Skip til hoved indholdet
    Hjem Om kommunen Kvalitetsstandarder Kvalitetsstandard for Genoptræning for borgere over 18 år

Kvalitetsstandard for Genoptræning for borgere over 18 år

  • Titel: Kvalitetsstandard for Genoptræning for borgere over 18 år efter Sundhedslovens § 140.
  • Vedtaget: Den 3. marts 2022 af Sundheds- og Kulturudvalget.

Forord

Aalborg Kommune har ansvaret for den hjælp, der leveres til borgere i eget hjem og på plejehjem.

Denne kvalitetsstandard forklarer, hvilken hjælp du kan få. Den beskriver også det serviceniveau, som Aalborg Byråd har fastsat for borgere i Aalborg Kommune. Du kan også læse om, hvad du kan forvente af de medarbejdere og leverandører, der hjælper dig i det daglige, og hvad de forventer af dig.

Som kommune ønsker vi at fremme din mulighed for at leve et uafhængigt liv. Vi ser det som vores opgave at skabe rammerne for, at du som borger kan tage ansvar for eget liv og egen livskvalitet. Derfor tilbyder vi blandt andet rehabilitering og træning af dine færdigheder i tæt samarbejde mellem dig, eventuelt dit netværk og vores medarbejdere. Formålet er at gøre dig så selvhjulpen som muligt, så du fortsat kan leve et værdigt og meningsfuldt liv.

I Aalborg Kommune er velfærd noget, vi udvikler sammen. Sammen med dig og dine nære. Vores relationer er præget af værdierne nærvær, ansvarlighed og respekt. De værdier hjælper os med at træffe de rigtige beslutninger i mødet med dig.

Vi håber, at du kan bruge kvalitetsstandarden som opslagsværk og som udgangspunkt for dialog med de medarbejdere, du kommer i kontakt med, når du modtager hjælp i Aalborg Kommune.

Venlig hilsen
Sundheds- og Kulturudvalget


Hvem kan få bevilget genoptræning

Du er i målgruppen for genoptræning, hvis sygehuset lægefagligt har vurderet, at du har behov for genoptræning, og derfor har givet dig en genoptræningsplan.


Formålet med genoptræning

Formålet med genoptræningen er at give dig et målrettet, sammenhængende og effektivt genoptræningsforløb efter din kontakt med sygehuset.

Din genoptræning tager udgangspunkt i dit behov, som er beskrevet i genoptræningsplanen fra sygehuset. Din fysioterapeut eller ergoterapeut vil opstille mål for din genoptræning sammen med dig.

Målet med din genoptræning er opfylde et af følgende forhold:

at din ergoterapeut og/eller fysioterapeut vurderer, at du er blevet så selvhjulpen som muligt, og at du samtidig har opnået det bedst mulige funktionsniveau i forhold til de mål, I sammen har opstillet.
at du selv kan videreføre genoptræningen uden støtte fra ergoterapeut og/eller fysioterapeut.
Hvis du er i rehabilitering efter Servicelovens § 83A, bliver genoptræningen koordineret med dit rehabiliteringsforløb.

Det siger loven
Kommunen skal efter Sundhedsloven § 140 tilbyde gratis genoptræning til personer, der efter udskrivning fra sygehus har en genoptræningsplan, jf. Sundhedsloven § 84.


Hvordan sættes genoptræningen i værk

Når du udskrives fra sygehuset og får en genoptræningsplan, sender Visitationen i Sundhed og Kultur et informationsbrev til din e-Boks.

Hvis du er fritaget fra digital post, må du forvente, at der går længere tid, før du modtager informationsbrevet.


Frit leverandørvalg - Aalborg Kommune

Hvis du er blevet behandlet på de ortopædkirurgiske afdelinger på sygehuset, er du omfattet af frit leverandørvalg i Aalborg Kommune.

Det betyder, at du frit kan vælge mellem den kommunale eller en privat leverandør af genoptræning.

Du skal vælge inden for to kalenderdage efter din udskrivelse. Det betyder, at du skal:

tage stilling til, hvem du ønsker din genoptræning skal foregå hos og
give besked om dit valg til Visitationen i Sundhed og Kultur.
Du får du tilsendt en liste over kommunens godkendte leverandører, som du kan vælge mellem. Det er ikke muligt at skifte leverandør undervejs i forløbet.

Hvis du ikke giver Visitationen i Sundhed og Kultur besked om dit valg, senest to kalenderdage efter du er blevet udskrevet, får du automatisk tildelt den kommunale leverandør, Aalborg Genoptræning. Det skal sikre, at du hurtigst muligt kommer i gang med din genoptræning efter din indlæggelse på sygehus.

Du får tilbudt en tid til opstart i genoptræning inden for syv kalenderdage fra din udskrivelse. Der kan dog være forhold vedrørende din diagnose, som betyder, at du ikke kan/må begynde din genoptræning inden for de syv kalenderdage.

