Komprimeret affald

Aalborg Kommune Sorterer 2026 - 2037

Plan

Titel: Aalborg Kommune Sorterer 2026 - 2037 - mere genbrug, mindre affald.
Vedtaget: December 2025 af Aalborg Byråd.

Mere genbrug, mindre affald

Aalborg Kommune Sorterer 2026-2037 består af to dele. Selve planen indeholder målsætning 
og planlægning, og beskriver, hvilke mål Aalborg Kommune vil opnå i den gældende planperiode, 
samt hvilke indsatser, der skal igangsættes.

Kortlægningsrapporten er bilag til planen, og den indeholder blandt andet kortlægning af affaldsmængder frem til 2024, oversigt over behandlingsanlæg og kommunale ordninger, samt en prognose over fremtidige affaldsmængder i Aalborg Kommune.

Indledning

Affaldsplan og klima

Aalborg Kommune har et ansvar, når det kommer til fremtidens udfordringer med øget ressourceforbrug og belastning af klimaet. 

Der skal arbejdes for at sikre meget mere genbrug og meget mere genanvendelse, så mængden af affald, der sendes til forbrænding og deponering reduceres. Det kræver nye indsatser, som giver gode 
forudsætninger for bæredygtig handling og fremmer en cirkulær tankegang.

Der skal udvikles samarbejder og partnerskaber. Der skal være en årlig evaluering af indsatser, for at 
sikre løbende læring ved at afprøve nye løsninger, og herigennem tilpasse indsatserne ud fra de identificerede behov.

I Aalborg Kommune er der stort fokus på arbejdet med klimadagsordenen. Affaldssortering og 
korrekt håndtering af ressourcer bidrager i høj grad til reduktionen af CO2-udledning.

Denne plan skal understøtte kommunens arbejde og mål på klimaområdet.

Mere genbrug og mere genanvendelse sikrer, at værdifulde ressourcer bevarer deres værdi i 
en cirkulær økonomi. Det mindsker behovet for at udvinde nye ressourcer, og samtidig reduceres 
mængden af affald, der bliver forbrændt og deponeret.

Adfærd og affaldsforebyggelse

I en cirkulær økonomi bør aflevering af affald og produkter til kommunen være sidste udvej. 
Direkte genbrug, deleøkonomi og mindre affaldsproduktion er langt mere bæredygtigt. Derfor er målet 
at inspirere til og understøtte genbrug gennem andre kanaler og til affaldsminimering generelt.