Børn samlet om bord

Børnevenligt Budget

Gennemgang af udvalgte dele af Aalborg Kommunes budgetaftale 2025-2026.

Psst, må også gerne læses af voksne...

Indledning

Teksten her handler om, hvordan vi bruger de penge, vi har i Aalborg Kommune. Kommunen er temmelig stor, og der bor mange mennesker. Faktisk er der cirka 225.000 mennesker, der kalder Aalborg Kommune deres hjem.

Alle de mennesker har brug for forskellige ting, og alle de ting koster penge. Derfor lægger vi hvert år det, der hedder et budget. Et budget er en slags liste over, hvor mange penge, vi har, og hvor mange penge, vi har brug for i løbet af et år. I Aalborg Kommune har vi 20 milliarder kroner om året, som vi kan bruge.

Det er sådan set helt vildt mange penge. Man kunne for eksempel købe 500 millioner pakker toiletpapir. Det er nok til at give hver dansker 80 pakker toiletpapir. Eller man kunne købe 5.000 huse. Eller 4 millioner cykler.

Men på en måde er det ikke så mange penge. For pengene skal jo betale for alt, hvad dem, der bor i kommunen, har brug for.

Pengene skal for eksempel betale for:

  • Veje at køre på

  • Fortove at gå på

  • Papir til at skrive på

  • Varme i radiatorerne i allekommunens bygninger. Altså skoler, børnehaver,kontorer, plejehjem, fritidsklubber og mange andre steder.
  • Toiletpapir

  • Kuglepenne

  • Busser

  • Sæbe til at vaske hænder i

  • Sand til sandkasser

  • Løn til de 20.000 mennesker, som arbejder i Aalborg Kommune. 
    Mennesker, som hjælper andre mennesker i alle aldre med at få en god og tryg hverdag. De passer på børn, voksne og ældre, og de giver støtte, når nogen har brug for hjælp til sundhed, trivsel eller svære situationer. De underviser børn og voksne. De holder veje, bygninger og parker pæne og i orden og sørger for, at vores by er et rart og sikkert sted at bo. 

    Og mange andre ting.

Hvor kommer pengene fra?

En kommune tjener penge på forskellige måder.

Nogle penge kommer fra de mennesker, som bor i kommunen. Det hedder kommuneskat.

Andre penge får kommunen fra forældrene. Det koster nemlig penge at gå i dagpleje, vuggestue, børnehave eller fritidstilbud. De penge betaler forældrene til kommunen.

Kommunen kan også tjene penge på parkeringsbøder, hvis folk holder forkert eller ulovligt på parkeringspladser, som kommunen ejer. Den får også penge fra de butikker og firmaer, som ligger i kommunen.

Og endeligt får kommunen penge fra staten. Og nu bliver det lidt besværligt at forklare, men vi prøver.

Alle dem, der bor i Danmark, skal betale to slags skat. Kommuneskat og skat til staten.

Man betaler mest skat til staten, som bruger pengene på for eksempel landets sygehuse, motorveje, militæret, politiet og mange andre ting. Staten giver også nogle af de penge, man betaler i skat, tilbage til kommunerne.

Staten prøver at fordele pengene, sådan at kommunerne får de penge, de har brug for.

Nogle kommuner har for eksempel flere ældre, som har brug for hjælp.

Andre kommuner har færger, som er dyre men nødvendige at have, så folk kan komme hjem og på arbejde. Nogle kommuner har store naturområder, som alle danskere kan få fornøjelse af. På den måde har forskellige kommuner forskellige behov, ligesom forskellige mennesker har brug for forskellige ting.

Hvem lægger budgettet?

Alle kommuner har nogle politikere, som er blevet valgt af de mennesker, som bor i kommunen. Politikernes opgave er at sørge for, at kommunen gør de ting, som borgerne har brug for. Og det er politikerne, som lægger budgettet.

De får selvfølgelig hjælp fra dem, som arbejder med økonomi og penge i kommunen. For hvis politikerne skal tage nogle gode beslutninger, har de brug for at vide, hvad vi plejer at bruge penge på, hvad vi er nødt til at bruge penge på, og hvilke nye ting, vi kan bruge penge på.

Når man skal lægge et budget, er der næsten altid nogle ting, man ikke har råd til. Det kan være fordi, der er noget nyt, man gerne vil bruge penge på i stedet. Eller fordi, at noget af det, man plejer at bruge penge på, er blevet dyrere, end det var sidste år.

