Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Folkefesten fortsætter med fyrværkerishow i kulissen af 40 smukke skibe 

The Tall Ships Races er i fuld gang med 40 af verdens smukkeste sejlskib i havn, 1.500 besætningsmedlemmer og tusindvis af daglige besøgende. Folkefesten har indtil videre haft ca. 354.000 gæster. I aften kan du opleve Danmarks største fyrværkerishow fra Limfjordsbroen. 

Fredagen bød både på Crew Parade gennem Aalborgs gader, børneunderholdning,  koncerter og åbne skibe. Beredskabschefen fortæller, at der har været ca. 180.000 besøgende i løbet af fredagen. Samlet set har der været ca. 354.000 besøgende de første dage. 

Lørdag plejer at være den helt store besøgsdag under The Tall Ships Races. Her kan de besøgende bl.a. opleve Danmarkshistoriens største fyrværkerishow fra Limfjordsbroen. Gunnar Knudsen fra Højen & Magic Fyrværkeri står bag opgaven med at designe og affyre fyrværkeriet, ligesom han har gjort under de tidligere The Tall Ships Races i Aalborg. Denne gang bliver det bare større.

"Det bliver et brag af en fest. Og der bliver noget for alle sanser, og vi har flere nye tiltag med. Det er en lang proces at designe fyrværkeriet, og det tager mange 1000 timers arbejde," fortæller Gunnar Knudsen. 

Temaet er maritimt, så det passer til vandet og skibene. I år kommer der helt nye ting i spil, blandt andet bliver der affyret fra en coaster på fjorden, og der kommer to kraner på broen, så der kan fyres af i 40 meters højde. 

Sådan hører du musikken
På Slotspladsen i Aaborg og på festpladsen i Nørresundby sørger lydanlæg for, at oplevelsen for tilskueren bliver en helhed. Hvis du ser fyrværkeriet et andet sted fra, kan du finde lydsinde ved at indstille din radiomodtager på frekvensen 88,9 FM.

Afspærring af Limfjordsbroen
I forbindelse med fyrværkeriet lørdag den 6. august bliver Limfjordsbroen lukket for passerende trafik.

  • Kl. 12.00 Afspærring af østligste vejbane, fortov og cykelsti på Limfjordsbroen. Kørsel mod nord kun i et spor.
  • Kl. 18.00 Limfjordsbroen spærres for al passage
  • Limfjordsbroen åbnes igen for ordinær trafik søndag den 7. august.
  • Kl. 01.00 Fodgængere på vestlige fortov
  • Kl. 01.15 Kørende trafik mod nord
  • Kl. 01.30 Limfjordsbroen åbnes for sejlads
  • Kl. 02.00 Al kørende trafik.

Parade of Sail
Søndag slutter The Tall Ships Races i Aalborg, hvor skibene sejler Parade of Sail ud af Limfjorden fra kl. 13-15. Arrangementsområdet er også åbent for besøgende. 

Se programmet på www.tsraalborg.dk

Fotos
I må gerne bruge vedhæftede fotos, bare husk at Baghuset skal akkrediteres. 

Del indhold