Du kan ikke benytte frit leverandørvalg på det ortopædkirurgiske område, hvis:

  • du er udskrevet efter amputation af ben.
  • du bor på plejehjem, i botilbud eller er bruger af et dagtilbud.
  • du er på midlertidigt ophold eller på rehabilitering i Ulsted eller Mou.

Ikke frit leverandørvalg - Aalborg Kommune

Hvis din genoptræningsplan er fra andre områder end det ortopædkirurgiske, bliver din genoptræning udført af Aalborg Genoptræning.

Inden for fire kalenderdage modtager du information om tid og sted for din genoptræning. Du får tilbudt en tid, senest syv kalenderdage efter at du er udskrevet fra sygehuset, med mindre du ikke umiddelbart kan eller må begynde på din genoptræning endnu.

I den periode, hvor du modtager genoptræning efter Sundhedslovens § 140, har du ikke samtidig ret til at modtage tilskud til behandling for samme lidelse hos praktiserende fysioterapeut efter Sundhedslovens § 140a (vederlagsfri fysioterapi) eller træning efter Servicelovens § 86 stk.1 og 2.


Det nationale frie valg 

Hvis du får tilbudt en tid til opstart af genoptræning senere end syv kalenderdage efter din udskrivelse, har du ret til at vælge genoptræning hos en privat leverandør, som er godkendt af FritValgService.

Du skal modtage et tilbud om en tid senest fire kalenderdage efter din udskrivelse.

Se mere på mingenoptraening.dk på FritValgServices hjemmeside eller ring til Visitationen i Sundhed og Kultur på tlf. 99 82 34 10 mellem kl. 9.00 og kl. 13.00 alle hverdage.

Se mingenoptraening.dk


Valg af genoptræning i en anden kommune

Du har ret til frit at vælge genoptræning på andre kommuners egne institutioner.

Du har ikke mulighed for at vælge genoptræning, som andre kommuner tilbyder egne borgere via en privat leverandør.

En kommunes genoptræningsenhed kan afvise personer med bopæl i en anden kommune, hvis de ikke har kapacitet til at tage flere ind.

Hvis du er startet i et forløb med genoptræning i en anden kommune end Aalborg Kommune, skal du gøre genoptræningen færdig der.


Forløb fra udskrivelse til igangsættelse af genoptræningen

  1. Du udskrives fra sygehus med en genoptræningsplan. 
  2. Sygehuset sender genoptræningsplan digitalt til Visitationen i Sundhed og Kultur.
    -Du modtager i din e-boks informationsbrev samme dag, som du udskrives.
    -Hvis du er fritaget fra digital post, må du påregne længere tid, før du modtager informationsbrevet.
  3. Leverandør:

Enten:

  • Ortopædkirurgisk genoptræning = Frit valg af leverandør.
  • Senest to kalenderdage efter udskrivelse, meddeler du valg af leverandør til Visitationen i Sundhed og Kultur, enten via din e-Boks eller på tlf: 99 82 34 10.
    Overskrides fristen, overgår du automatisk til den kommunale leverandør, Aalborg Genoptræning. 
  • Du får en tilbudt en tid med henblik på opstart i et genoptræningsforløb inden for syv kalenderdage efter udskrivelsestidspunktet.

Eller:

  • Ikke frit valg af leverandør.
  • Senest syv kalenderdage efter udskrivelsestidspunktet, starter du i et genoptræningsforløb hos Aalborg Genoptræning.

Har det ikke været muligt at give dig en tid til genoptræning med opstart inden for 7 kalenderdage fra udskrivelse, er du omfattet af muligheden for det nationale frit valg.

Se mere under ”Det nationale frie valg”.


Tilrettelæggelse af genoptræningen

Din genoptræning vil som udgangspunkt foregå i leverandørens lokaler. Genoptræningen kan dog foregå i eget hjem efter en individuel faglig vurdering.

Startundersøgelse

  • Du bliver undersøgt af din ergo- eller fysioterapeut, og sammen sætter I mål for din genoptræning.

Træningsforløbet kan, på baggrund af en individuel faglig vurdering, foregå som:

  • et individuelt forløb
  • holdtræning
  • eller en kombination af individuel og holdtræning.

Slutundersøgelse

  • Ved afslutning af dit træningsforløb deltager du i en slutundersøgelse eller slutsamtale.

Vores forventninger til dig 

Forudsætningen for en vellykket genoptræning er, at du er motiveret og deltagende i forløbet. Derfor forventer vi, at du prioriterer genoptræningen, gennemfører relevante hjemmeøvelser, møder op og deltager aktivt.

Hvis du er forhindret i at deltage i genoptræningen på det aftalte tidspunkt, skal du give besked hurtigst muligt. Hvis du selv aflyser træningen, kan du ikke forvente at få en ny tid.

Hvis du fravælger genoptræningen og gentagne gange melder afbud eller udebliver, bliver din bevilling afsluttet.

Du skal meddele leverandøren, hvis der sker ændringer, som har betydning for din deltagelse i genoptræningen.