Hvis man ikke har penge nok, skal man finde ud af, om man kan spare nogle steder.

Når man skal spare penge i en kommune, skal man gøre, alt hvad man kan, for at de børn og voksne, som bor i kommunen, stadig får de ting, de har brug for.

Derfor vil man helst spare på nogle ting, som ikke går ud over nogen.

For eksempel vil man hellere spare penge ved at slukke lyset mere eller lade være med at rydde så meget sne om vinteren.

Men vi har også brug for lys, så derfor kan man ikke altid spare nok ved at slukke lyset, og vi har brug for at kunne køre på vejene for at komme på arbejde, ud og handle og være sammen med vores venner.

Forstå et budget på 2 minutter

Forestil dig, at du står i en butik.

Du vil gerne have to bananer og to stykker chokolade.

Men du har ikke penge til det hele.

Derfor skal du vide, hvor mange penge, du har.
Og hvor mange penge, du har brug for.

Det er dit budget.

Måske har du kun penge til to bananer og et stykke chokolade.
Eller to stykker chokolade og en banan.

Derfor er du nødt til at vælge. For du kan ikke få det hele på en gang.

Det er også sådan, det fungerer med kommunens
budget.

Vi har ikke penge til alt det, politikerne og dem, der bor i kommunen, godt kunne tænke sig. Derfor skal vores politikere finde ud af, hvad vi skal lade være med at bruge penge på.

Hvor skal vi bruge pengene i år?

Som sagt er det politikerne i Aalborg Kommune, der skal lave budgettet.

Det betyder, at de bestemmer, hvor vi skal spare, og hvor vi skal bruge penge.

Man kan nemlig godt bruge flere penge på noget i år, end vi brugte sidste år. Så skal vi bare spare endnu mere et andet sted.

Det er svært at lave et budget. Derfor gør politikerne sig umage og de får også hjælp fra dem, der arbejder i kommunen.

Herunder kan du læse nogle af de ting, som politikerne har foreslået at lave om i budgettet i år.

Vi har ikke taget det hele med, for der er rigtig mange ting, der skal bruges penge på i en kommune, så vi har forsøgt at vælge nogle af de ting, som er mest relevant for børn og unge.

Vi har også udvalgt nogle ting, som måske ikke er så vigtige for dig, men som viser dig, hvor forskellige behov, kommunen skal hjælpe med at løse.

Efter hver tekst kan du se, hvor mange penge forslaget drejer sig om.

Forbedre offentlige toiletter til mennesker med handicap

Rundt omkring i kommunen findes der offentlige toiletter. Det er toiletter, som man kan 
bruge hele døgnet rundt. Men der er ikke så mange af dem, der er handicapvenlige. 

Derfor har politikerne sat penge af til at gøre flere toiletter ude i byen nemmere at bruge, hvis man for eksempel sidder i kørestol eller ikke går så godt.

Beløb: 375.000 kroner

Du kan købe 75.000 toiletbørster for den pris.

Tilskud til Studenterhuset

I en by, hvor der bor mange unge, som studerer, vil man gerne have nogle gode mødesteder for dem. Et af dem, vi har i Aalborg Kommune, er studenterhuset. Selvom det hedder sådan, må alle mennesker komme der, også selvom de ikke studerer.

Studenterhuset får penge fra forskellige uddannelser i kommunen. De tjener også penge på at have en cafe og afholde koncerter og andre arrangementer.

Fordi de holder koncerter, hvor alle kan deltage (hvis de altså betaler for en billet), giver kommunen også nogle penge til at vedligeholde bygningen, betale for strøm eller noget andet, de har brug for.

Beløb: 732.000 kroner

Du kan købe over 3000 billetter til koncerter på studenterhuset for de penge.

Mere tryghed i områder med meget kriminalitet

Det bedste sted at bo, er et sted, hvor man kan gå trygt omkring. Men der er nogle steder i vores kommune, hvor der er kriminalitet, som går ud over børn og unge. Nogle gange bliver flere unge også kriminelle af at bo et sted, hvor der er meget ballade.

Tit er det fordi, de unge keder sig, eller ikke tror, de har andre muligheder. Men det har man
altid. Så i de områder vil politikerne gerne gøre det mere trygt at bo og bevæge sig rundt. Det kan for eksempel være ved at bruge penge på, at der kan gå voksne rundt og holde øje og snakke med dem, der bor i området.

