Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Politikker og strategier Kultur, fritid og samfund Integrationspolitik

Integrationspolitik

  • Titel: Integrationspolitik
  • Vedtaget: 2015

Aalborg Kommune ønsker være et åbent og inkluderende samfund, hvor alle borgere har mulighed for at bidrage til fællesskabet og udøve et aktivt medborgerskab.

Forskellighed er en styrke

Politikken har fem konkrete fokusområder:

  • En god start på livet for alle børn og deres familier
  • Børn og unge – skole og fritid
  • Unge og Voksne – uddannelse og beskæftigelse
  • Et aktivt og værdigt seniorliv
  • Et sundt og aktivt liv – hele livet.

Introduktion: Forskellighed er en styrke

Dette er en kort introduktion til Aalborg Kommunes Integrationspolitik
2012-2015.

Her kan du læse nogle af de vigtigste målsætninger inden for Integrationspolitikkens fem fokusområder:

  • En god start på livet for alle børn og deres familier.
  • Børn og unge – skole og fritid.
  • Unge og Voksne – uddannelse og beskæftigelse.
  • Et aktivt og værdigt seniorliv.
  • Et sundt og aktivt liv – hele livet.

Integrationspolitikken er udarbejdet af Aalborg Kommunes Integrationsråd,
og er vedtaget af Aalborg Byråd.

Forskellighed er en styrke

Aalborg Kommune skal være et åbent og inkluderende samfund, hvor alle
borgere har mulighed for at bidrage til fællesskabet og udøve et aktivt
medborgerskab. Og et samfund hvor der er rum og respekt for, at vi har
forskellige familiemønstre, traditioner og overbevisninger.

Integration er et fælles ansvar

Aalborg Kommune har et særligt ansvar for at skabe gode rammer og
muligheder for, at den enkelte kan udøve et aktivt medborgerskab. Men der
er også meget, vi selv kan gøre som borgere i Aalborg Kommune. Ligesom
der er mange opgaver som foreninger, virksomheder, uddannelsesinstitutioner osv. kan tage fat på.

Integrationspolitikken sætter derfor ikke bare mål for Aalborg Kommunes
indsats – den beskriver også, hvad vi hver især kan bidrage med.

Vi har alle et ansvar for et samfund, hvor der er plads til forskellighed, og
som vi udvikler i fællesskab!


En god start på livet for alle børn og deres familier

Viden giver mulighed for at træffe gode og sunde valg

  • Det er derfor vigtigt, at forældre har adgang til viden og information om deres børns sundhed, trivsel og udvikling, som tager udgangspunkt i deres sproglige forudsætninger og kulturelle baggrund.

  • Information om de kommunale tilbuds formål og indhold skal formidles målrettet til forældre med flerkulturel baggrund.

Børn, som udvikler deres modersmål, bliver dygtigere til dansk

  • Det forudsætter, at børn støttes i at udvikle deres modersmål – både hjemme og i dagtilbud.

  • Fagpersoner, som møder familierne, skal have fokus på og viden om vigtigheden af tidlig sprogstimulering.

Accept og anerkendelse af børns flerkulturelle baggrund i dagtilbud

  • Dagtilbud, med fokus på inklusion, inddrager aktivt børns forskellige baggrunde som en ressource for det enkelte barn og for hele børnegruppen.

  • Det er vigtigt, at personalet i dagtilbud har viden om og opmærksomhed på de udfordringer, det kan give børn at vokse op med to eller flere sprog, kulturer, traditioner mv.

Samarbejde og gode overgange

  • En god og tryg opstart i dagpleje, vuggestue eller børnehave kræver gensidig tillid og en stor indsats fra forældre, sundhedsplejen og det pædagogiske personale i dagtilbuddene.

  • Aalborg Kommune har ansvar for, at der skabes gode rammer for dialog og samarbejde.

Børn og unge - skole og fritid

Elever, der har dansk som andetsprog, skal have lige så gode muligheder
for at opnå gode resultater i skolen som andre elever

  • Elever skal støttes i at udvikle deres samlede sproglige kompetencer.

  • Det skal sikres, at lærere og pædagoger har den nødvendige viden om dansk som andetsprog.

Alle elever skal opleve, at de har mulighed for at bidrage til fællesskabet
i skolen

  • Folkeskolen skal tage udgangspunkt i elevernes mangfoldige ressourcer.

