Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Budgetforslag: Mere natur i byen og bæredygtigt vedligehold af veje, stier og fortove

I Aalborg Kommune har vi en strategi for udviklingen af Aalborg Midtby.Strategien hedder ’Liv i centrum – Aalborg Midtby 2025’. Strategien danner den overordnede ramme for udviklingen i Aalborg Midtby og samler og koordinerer de indsatser og projekter, der tilsammen er med til at skabe en positiv forandringsproces. Alt sammen for at sikre enmidtby med høj kvalitet og oplevelsesmæssig værdi, så Aalborg Midtby er et rart sted for borgerne.

Midtbyplanen har fem strategiske mål, som med COVID-19 er blevet mere aktuelle end nogensinde før – blandt andet temaet om ’Mere natur i byen’.
I rapporten ’Byrum og byliv under COVID-19’ har Gehl Architects undersøgt hverdagslivet under COVID-19 med henblik på at forstå, hvordan vores gader og offentlige rum, vores parker og legepladser er vitale steder og tjener helt basale behov for mennesker i den ekstraordinære situation med COVID- 19-pandemien.


Rapporten viser blandt andet, at byerne i højere grad end tidligere anvendes til rekreation, leg og fysisk udfoldelse, og at lokale steder, der allerede tilbyder en offentlig tilgængelig aktivitet, fx en legeplads, har øget popularitet. Den viser også, at flere børn og ældre bruger byens rum mere end tidligere, ligesom der dukker nye aktiviteter og former for byliv op i byerne.

Mere natur - også i byen

Aalborg Kommune rummer mange spændende og unikke landskaber ved skov, natur, hav og strand, men mere natur i byen er også et tema i vores byomdannelsesprojekter. Og vi udvikler byrummene i et tæt samarbejde med både borgerne og de erhvervsdrivende, som også efterspørger flere rekreative grønne ’lommer’ i byen.


Både i de større projekter, som fx Budolfi Plads, der er omdannet til en attraktiv grøn plads, men også i en lang række mindre projekter, hvor små byrum - fx sidegader, baggårde og mindre strøg - omdannes til rekreative og grønne opholdssteder. Budolfi byhave, som måske er bedre kendt som ’Lommeparken’ ved siden af Budolfi Kirke er et af de mere kendte eksempler. Her er en tidligere p-plads omdannet til et rekreativt og grønt areal med plads til ophold og leg. Og ser vi frem mod kommende projekter, kigges der også på ’byens hjørner’ i forbindelse med byomdannelsen af strækningen fra Nytorv til Nordkraft. 

En bæredygtig drift

Der er fart på udviklingen af Aalborg Kommune. Hvert år vokser kommunen med mere end 1.600 nye indbyggere, og vi forventer en fortsat kraftig tilvækst i de kommende år. Samtidig indikerer flere undersøgelser, at den demografiske udvikling fra land mod by fortsætter på globalt, nationalt og lokalt plan i Aalborg Kommune. Udviklingen sætter sit præg på vores fysiske anlæg (veje, stier, fortove m.m.) og på vores grønne områder, som benyttes mere og mere.


Derfor sætter By- og Landskabsforvaltningen nu spot på, hvordan vi i forbindelse med nyanlæg allerede fra begyndelsen kan sikre, at der er økonomiske midler til den efterfølgende drifts- og vedligeholdelsesopgave af anlæggene. Eller sagt på en anden måde – vi skærper fokus på at sikre en bæredygtig drift af vores infrastruktur og infra-natur. For jo bedre vi er til at vedligeholde og bevare, jo større holdbarhed opnår vi.


I Aalborg Kommune måler og evaluerer vi hele tiden på den oplevelse, som brugerne og borgerne har af vores fysiske anlæg og grønne områder. Det gør vi for at optimere og prioritere indsatsen. Det er et gennemgående tema i den feedback vi får, at borgerne og brugerne ønsker en høj kvalitet, og at der er en tydelig sammenhæng mellem anlægget og den måde, det bliver vedligeholdt på. 

Tip fra borgerne

Borgerne i Aalborg Kommune er rigtig gode til at tippe kommunen, når de oplever fejl og mangler på veje, stier, fortove, parker og grønne områder. I 2019 modtog vi i alt knap 8.400 tip – det er dog et lille fald i forhold til 2017 og 2018, hvor antallet af tip lå på godt 9.500 pr. år. Langt de fleste tip drejer sig om fejl og mangler på vejene (ca. 3.300 i 2019).

Del indhold