Beløb: 1 million kroner

Én person, der sidder i fængsel, koster vores samfund cirka 675.000 kroner om året. Så hvis man med 1 million kroner kan undgå, at mindst to person kommer i fængsel, har man allerede sparet samfundet penge.

Safehouse

Der er mange unge, der godt kan lide at gå i byen og have det sjovt i Aalborg. Det skal man selvfølgelig have lov til, men det er også vigtigt, at man kan have det sjovt i sikkerhed.

Derfor ligger der midt i Jomfru Ane Gade et Safehouse. Det er et kontor, hvor frivillige voksne kan hjælpe med at sætte plaster på, hvis man har slået sig. De kan også passe på dig, hvis du er blevet væk fra dine venner, eller ringe efter dine forældre, hvis du har mistet din telefon. Og mange andre ting, som passer godt på de unge.

Beløb: 400.000 kroner

Du kan købe 33 kilometer plaster for de penge. Det er lige så langt som fra Vestbjerg til Nibe.

Saltning og snerydning i hele kommunen

Når vejene er fulde af frost og sne, skal de ryddes og saltes, så det er sikkert at bevæge sig udenfor. I Aalborg Kommune er der 2.400 km veje og stier og 250 km fortove. Det er lige så langt som at køre fra Aalborg til Madrid, som er Spaniens hovedstad.

Der er også 400.000 m2 pladser, torve, parkeringspladser og så videre, som skal ryddes og saltes. Det er næsten lige så meget som otte af Aalborg Storcenter. I år er det blevet dyrere at rydde sne og salte. Blandt andet fordi, benzin, diesel og dæk til biler er blevet dyrere. Derfor har politikerne været nødt til at flytte nogle penge fra andre ting i kommunen, som så må
undvære de penge. Og der er også nogle ting, man helt lader være med at gøre, så der er penge nok til snerydning og saltning i hele kommunen.

Beløb: 29,1 millioner kroner

 Du kan købe cirka 13 ton vejsalt for de penge. 

Tilskud til julebelysning i Aalborg Midtby

Det er så hyggeligt med julelys, når man skal ind i byen. Det synes politikerne i Aalborg Kommune også, så derfor har de i år givet penge til at reparere eller købe nye julelys til at hænge op i Aalborg.

Når der er hyggeligt inde i byen, kommer der flere mennesker.
De mennesker bruger penge i byens butikker, og det er godt for kommunen.
Derfor synes politikerne, at det er en god ide at bruge penge på lys.

Beløb: 300.000 kr.

Stærke fællesskaber

I mange år har det været sådan, at hvis et barn eller en ung havde brug for at gå i specialklasse, var det ikke sikkert, at de kunne gøre det tæt på deres eget hjem. Men nu har man lavet det sådan i Aalborg Kommune, at børn skal kunne gå i skole tæt på, hvor de bor. Også selvom de har brug for ekstra hjælp eller støtte.

Man kalder det Fokusklasser. I de klasser skal børn med forskellige behov gå sammen, men der skal
selvfølgelig stadig være plads til, at hvert enkelt barn får den hjælp, det har brug for.

Fokusklasserne er en ny slags specialklasser. Så man bruger de samme penge, man før brugte på specialklasser, til at lave Fokusklasser i stedet. Derfor er der ikke sat penge af i budgettet.

Beløb: 0 kroner

Specialskoler er noget andet, og de vil stadig være der.

Specialtilbud

Der er meget en kommune skal bruge penge til. Desværre er der ikke penge nok til det hele.

Når politikerne laver budgettet, kommer de først med et forslag til hinanden. Det forslag snakker de så om, og ændrer i, så de fleste til sidst er tilfredse med, hvordan pengene skal bruges.

I det første forslag i år, skulle der spares 10 millioner kroner på specialområdet.
Specialområdet er specialskoler og specialbørnehaver og særlige klasser for børn og unge, der har brug for mere hjælp og støtte.

Da politikerne talte om budgettet senere, blev de enige om, at 10 millioner var for mange penge at spare, så de satte det ned til halvdelen. Så der bliver stadig sparet på specialområdet, bare ikke helt så meget, som der var snakket om i begyndelsen.

Beløb: Minus 5 millioner kroner

Design af ny el-færge

I den ene ende af kommunen har vi to færger, der sejler over Limfjorden. De sejler mellem byerne Hals og Egense, og det har de gjort i mange år.

Færgerne er ved at være lidt gamle, og politikerne kunne godt tænke sig at få elektriske færger i stedet. Sådan nogle færger er ret dyre, så man håber på, at staten også vil hjælpe med penge til at få nogle nye. Men i første omgang har politikerne sat penge af til at finde ud af, hvordan de nye færger og havnene, hvor de skal sejle til og fra, skal se ud.

Beløb: 9,3 millioner kr.

En ny elektrisk færge kan sagtens koste over 30 millioner kroner.

Klimasikring

Du har sikkert hørt ordet klimaforandringer. Det betyder for eksempel, at der er kommet mere stormvejr. Og at det kan regne mere ad gangen, når det regner.

Alt det regnvand kan kloakkerne have svært ved at få væk fra vejene, og så kommer der oversvømmelser. Så politikerne har sat penge af til at lave mere klimasikring. Det betyder, at man skal gøre noget for at undgå for eksempel oversvømmelser. Fordi klimaforandringerne rammer hele landet, regner politikerne i Aalborg Kommune med, at staten vil hjælpe med at give nogle penge i 2028 og 2029.

Beløb: 16,2 millioner kroner

Skovrejsning langs med motorvejen

Det er dejligt at have motorvej, for så kan man hurtigt komme rundt i landet. Men lad os være ærlige - motorveje er ikke ret flotte. Det er en af grundende til, at politikerne gerne vil plante skov langs med motorvejen i kommunen. Så har man pæne træer at kigge på i stedet for lange, sorte veje. En anden grund er, at træer kan være med til at dæmpe støj. Det ville være rart for dem, der bor tæt på motorvejen, hvis de ikke kan høre den så meget.

Beløb: 2 millioner kroner

Du kan købe 7000 små bøgetræer for de penge.

Kommunen kan sikkert købe mange flere, for man får som regel rabat, hvis man køber rigtig mange af en ting
på én gang.

Cykelstier/sikker skolevej

Det er vigtigt, at du og alle dine venner kan komme sikkert i skole. Det kan være, du går,
cykler, kører med bus eller bliver kørt af dine forældre. Men lige meget hvilken
måde, du kommer i skole på, er det vigtigt, at du kan være sikker i trafikken.

Derfor har politikerne sat penge af til at lave flere sikre skoleveje og cykelstier de næste fire år.
Det kan for eksempel være tydelige fodgængerfelter, god belysning, så bilerne kan se dig, når det er mørkt. Eller nye og forbedrede cykelstier med tydelige streger og store skilte, så det er nemt at se, når man kommer ind i et skoleområde.

Beløb: 15 millioner kroner fra 2026 og indtil 2029.

For 15 millioner kroner ville man kunne købe 600.000 reflekser, som man kan sætte på tøj og tasker. Det er næsten nok reflekser til, at alle folkeskoleelever i Danmark kan få én refleks hver.

Mågebekæmpelse

Det skal være en god oplevelse at være inde i byen. Aalborg ligger lige ud til Limfjorden, og det betyder, at der er mange måger i byen. De skider og larmer og stjæler folks pomfritter, når de sidder og hygger sig uden for en af de mange cafeer og restauranter.

Og det vil vi gerne undgå. Så derfor har politikerne bestemt, at de vil bruge penge på at få bekæmpet mågerne enten ved at skræmme dem væk eller ved at skyde dem.

Beløb: 300.000 kr.

De skider, larmer og stjæler folks pomfritter.

Musikpædagoger på plejehjem

Man bliver glad i låget af at synge. Det bliver også hyggeligere at bo på plejehjem, hvis der er sang og musik en gang imellem. Musik kan også virke godt, hvis man har demens. Det er en sygdom, hvor man kan have rigtig svært ved at huske. Men hvis man hører musik fra sin barndom eller ungdom, kan det nogle gange hjælp hjernen med at huske tilbage.

Derfor har politikerne besluttet at brug penge på, at musikpædagoger besøger Aalborg Kommunes plejehjem.

En musikpædagog er uddannet til at spille musik til og med andre på en måde, så man får max ud af det. Så når en musikpædagog besøger et plejehjem, kan de gamle hofter slet ikke lade være med at bevæge sig til rytmen. Og det giver mere ro og glæde i hverdagen. Samtidig lærer personalet at bruge musik til at gøre det trygt og hyggeligt at bo på plejehjem.

