Skip til hoved indholdet Kontakt Kontakt

Sundheds-, Forenings og Kvarterhus i Løvvangen indviet

Løvvangen Sundheds-, Forenings og Kvarterhus blev mandag 2. juni indviet i Nørresundby. Der er store faglige forventninger og begejstring hos blandt andet tandlægerne ved åbningen af det nye ”Mødested”. Aalborg Kommune beder nu borgerne om hjælp til at finde det endelige navn til huset.

Flere hundrede borgere og gæster var mødt op da Løvvangen Sundheds, Forenings og Kvarterhus bød indenfor til indvielse. Projektet opstod som ide i 2016, da det blev besluttet at nedlægge Løvvangskolen. Første spadestik blev taget i november 2023 og mandag 2. juni 2025 kunne dørene åbnes til over 5000 kvadratmeters Sundheds-, Forenings og Kvartershus.

”Jeg er glad for, at så mange møder op til indvielsen, det vidner for mig om forventningens glæde, men også den betydning huset her kan få lokalt. Det kommer til at rumme hverdagens fællesskaber og borgerdrevne aktiviteter for borgere i alle aldre på tværs af interesser og etnicitet. Samtidigt er det sundhed hvor borgerne bor, når huset nu har flotte rammer til læge-, sygepleje- og børnetandlægeklinikker og Center for Sundhedsfremme. Jeg glæder mig til at opleve et hus, der er levende om dagen, når borgerne benytter sig af sundhedstilbud, og om eftermiddagen og aftenen med et blomstrende foreningsliv og socialt samvær i husets lokaler, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

Tandlægerne glæder sig

En af de nye beboere er Aalborg Tandpleje der er flyttet ind med kommunens største børnetandlægeklinik, der skal servicere over 11.500 børn og unge. Og de glæder sig over de flotte rammer, der giver en række fordele:

”Det bliver rigtigt godt og rigtigt spændende. Med tandlæger, tandplejere og klinikassistenter ser jeg frem til et godt fagligt fællesskab, hvor man kan få den sparring og udvikling man har brug for. Vi har virkeligt gode rammer og udstyr her og det giver en fordel for vores borgere. For her kan vi tilbyde alle behandlingerne i samme klinik. Og så bliver det spændende at se om vi ikke kan opnå nogen synergier med de andre sundhedsfaglige i huset – Vi vil jo møde nogle af de samme borgere – så det håber jeg vi kan gøre til en win-win for borgerne i hverdagen, siger Sarah Bie, klinikleder og tandlæge

Hjælp os med at finde et navn

Løvvangen Sundheds-, Forenings- og Kvarterhus, ja det lyder ikke helt mundret vel? Derfor har Aalborg Kommune den sidste måneds tid indsamlet nye bud på gode navne og nu efterspørges der hjælp til at komme det sidste stykke ind over målstregen med borgerinddragelse:

” Vi har haft en navnekonkurrence med 36 gode og forskelligartede forslag. Nu har vi udvalgt tre navne, og ønsker inddrager jer i beslutningen. Derfor afholder vi en afstemning, hvor I kan være med til at vælge det endelige navn. Så hold øje med opslag om afstemning” siger Jes Lunde

Deltag i afstemning om, hvad huset skal hedde

De tre navne i finalefeltet er:

  • Kultur og Sundhedshus Løvvangen
  • Mødestedet
  • Mødestedet – Yggdrasil

Du deltager ved at stemme på det forslag, som er din favorit:
Deltag i afstemning om det nye navn via linket her: 'Hvad skal huset hedde'?

Bæredygtigt hus

Byggeriet i Løvvangen er et grønt fyrtårn med et imponerende lavt klimaaftryk på 7,6 kg CO2e/m²/år, takket være innovativ brug af træ, der binder CO2 og har lavere udledning end beton og tegl.

Den gamle Løvvanghal er energirenoveret og forbundet med det nye byggeri af burntwood, et bæredygtigt alternativ til trykimprægneret træ, inspireret af vikingetiden. El-drevne maskiner har reduceret CO2-udledning og støj undervejs i byggeprocessen.

Projektet fremmer miljømæssig bæredygtighed men også social og økonomisk bæredygtighed ved at skabe et dynamisk hus med liv og aktiviteter fra morgen til aften, til glæde for hele kvarteret.

Kontakt

Center for Sundhedsfremme

Fyrkildevej 7 9220 Aalborg Øst

Ring til os

99 31 69 99

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang