Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

VOX LIVE: Kulturen smelter sammen med naturen i nyt event i Vokslev Kalkgrav

Kulturen og kunsten bliver rykket ud på en helt ny arena, når VOX LIVE for første gang inviterer til kulturdag 24 . maj i området omkring Vokslev Kalkgrav og Huul Mølle. Dagen byder blandet andet på fællessang, rytmisk musik, opera, klassisk, børneunderholdning og koncert med Carl Emil Petersen. Alle sanser kommer i spil til dette nye gratis event.

Luk øjnene. Forestil dig at du står i et flot kuperet terræn ved den nedlagte kalkgrav i Vokslev. Du kan høre Binderup å der risler og se køerne og fårene der græsser. På Storkebakken kan du se mange kilometer væk. Pludseligt træder en violinist ud foran dig og begynder at spille…

24. maj inviterer VOX LIVE publikum til at tage del i en ny fusion af kulturen i naturen, hvor publikum vil blive mødt af kunstneriske overraskelser, som bryder de hidtidige grænser for kulturelle oplevelser udenfor storbyen. Med et stærkt line-up, nye koncertformater, børneunderholdning og en spændende ny hemmelig kunst- og musikrute midt i den storslåede natur vil festivalen blive et højdepunkt i årets kulturlandskab.

”Jeg glæder mig til at opleve VOX LIVE og se hvad et nyt og lokalt forankret koncept kan. Vi vil i Aalborg Kommune rigtigt gerne styrke de kulturelle muligheder i landdistriktet. Med VOX LIVE forsøger vi dels at bringe kulturen ud på nye spændende scener, og smelte vores rige natur sammen med kunst og kultur. Helt konkret prøver vi her at tage noget af den kunst, der ofte kun opleves i fine sale for siddende publikum og bringe den ud i utraditionelle rammer – med naturen som bagtæppe og ”koncertsal”. Jeg er sikker på, at det bliver en spændende og god oplevelse, både for publikum, de frivillige og de udøvende kunstnere,” siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Lokale dufte, smage og lokale kunstnere

…Du står nu på kalkgravspladsen, Du kan se Huul Mølle, det summer af folk der hygger sig, du kan dufte blomster og ramsløg, du kan smage lokalt produceret pesto og lokalproduceret vin, mens du lytter til at den lokale singer-song writer Hjalte Ross giver koncert. Børnene udforsker de mytiske væsner fra området sammen med Havnefruen imens bedsteforældrene synger med på fællessang fra højskolesangbogen.

VOX LIVE er en dag, hvor alle kan være med

Fokusset fra arbejdsgruppen har fra start været at skabe en ny kulturdag, som bringer højkvalitets musik og kultur ud af storbyen og samtidigt viser Aalborg Kommunes naturperler frem

”Vox Live er blevet til, fordi gruppen bag gerne vil vise, hvor fantastisk flot Vokslev-området er på en dejlig forårsdag. Og hvad en lille landsby er i stand til at stable på benene med fællesskab og sammenhold – og lidt kommunal bistand. Aalborg Kommune har et stort og smukt landdistrikt, som – efter vores mening – ikke udnyttes helt nok. Huul Mølleområdet - hvor arrangementet gennemføres - er ikke kendt af særlig mange mennesker. Besøgende bliver altid yderst forbavset over, at Aalborg Kommune har så smukt et naturområde. Den 24. maj behøver man ikke tage til storbyen Aalborg for at opleve kvalitetsmusik og -kultur. VOX Live tilbyder netop det. Topklasse musik, kultur og natur i en smuk harmoni. Jeg håber rigtig mange finder vej til Vokslev lørdag d. 24. maj, siger Leo Helmer, formand i Aalborg Kommunes landdistriktsråd og medstifter af VOX LIVE

…Klokken er lige passeret 18, de sidste er kommet tilbage fra kunst – og kulturruten. Kalkgravspladsen er godt fyldt op VOX LIVE kulminerer lige om lidt med afslutningskoncert med Carl Emil Petersen. Bagefter bevæger du dig videre, fyldt op med stærke kulturelle oplevelser og dine sanser er stimuleret af en indtil i dag måske ukendt nordjysk naturperle.

Program for VOX LIVE 2025

På Kalkgravspladsen:

14.00: Åbning v. rådmand Jes Lunde

14.15: Fællessang v. Anne Marie Hassing

14.45: Vingard Kvartet

17.30: Hjalte Ross Band

18.30: Carl Emil Petersen

Huul Mølle

15.30: Hjalte Ross solo

16.10: Forfatter Carsten Bach Nielsen

16.40: Vingard Solo

17.15: Forfatter Carsten Bach Nielsen

For Børn

14.00: Havnefruen

14.15: Eventyroplæsning v. Nibe Bibliotek

14.45: Leg pirat v. Springeren

15.40: Michael Back

16.10: Havnefruen

16.30: Eventyroplæsning v. Nibe Bibliotek

Rutestart for Kulturruten:

15.30

16.00

16.30

Det her kan du det meste af dagen:

Høre og smage på naturen i og om Binderup Å

Lege i halmballer

Køre i hestevogn

Blive malet i ansigtet

Kontakt

Kultur

Danmarksgade 17 9000 Aalborg

Ring til os

99 31 41 53

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang