammerne for det offentlige ejerskab. Det skal være klart hvilket ansvar og hvilke pligter, der følger af det kommunale ejerskab, samt hvilke forventninger, der stilles til den måde, hvorpå selskaberne driver deres virksomhed.

Aalborg Kommune ønsker at udøve aktivt ejerskab i positivt samarbejde med selskabernes ledelser og eventuelt øvrige ejere med henblik på at sikre både kommunens interesser og en hensigtsmæssig udvikling af selskaberne. Derfor er ejerskabspolitikken også udviklet med inddragelse af de selskaber, som har særlig økonomisk og/eller strategisk betydning for Aalborg Kommune.

1.3 Ejerskabspolitikkens opbygning

Ejerskabspolitikken beskriver de overordnede rammer og forventninger til Aalborg Kommunes aktive ejerskabsvaretagelse. Første del indeholder et overblik over selskaber med kommunal ejerandel, mens anden del beskriver Aalborg Kommune som ejer. Tredje del angiver rammerne for Aalborg Kommunes ejerskabsvaretagelse, og fjerde del klarlægger forventningerne til kommunalt ejede selskaber. Endelig beskriver sjette del forventningerne til kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer.

For selskaber, der har særlig økonomisk og/eller strategisk betydning for Aalborg Kommune, udarbejdes også særskilte ejerskabsdokumenter. I ejerskabsdokumenterne beskrives ejerskabets rationale, selskabsspecifikke oplysninger og forventninger til den aktive udøvelse af ejerskabet.

For disse selskaber er det således ejerskabspolitikken og ejerskabsdokumenterne i kombination, der rammesætter Aalborg Kommunes aktive ejerskabsvaretagelse. Dette sker inden for gældende lovgivning og i dialog med selskabernes ledelser samt eventuelt øvrige ejere.

De selskaber, der skal udarbejdes ejerskabsdokumenter for, er:

  • Aalborg Forsyning A/S
  • Port of Aalborg A/S
  • Arealudviklingsselskabet Stigsborg 1 P/S
  • Aalborg Lufthavn A.M.B.A.
  • Nordværk I/S

2. Selskaber med kommunal ejerandel

Aalborg Kommune har pr. 1. januar 2023 ejerandel i 11 selskaber. Selskaberne, deres selskabsform og kommunens ejerandel i dem fremgår af tabel 2.1. Et selskab defineres som en selvstændig enhed, der driver forretningsmæssig virksomhed og er udskilt fra kommunen i juridisk og forvaltningsmæssig forstand. Med forretningsmæssig virksomhed menes i denne sammenhæng, at hele eller en overvejende del af enhedens indtægter kommer fra salg af varer og/eller tjenester på markedsvilkår.

Selskaber med kommunal ejerandel pr. 1. januar 2023

SelskabSelskabsformEjerandel i procent
Aalborg Forsyning A/SAktieselskab
100,00
Port of Aalborg A/SAktieselskab
100,00
Center for Hjælpemidler og Velfærdsteknologi I/SInteressentskab73,50
Aalborg Lufthavn A.M.B.A.Andelsselskab65,60
Nordværk I/SInteressentskab49,00
Arealudviklingsselskabet Stigsborg 1 P/SPartnerselskab49,00
Nordjyllands Beredskab I/SInteressentskab35,6
Nordjyllandstrafikselskab I/SInteressentskab--*

*= For selskabet Nordjyllands Trafikselskab I/S opgøres ikke ejerandel, idet kommunernes finansiering opgøres i forhold til det forholdsmæssige forbrug af selskabets ydelser.

3. Aalborg Kommune som ejer

Alle selskaber, som Aalborg Kommune er ejer eller medejer af, har – uanset selskabsform – en bestyrelse og en direktion.

Aalborg Kommunes rolle som ejer er sammen med eventuelt øvrige ejere at sikre en passende bestyrelsessammensætning, at fastlægge de overordnede strategiske rammer og at stille forventninger til selskaberne. Det kan både være forventninger til værdiskabelse og forventninger til andre områder, f.eks. grøn omstilling og socialt ansvar. Derudover ønsker Aalborg Kommune som ejer at være tydelig i forhold til rationalet af ejerskabet af de enkelte selskaber. Ejernes indflydelse udøves på årlige generalforsamlinger. Derudover holdes mindst én gang årligt ejermøde mellem Aalborg Kommune og selskaber med stor økonomisk og/eller strategisk betydning for kommunen.

Bestyrelserne og direktionerne har ansvaret for at drive selskaberne og varetage ledelsen af dem i overensstemmelse med ejernes interesser. Bestyrelsernes rolle er at udøve overordnet og strategisk ledelse, sætte mål for selskaberne og tilse direktionernes arbejde med at realisere målene. Det indebærer bl.a. at deltage i udarbejdelsen af selskabernes overordnede strategier samt at føre tilsyn med selskabernes økonomi og direktion. Direktionerne varetager den daglige ledelse og træffer de konkrete beslutninger ud fra, hvad der tjener selskaberne bedst inden for de rammer og mål, som Aalborg Kommune og eventuelt øvrige ejere har fastlagt.

På den måde sikres et armslængdeprincip mellem Aalborg Kommune som ejer og selskabernes bestyrelser og direktioner. Selskaberne drives på egne præmisser ud fra, hvad der tjener dem bedst, inden for de rammer, som ejerne har fastlagt. Dermed kan der opnås større fokus på selskabernes forretning og værdiskabelse sammenlignet med, hvis selskabernes virksomhed var organiseret som en del af den kommunale forvaltning.

4. Rammer for Aalborg Kommunes ejerskabsvaretagelse

Relevant lovgivning og retspraksis danner sammen en række grundlæggende principper rammerne for Aalborg Kommunes aktive ejerskabsvaretagelse.

Det juridiske grundlag udgøres især af selskabsloven, forvaltningsloven, kommunalfuldmagtsreglerne, konkurrenceloven og selskabsskatteloven, men også anden relevant lovgivning som f.eks. forsyningslovene, havneloven og offentlighedsloven.

Ud over det juridiske grundlag danner fire grundlæggende principper rammerne for Aalborg Kommunes ejerskabsvaretagelse:

  • Adskillelse af ejer og myndighed
    Der skal være tydelig adskillelse af Aalborg Kommunes rolle som ejer af selskaberne og myndighed for selskaberne. Der må ikke herske tvivl om, at Aalborg Kommune håndterer sine opgaver som myndighed sagligt og objektivt uafhængigt af eventuelle ejerinteresser. Det er afgørende for at sikre kommunens troværdighed og legitimitet. Derfor er ansvaret for kommunens ejerskabsvaretagelse af selskaber med kommunal ejerandel henlagt under Økonomiudvalget adskilt fra kommunens myndighedsopgaver.

  • Åbenhed og gennemsigtighed
    I Aalborg Kommunes ejerskabsvaretagelse tilstræbes åbenhed og gennemsigtighed om både kommunens ejerskabsudøvelse og de kommunale selskabers virksomhed. Baggrunden for dette er kommunens mulighed for at udøve et aktivt ejerskab samt hensynet til selskabernes samfundsmæssige betydning. Der skal dog samtidig tages hensyn til selskabernes mulighed for at arbejde under forretningsmæssige forhold. Efterlevelse af principperne må ikke medføre, at selskaberne får vanskeligere ved at opfylde deres forretningsmæssige formål end tilsvarende private selskaber.

  • Respekt for bestyrelsens kompetence
    Aalborg Kommune og eventuelt øvrige ejere fastlægger de overordnede rammer for selskaberne. Inden for dem er det bestyrelserne og direktionernes opgave at lede og drive selskaberne samt træffe beslutninger ud fra, hvad der tjener selskaberne bedst. Aalborg Kommunes ejerskabsvaretagelse skal således udøves med respekt for bestyrelsernes kompetence.

  • Positivt samarbejde og dialog med ledelser og eventuelt øvrige ejere
    Aalborg Kommune vil udøve sit ejerskab i positivt samarbejde og tæt dialog med selskabernes ledelser og eventuelt øvrige ejere. Der tilstræbes hyppig kommunikation og gensidig informationsudveksling. Det skal både bidrage til at sikre godt samarbejde, fælles forventningsafstemning og gode muligheder for at udføre rollerne som hhv. ejer, bestyrelse og direktion. Derudover er Aalborg Kommune opmærksom på at tage hensyn til eventuelt øvrige ejeres interesser. Det gælder både i selskaber, hvor Aalborg Kommunes ejerandel er stor, og i selskaber, hvor ejerandelen er mindre og dermed i sig selv begrænser kommunens mulighed for at udøve indflydelse.

5. Forventninger til Aalborg Kommunes selskaber

Aalborg Kommunes politik for aktiv ejerskabsvaretagelse stiller forventninger til selskabernes værdiskabelse og overordnede strategiske retning.

Aalborg Kommune ønsker at udøve aktivt ejerskab med formål om at fremme udviklingen i selskaberne og i kommunen generelt. Kommunen ønsker både at fremme den økonomiske udvikling og udviklingen på andre områder.

Specifikt ønsker Aalborg Kommune, at selskaberne arbejder for at skabe en positiv økonomisk udvikling både inden for selskaberne og i kommunen generelt. Selskaberne bør drives effektivt og professionelt samt arbejde for at opnå formålet med Aalborg Kommunes ejerskab og eventuelt øvrige opsatte målsætninger.

Derudover ønsker Aalborg Kommune, at selskaberne lever op til de forventninger, der er beskrevet i kommunens visioner og politikker, samt arbejder for at understøtte kommunens ønskede udvikling.

Særligt ønsker Aalborg Kommune, at selskaberne i videst muligt omfang:

  • Fremmer den grønne omstilling
  • Handler miljøvenligt
  • Tager samfundsansvar
  • Understøtter mangfoldighed og ligestilling
  • Lever op til kodeks for god selskabsledelse

6. Forventninger til kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer

Kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer er kompetente til at varetage bestyrelsesrollen i kraft af deres stilling som folkevalgte. Samtidig er det vigtigt, at bestyrelsesmedlemmerne er bevidste om den ledelses- og kontrolmæssige rolle, der følger af ansvaret som bestyrelsesmedlem i et kommunalt ejet selskab.

Derfor stiller Aalborg Kommune i begyndelsen af hver valgperiode en generel bestyrelsesuddannelse til rådighed for alle kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer. Uddannelsen omhandler bl.a. læring om rollen og ansvaret som kommunalt udpeget bestyrelsesmedlem, drøftelse af bestyrelsernes formelle og uformelle rammer samt præsentation af Aalborg Kommunes ejerskabspolitik. Derudover kan de respektive selskaber afholde kurser for egne bestyrelsesmedlemmer efter ønske og behov.

Aalborg Kommune stiller ligeledes generel bistand til rådighed for bestyrelsesmedlemmerne.

Kommunalt udpegede bestyrelsesmedlemmer må ikke varetage egne eller partimæssige interesser. I stedet har bestyrelsesmedlemmerne pligt til at fokusere på Aalborg Kommunes og selskabets interesser under iagttagelse af den pågældende selskabsform, herunder forretningsmæssige, økonomiske og juridiske forhold.

7. Formalia

Ejerskabspolitikken er godkendt af Aalborg Byråd d. 24. april 2023. Politikken erstatter Aalborg Kommunes tidligere ejerskabspolitik fra 2018.

I forbindelse med hver byrådsperiode vurderes det, om der er grundlag for ændringer i ejerskabspolitikken og/eller de tilhørende ejerskabsdokumenter.

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang