Inspiration og hands-on erfaringer får flere Aalborg-virksomheder i gang med eksport
BusinessAalborg står hvert år bag en række arrangementer om eksport og internationalisering. Det giver værdi for de deltagende virksomheder.
Bag BusinessAalborgs arrangementer, som sætter fokus på eksport og internationalisering, står erhvervskonsulent Helle Duus. Hun sætter i høj grad scenen for temaer, virksomheder og lande, der gør arrangementerne topaktuelle for nordjyske virksomheder.
Det seneste år har vi blandt andet sat fokus på Polen som eksportmarked, hvor deltagerne kunne møde virksomhederne Nordlux og Inelco, der fortalte om deres polske erfaringer, samt repræsentanter fra den Danske Ambassade i Polen, Scandinavian Polish Chamber of Commerce og Enterprise Europe Network.
”Polen er et ofte overset eksportmarked for danske virksomheder, men med nogle af de højeste vækstrater, massive investeringer og knap 37 mio. indbyggere rummer Polen et stort potentiale for Aalborgs virksomheder, og det er vigtigt, at vi er med til synliggøre og fremme”, fortæller Helle.
En af deltagerne til arrangementet om Polen var Kristian Kriegsbaum Mogensen, Procurement Manager hos Foamico, som arbejder med lavtryksrengøringsudstyr til drikke- og fødevareindustrien:
”Jeg deltog, fordi jeg var nysgerrig på nye leverandørmuligheder og på, hvordan nærhed til produktionen kan styrke vores forsyningskæde. Arrangementet gav mig et klart indblik i, hvilke muligheder der findes i Polen, og hvordan man kan få støtte til at undersøge nye markeder. Det var meget brugbart, og jeg kan sagtens se, at Polen på sigt kan blive relevant for os”.
Et andet arrangement havde eksport til USA i centrum, for hvad sker der, når verden vender på hovedet med nye dagsordener og tariffer. Til dette arrangement delte bl.a. Aalborg-virksomhederne Turf Tank og Admin by Request ud af deres erfaringer med eksport til USA.
En af deltagerne var Tom Valbak, CEO i Xtellio, som arbejder med IoT sensorenheder, dataindsamling og cloud-løsninger, og som har fokus på eksport og vækst i både EU og Nordamerika:
Jeg fik nye idéer til forretningsmodeller, som kan være oplagte til det amerikanske marked og en introduktion til et nye ERFA netværk, som netop sætter fokus på de udfordringer, der kan være ved opstart i USA. Det var toprelevant at høre om andre virksomheders erfaringer.
Tom Valbak, CEO, XtellioEfterfølgende har Helle været tovholder på at oprette ERFA-gruppen for virksomheder, som eksporterer til USA, hvor medlemmerne kan sparre med hinanden om muligheder og udfordringer på det amerikanske marked.
”Formålet med at invitere til sådanne eksport-arrangementer er at give flere virksomheder indblik i muligheder og udfordringer på det pågældende marked og lade sig inspirere af andres erfaringer”, fortæller Helle Duus og fortsætter:
”Vores arrangementer stables ofte på benene i et tæt samarbejde med Erhvervshus Nordjylland og de andre nordjyske erhvervskontorer”.
Flere arrangementer er i pipeline for 2026, herunder et med fokus på det canadiske marked og, en delegationsrejse til Norge samt en Nordjysk Eksportdag, hvor der blandt andet sættes fokus på, hvordan AI kan effektivisere eksportarbejdet.
Kendetegn ved Aalborgs eksportvirksomheder
En analyse baseret på Danmarks Statistik viser, at der i alt er 1.420 eksportvirksomheder i Aalborg og 28.565 jobs. Eksportvirksomhederne udgør i alt 14 procent af det samlede antal virksomheder i vores kommune.
Sammenlagt har eksportvirksomhederne en omsætning på 257 milliarder kroner årligt og bidrager således med 88% af den samlede omsætning i Aalborg. Eksport og inspiration til eksport har derfor stor betydning for udviklingen.
Fra inspiration til handling
Næste skridt er ofte at få viden og inspiration fra arrangementer omsat til praksis. Her kommer Helle Duus igen ind i billedet. Som erhvervskonsulent tilbyder hun faglig sparring til Aalborg-virksomheder, som gerne vil i gang med at eksportere eller vil udvide deres eksportindsats.
Helle har mange års erfaring med eksport og vejledning. Hun kan være stifinder i forhold til tilskudspuljer som eksempelvis SMV:eksport, hvor virksomheder kan søge om midler til eksportaktiviteter for at komme i gang med eksport. Helle har gennem årene opbygget et solidt netværk af eksportrådgivere på de enkelte markeder samt blandt eksportvirksomheder, som hun gerne deler ud af.
Kontakt Helle Duus Jørgensen på mobil 2520 1566 eller e-mail hdj@aalborg.dk
Kontakt
BusinessAalborg
Boulevarden 13, 2. sal 9000 AalborgRing til os
99 31 15 70Skriv til os
Husk ikke at dele følsomme eller fortrolige oplysninger via mail.