Nye tiltag skal lette parkeringsudfordringer i Ø-gadekvarteret og Vejgård
Aalborg Kommune kommer nu borgerne i Ø-gadekvarteret og Vejgård i møde med nye tiltag på parkeringsområdet
Det sker efter, at der som følge af en byrådsbeslutning blev indført en regulering af parkeringen i Ø-gadekvarteret fra 1. april i år, der bl.a. skulle hjælpe flere brugergrupper af parkering i området ved at indføre betalingsparkering og muligheden for p-licens. Det gjaldt blandt andet beboerne i området, der forinden havde svært ved at finde en p-plads.
Men reguleringen fra 1. april har også haft nogle uhensigtsmæssige effekter, hvilket har givet udfordringer for blandt andet erhvervslivet og beboerne i områderne. Derfor ændrer man nu i Ø-gadekvarteret tidsbegrænsningen fra 1 til 2 timer på nogle af de tidsbegrænsede p-pladser i tilknytning til nogle typer erhverv som for eksempel frisører og tandlæger, så kunderne bedre kan nå det, de skal.
Det er vigtigt at lytte til kritikken fra borgere og erhvervsliv, og det har vi gjort. Jeg har besøgt forskellige interessenter og været på besigtigelse i området, og nu forsøger vi at imødekomme flest mulige ønsker og interesser. Vi skal løbende opsamle erfaringer fra udrulningen af de nye parkeringsforhold, for byrådet har jo besluttet, at Ø-Gadekvarteret er det første af en række kvarterer i byen, hvor der skal indføres regulering af parkeringen.
Plads til gulpladebiler
Håndværkerne har også haft udfordringer med, at der i Ø-gadekvarteret er langt at gå fra betalingsparkeringen til deres opgaver. Det har kommunen lyttet til og indfører derfor cirka 10 pladser forbeholdt gulpladebiler på hverdage kl. 7-16, mod betaling. Disse pladser placeres 5 steder med 2 p-pladser hvert sted og i områder med størst afstand til eksisterende betalingsparkering.
Hjælp til beboere
De nye tider med betalingsparkering i Ø-Gadekvarteret har også givet udfordringer på de nærmeste veje i Vejgård, da flere bilister er begyndt at parkere her som en afledt effekt. Det har betydet, at nogle beboere har haft svært ved at komme ud fra deres indkørsel samt nedsat fremkommelighed og trafiksikkerhed på nogle veje. Nu vil kommunen hjælpe beboerne i Vejgård ved bl.a. at indføre parkeringsforbud i den ene side af vejen på Bernstorffsgade og Vonsyldsgade for at sikre fremkommelighed og bedre trafiksikkerhed.
Ændringer i tidsbegrænsning
Kommunen forsøger også at tage noget af presset på villavejene i Vejgård ved at fjerne tidsbegrænsningen på 26 pladser på p-pladsen i Odinsgade ved Coop365 samt på parkeringspladsen i Samsøgade ved den nedbrændte svømmehal. Herudover indføres tidsbegrænsning på alle p-pladser ved Østre Alle Hallen, som minimum i eftermiddags- og aftentimer, for at imødekomme brugere af hallen og tennisbanerne. Desuden indføres grundet trafiksikkerhed et p-forbud på en del af Petersborgsvej syd for rundkørslen.
Følger udvikling
Kommunen vil også følge udviklingen i belægningen på betalingsparkering, da nogle beboere på Sønderbro og Fynsgade i Ø-gadekvarteret mener, at det er uhensigtsmæssigt, at de ikke kan parkere i deres gade, fordi der er betalingsparkering og ikke parkeringslicens.
Hvis der på sigt fortsat er lav belægning på betalingspladserne på Sønderbro og høj belægning i Vendsysselgade, konverteres en del af betalingspladserne på Sønderbro til parkeringslicens og omvendt i Vendsysselgade.
Derudover indføres en række andre tiltag i de to bydele, og pakken med nye ændringer ventes indført om cirka en måneds tid.
Situationen vil forsat blive overvåget nøje, og flere justeringer kan komme på tale, hvis der viser sig mulighed for at optimere parkeringsforholdene yderligere.
Kontakt
By og Land
Stigsborg Brygge 105 9400 NørresundbyRing til os
99 31 20 00Skriv til os
Husk at skrive sikkert, hvis du deler følsomme eller fortrolige oplysninger.