Hvis en medarbejder beskadiger nogle af dine ting, skal leverandøren straks have besked med henblik på eventuel erstatning.


Hvad kan du forvente af leverandøren 

Din fysioterapeut og/eller ergoterapeut vil under din genoptræning støtte og motivere dig, så du så vidt muligt når dine mål. Du bliver mødt af en høj faglighed, og leverandøren står til rådighed med råd og vejledning.

Leverandøren har pligt til at overholde jeres aftaler. Det aftalte tidspunkt skal overholdes med højst en halv times forsinkelse, ellers skal leverandøren give dig besked.

Hvis leverandøren under særlige omstændigheder er nødt til at ændre tiden, skal du tilbydes en ny tid.

Hvis din ergoterapeut og/eller fysioterapeut udebliver, skal du kontakte leverandøren, og du har ret til en ny tid. Leverandøren vil sørge for, at det så vidt muligt er hos den samme ergoterapeut og/eller fysioterapeut.


Særlige forhold 

Arbejdsmiljø

Medarbejderne er omfattet af Arbejdsmiljøloven uanset om genoptræningen foregår i træningslokaler, i nærmiljøet eller i dit hjem. Det vil sige, at hjemmet skal være indrettet, så medarbejderen kan udføre arbejdet sundheds- og sikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Aalborg Kommune ønsker at sikre medarbejderne en røgfri arbejdsplads – og et sundt arbejdsmiljø. Vi kan derfor ikke pålægge en medarbejder at arbejde, mens der ryges i lokalet.

Tavshedspligt

Alle medarbejdere har tavshedspligt om forhold, de ser og hører i forbindelse med deres arbejde. Tavshedspligten gælder også, efter ansættelsen er ophørt.

Medarbejderne må ikke modtage gaver eller låne penge af dig. Hvis en medarbejder overtræder dette, vil det medføre en tjenstlig undersøgelse og eventuel afskedigelse.

Hvis du ikke træffes hjemme - uden afbud

Hvis træningen skal foregå i dit hjem, og du ikke har meldt afbud og ikke åbner døren, kontakter medarbejderen dine pårørende eller visitationen. Dette sker af hensyn til din sikkerhed. Hvis det ikke er muligt at opnå kontakt, vil medarbejderen rekvirere en låsesmed. Udgiften til låsesmeden påhviler dig.


Kørsel og befordring 

Hvis du på grund af funktionsnedsættelse er ude af stand til at transportere dig selv til genoptræning, kan du søge om kørsel i henhold til Sundhedslovens § 172.

Befordringsgodtgørelse

Alle pensionister har ret til befordring eller befordringsgodtgørelse til og fra stedet, hvor genoptræningen foregår. Hvis du ikke er pensionist, har du også ret til befordring eller befordringsgodtgørelse, hvis:

  • afstanden mellem din bopæl og genoptræningsstedet overstiger 50 km eller
  • din tilstand udelukker brug af offentlige transportmidler.

Kontakt Visitationen i Sundhed og Kultur, hvis du vil søge om befordring eller befordringsgodtgørelse.

Særligt for befordringsgodtgørelse

Hvis du er pensionist, har du ret til befordringsgodtgørelse, hvis udgiften med det billigste forsvarlige befordringsmiddel overstiger 44,00 kr. pr. dag.

Hvis du ikke er pensionist, har du ret til befordringsgodtgørelse, hvis udgiften med det billigste forsvarlige befordringsmiddel overstiger 103,00 kr. pr. dag.

Vær opmærksom på, at befordringsgodtgørelsen udbetales samlet, når hele dit genoptræningsforløb er afsluttet.

Befordring til genoptræning i andre kommuner

Hvis du vælger genoptræning i en anden kommune end bopælskommunen, er du ikke berettiget til kørsel. Du er i stedet berettiget til samme befordringsgodtgørelse, som hvis du modtog genoptræning i egen kommune.


Hvis du ønsker at klage 

Hvis du ønsker at klage over serviceniveauet, herunder ventetider og tilrettelæggelsen af din genoptræning, kan du kontakte:

Visitationen i Sundhed og Kultur
Tlf. 99 82 34 10
Mail: sundhed.kultur@aalborg.dk

Hvis du ønsker at klage over den faglige vurdering af dit behov for genoptræning anført i genoptræningsplanen, kan du klage telefonisk til:

Styrelsen for Patientklager

Tlf. 72 33 05 00 eller via et klageskema på borger.dk.


Kontaktoplysninger 

Visitationen i Sundhed og Kultur har ansvar for, at din genoptræningsplan fra sygehuset bliver gennemført enten via den kommunale leverandør, Aalborg Genoptræning eller via de godkendte private leverandører (kun ortopædkirurgiske genoptræningsplaner).

Kontakt

Visitation Genoptræning

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 82 34 10

Skriv til os

Telefontider

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
DK-9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Genveje

Translate Presse og kommunikation Tilgængelighedserklæring Databeskyttelse Job og karriere