  • Alle elever og forældre skal have mulighed for at deltage i dialog om skolens udvikling for eksempel i elevråd, forældreråd og skolebestyrelse.

De kommunale fritidstilbud er tilbud til alle børn og unge

  • Flere børn og unge med flerkulturel baggrund skal motiveres til at benytte fritidscentre og ungdomsklubber, som er vigtige pædagogiske tilbud til alle børn.

  • Fritidstilbuddene skal videreudvikle deres aktiviteter, så de også er interessante for børn og unge med flerkulturel baggrund.

Flere unge gennemfører ungdomsuddannelse

  • Alle unge skal have støtte og vejledning til at fortsætte i et uddannelsesforløb efter folkeskolen.

  • Interkulturel uddannelsesvejledning og rollemodelkorps kan være en god hjælp for unge til at vælge uddannelsesforløb – og til at gennemføre dette.

  • Der skal være fleksible tilbud til unge, som har brug for særlig støtte i overgangen fra folkeskole til ungdomsuddannelse.

Unge og voksne - uddannelse og beskæftigelse

Den enkeltes ressourcer bringes i spil

  • Uddannelsesvejledning skal videreudvikles for at styrke unges muligheder for at gennemføre en erhvervs- eller videregående uddannelse.

  • Arbejdsgivere motiveres til at ansætte unge med flerkulturel baggrund i praktikforløb mv.

Fodfæste på arbejdsmarkedet

  • Nytilkomne skal forberedes endnu bedre til det danske arbejdsmarked for eksempel ved at styrke undervisningen i danske samfundsforhold.
  • Barrierer for at ansætte og fastholde medarbejdere med flerkulturel
    baggrund skal nedbrydes, bl.a. ved at styrke mentorordninger og
    rollemodelkorps.

Flerkulturelle kompetencer er vigtige

  • En mangfoldig medarbejdergruppe skaber udvikling og dynamik – indenfor alle områder.

  • Der er i særlig grad behov for pædagoger, lærere, socialrådgivere, social og sundhedspersonale mv., der har både faglige og kulturelle forudsætninger for at møde mennesker med flerkulturel baggrund.

Rekruttering

  • Aalborg Kommune vil arbejde målrettet for at opnå, at medarbejdersammensætningen inden for alle faggrupper kommer til at afspejle den aktuelle befolkningssammensætning.

Et aktivt og værdigt seniorliv

Indhold og mening i tilværelsen

  • Alle seniorer skal kunne opleve indhold og mening i tilværelsen. Det skal sikres ved et varieret udbud af aktiviteter og gode muligheder for at møde andre seniorer med samme baggrund eller interesser

Velkommen på aktivitetscentrene

  • Aalborg Kommunes Aktivitetscentre har en vigtig opgave i at skabe kontakt til seniorer med flerkulturel baggrund for at informere dem om deres muligheder for at benytte aktivitetscentrene

Adgang til information om tilbud og aktiviteter

  • Der skal udvikles en målrettet formidling af tilbud og muligheder for aktiviteter til seniorer med flerkulturel baggrund, tilpasset de enkelte gruppers sproglige forudsætninger og kulturelle baggrund.

Et sundt og aktivt liv - hele livet

Fritids- og kulturlivet er en vigtig platform for aktivt medborgerskab

  • Kendskabet til kultur- og foreningslivets muligheder udbredes blandt borgere med flerkulturel baggrund ved hjælp af målrettet og opsøgende formidling.

  • Sociale trænere og kulturelle brobyggere kan være med til at skabe inklusion og mangfoldighed blandt frivillige, foreninger og kulturinstitutioner. 
  • Aalborg Kommune understøtter nye typer af foreninger og kulturaktiviteter, som drives af borgere med flerkulturel baggrund og som fremmer deltagelse og inklusion.

Tilbud om sundhedsfremme og forebyggelse gøres mere tilgængelige

  • Alle borgere skal have adgang til relevant og forståelig viden om sundhed og sygdom, for at kunne træffe gode og sunde valg for sig selv og sin familie.

  • Forebyggende og sundhedsfremmende tilbud skal gøres mere tilgængelige for borgere med flerkulturel baggrund, for eksempel i samarbejde med tolkekorpset og med mindre vægt på skriftlig kommunikation.

  • Der skal udvikles forebyggende og sundhedsfremmende tilbud, som ersærligt målrettet specifikke grupper med specifikke behov.

Kontakt

Job- og Uddannelsessekretariatet

Sønderbro 12 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 37 00

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje