Skip til hoved indholdet

Bæredygtighedsprisen 2024

Kender du en virksomhed, forening eller organisation, der gør en ekstraordinær indsats for at fremme bæredygtighed og bidrager til den grønne omstilling? Nu kan du hylde dem ved at nominere dem til Bæredygtighedsprisen 2024.

I årene fra 2013 til 2020 har Klima- og Miljøudvalget i Aalborg Kommune uddelt Bæredygtighedsprisen under Bæredygtighedsfestivalen. I 2024 vækkes traditionen atter til live.

”Vi er glade for at genoptage traditionen i forbindelse med Aalborg 2024. Prisen er en anerkendelse af de bæredygtige aktiviteter og initiativer i vores kommune, som inspirerer andre til at følge trop og skabe en mere bæredygtig fremtid for os alle,” fortæller Anna Aaen, rådmand for Klima og Miljø i Aalborg Kommune.

Som noget helt nyt søger vi både nomineringer til en Bæredygtighedspris for virksomheder og en civilsamfundspris for foreninger og organisationer.

Kriterierne er klare. I prioriteret rækkefølge leder vi i år efter vindere, som både:

  1. Har leveret en ekstraordinær indsats for at bidrage til CO2-reduktion.
  2. Inspirerer andre til at bidrage til klimaindsatsen.
  3. Understøtter et eller flere af de øvrige temaer i Aalborg Kommunes Verdensmålsstrategi: Biodiversitet, ressourceforbrug og ulighed.

Et panel af eksperter fra virksomheder, Ungeklimarådet og repræsentanter fra Klima- og Miljøudvalget vil udvælge vinderne, der vil blive offentliggjort den 5. oktober 2024 på Grøn Scene i Kildeparken.

”Jeg vil have øje på, om de indstillede kan skaleres og overføres til andre, så flest muligt får gavn af initiativet på sigt. Derudover skal det være noget, som den gennemsnitlige Aalborgenser har gavn af, og det skal formidles på en forståelig måde. Det skal ikke være et højtflyvende koncept for en snæver kreds,” fortæller Ole Nielsen, direktør for Himmerland Boligforening og dommer i panelet.

Tidligere vindere såsom Himmerland Boligforening, Marian Aagaard (regionsformand for Kost og Ernæringsforbundet), Skagerak, Better World Fashion og fire elever fra Mou Skole har alle vist os vejen med deres dedikation og engagement i den grønne omstilling.

Aalborg 2024 – Vores byer. Vores ansvar.

1. til 3. oktober 2024 er Aalborg Kommune vært for den 10. europæiske konference for bæredygtige byer og lokalsamfund. Imens politikere og embedsfolk er samlet i Aalborg Kongres & Kultur Center, vil det summe af liv lige udenfor dørene i Kildeparken. Her er alle nemlig indbudt til en uge i bæredygtighedens tegn, hvor der fra 1. til 5. oktober er forskellige arrangementer og temadage for både børn og voksne.

I Kildeparken kan du blandt andet opleve involverende kunst, SU-venlig klimamad og upcoming musiknavne til vores Fredagslounge. Du kan også tage hele familien med til den store Familiedag lørdag 5. oktober. Det er også 5. oktober, vi kårer vinderne af Bæredygtighedsprisen 2024.

Paneldeltagere

  • Kristian Thulesen Dahl, administrerende direktør, Port of Aalborg
  • Gabriella Nielsen, forperson, Ungeklimarådet
  • Anne Nørkjær Gade, kompetencechef bæredygtighed, Artelia
  • Thomas Fisker Nielsen, chef, UCN act2learn Erhverv
  • Torben Farum eller Carl Christian Pedersen, formand, LandboNord/Agri Nord
  • Ole Nielsen, direktør, Himmerland Boligforening
  • Daniel Borup, Klima- og Miljøudvalget
  • Tobias Bøgeskov, Klima- og Miljøudvalget

Klima- og Miljøudvalget godkender paneldeltagernes beslutning endeligt.


Kontakt

Klima og Miljø

Stigsborg Brygge 5 9400 Nørresundby

Ring til os

99 31 20 50

Skriv til os

Har du set...

Aalborg Kommune

Boulevarden 13
9000 Aalborg

CVR-nummer: 29189420

Let digital adgang