Beløb: 300.000 kroner

Hvis man brugte 300.000 kroner på tamburiner, ville alle folkeskoler i Danmark have tre tamburiner mere i musiklokalet.

Daginstitutioner

Der går cirka 12.000 børn i daginstitution, altså dagpleje, vuggestue eller børnehave i Aalborg Kommune. Det er lige så mange børn, som der bor mennesker i hele Gug. Alle de børn skal passes godt på, have det sjovt og lære noget. Derfor skal vi bruge penge på løn til de voksne, varme i radiatorerne, lys i lamperne, papir til at tegne på, legepladser, bleer, biler, perler, flag til at fejre
fødselsdage og meget meget mere.

Dagtilbud og også skoler er noget af det, man bruger allerflest penge på i en kommune. Fordi Aalborg Kommune er meget stor, bruger man lige så mange penge på dagtilbud, som mindre kommuner bruger på hele kommunen.

Udvidelse af Sofiendalskolen

Det sker ikke ret tit, at der bliver bygget nye skoler i Aalborg Kommune. Den nyeste skole ligger i Huset Stigsborg, hvor der også er vuggestue og børnehave.

Den åbnede i 2025. Før den åbnede, var det 45 år siden, at der var blevet bygget en ny skole.
Vi bygger ret tit nye børnehaver og vuggestuer. Men nye skoler er sjældne. Det betyder ikke, at alle skolerne bare står og bliver gamle og slidte. Selvom nogle af dem godt nok er lidt slidte. Hvert år bruger politikerne penge på en eller flere skoler, som trænger til at blive sat i stand eller lavet om.

I år bygger man om og udvider på Sofiendalskolen, så der er plads til flere elever. Den ligger nemlig et sted, hvor folk rigtig godt kan lide at bo. Derfor er der brug for flere klasselokaler til flere elever.

Beløb: 33,5 millioner kroner

Det er samme pris som det dyreste pokemonkort nogensinde. Det var et PSA grade 10 Pikachu Illustrator kort.

International skole

Der arbejder ret mange mennesker i Aalborg Kommune, som kommer fra et andet land. Nogle af dem bor kun i vores kommune i et stykke tid på grund af deres arbejde. Hvis de har børn, kan de lade dem gå i det, der hedder international skole, hvor undervisningen er på engelsk.

På den måde er det nemmere at skifte skole, hvis ens mor eller far skal flytte til et andet land igen på grund af deres arbejde.

I Aalborg Kommune har vi én international skole. Det er en privatskole, så egentlig skal kommunen ikke betale for den. Men det er godt for hele kommunen, at vi kan tilbyde folk fra andre lande en skole til deres børn. Derfor har politikerne besluttet, at de gerne vil give penge til at udvide den internationale skole. Der er nemlig brug for flere klasser.

Beløb: 5 mio. kr. i 2026 og 10 mio. kr. i 2027.

Du kan købe et rigtig fint hus til en hel familie for de penge.

Tandklinik Filstedvej

Når man er barn, er det gratis at gå til tandlægen. Tandlæger til børn er ansat af kommunen, og der er 8 tandlægeklinikker i kommunen. Den ene trænger til at blive sat i stand.

Derfor er der fundet penge til at reparere huller i tandlægen på Filstedvej i Aalborg.

Beløb: 12,1 millioner kroner

En voksen, som selv skal betale for at gå til tandlægen, kan få renset tænder hver dag i over 140 år for de penge.

Biblioteker

Aalborg Kommune har i alt 10 biblioteker, hvor det er muligt at låne alt fra bøger til film og musik.
Selvom det er helt gratis at gå på bibliotekerne og låne ting med hjem, så koster det mange penge at passe på og få bibliotekerne til at fungere i hverdagen.

Pengene bliver brugt til at passe godt på de ting, du kan låne med
hjem, og på at købe nye bøger og spil, når de bliver udgivet.

Pengene bliver også brugt på computere og computerprogrammer, løn til personalet og til de arrangementer, der bliver lavet på bibliotekerne.

Beløb: 97,8 millioner kroner

Reklamer på busserne

Der er også nogle ting, som kommunen kan tjene penge på.

For eksempel kan de lade firmaer sætte reklamer på siden af kommunens busser.

Busserne kører jo alligevel rundt i hele kommunen, og så synes politikerne, at man lige så godt kan tjene penge på det.

Beløb: 800.000 kroner

AI

Troede du, at kommunen var sådan lidt støvet og low-key kedelig? Så think again. Vi er faktisk helt on point og totally vibing med for eksempel AI.

Politikerne tror, at forskellige AI-teknologier kan hjælpe med at gøre noget arbejde hurtigere og nemmere. Så de har bestemt, at de næste 4 år, skal AI hjælpe kommunen med spare 5 millioner kroner om året.

De regner faktisk med, at teknologien er så effektiv, at kommunen kan spare mere end dobbelt så meget. Hvis de har ret, sparer kommunen 21 millioner oven i på de fire år. Men fordi, det er noget helt nyt, tør de ikke love, at besparelsen bliver så stor.

Troede du at... 

kommunen var sådan lidt støvet og kedelig?
Vi er faktisk helt on point med for eksempel AI

En milliard

De her forslag giver i alt 911.300.000 millioner kroner. Næsten en milliard.
Nogle af pengene er forslag til nye ting. For eksempel mere skov og musikpædagoger. Nogle af pengene er til ting, vi altid skal bruge penge på. For eksempel daginstitutioner og snerydning. Nogle af pengene er besparelser, altså penge, vi ikke skal bruge mere. For eksempel specialområdet.

Og så er der 19 milliarder kroner, som ikke er beskrevet i teksten her.

For i alt bruger Aalborg Kommune cirka 20 milliarder kroner hvert år på at være et sted, hvor man kan bo og leve. Hvor man kan få undervisning, blive passet på, få hjælp til at holde op med at ryge, gå sikkert hjem fra byen, låne bøger, gå på fortovet om vinteren og hundredvis af andre ting, som kommunen skal sørge for for din og min skyld.

Alle tingene er ikke med i den her tekst, for så bliver den alt for lang. Men nu har du måske en idé om, hvad det kan betyde, når man laver et budget i en kommune, og hvordan man får råd til at passe godt på dem, der bor i kommunen.

20 milliarder er nok til at købe to nye broer med tunneller over Limfjorden

Eller... næsten nok til én Storebæltsbro.

Du kan også bestemme

Det er jo de voksne, altså politikerne, der bestemmer, hvordan vi bruger pengene i Aalborg Kommune.

Men du kan også være med til at fortælle politikerne, hvordan du synes, at pengene skal bruges.

Du kan for eksempel være med i:

  • Elevrådet på skolen
  • Aalborg Fælleselevråd
  • Aalborg Ungebyråd

Når du er med i dem, er du nemlig med til at fortælle din skole og politikerne, hvad der er vigtigt for børn og unge at bruge penge på.

Sig din egen mening

Du kan også komme med din mening om budgettet, hvis du ikke er med i et elevråd eller et andet råd.

Du kan nemlig sende det, man kalder et høringssvar. Enten ved at skrive noget eller optage en video.
Et høringssvar kan alle sende til politikerne.

Du skal ikke skrive eller tale på en bestemt måde, du skal bare fortælle, hvad du synes, er vigtigt at bruge penge på.

Og politikerne lytter til det, du siger. Både fordi de skal, men også fordi de gerne vil.

Du kan finde kontakoplysninger på politikerne på kommunens hjemmeside Aalborg.dk. Det giver mest mening at sende et høringssvar om efteråret, når budgetarbejdet går i gang.

Tag med til borgermøde

Du kan også tilmelde dig det, man kalder et borgermøde. Det er et møde, hvor både børn, unge og voksne kan deltage sammen med politikerne.

Her kan alle sige deres mening. Hvis de har lyst.

Du ville nok være en af de eneste børn eller unge til mødet, men hvis du kommer, kommer der nok flere næste gang, og næste gang. Det kunne være ret fedt, hvis der kom mange børn og unge til borgermøderne, for i Aalborg Kommune går vi meget op i at lytte til, hvad børnene og de unge synes.
Du kan se på kommunens hjemmeside, hvordan borgermødet bliver afholdt, når vi nærmer os efteråret.

Selvom sådan noget med penge og økonomi kan være ret svært at forstå, er det vigtigt. For det er penge, som har betydning for os alle sammen.

Nu ved du forhåbentligt lidt mere om, hvad et budget er, og hvorfor politikerne bruger så meget tid på at lægge det.


Tak, fordi du læste med.

at lægge et budget er lidt som at samle et puslespil.

Puslespilsbrikker til budgettet