Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Aalborg er certificeret UNICEF børnevenlig kommune

Aalborg Kommune har de sidste tre år arbejdet sammen med UNICEF for at blive dygtigere til at inddrage børn og unge og lære dem om deres rettigheder. Arbejdet har nu resulteret i, at Aalborg er certificeret som børnevenlig kommune.

Aalborg Kommune har de sidste tre år arbejdet systematisk med at inddrage børn og unge i mange forskellige opgaver. Det har eksempelvis været børn og unges syn på  sikre skoleveje, det nye børne- og ungeunivers på Stigsborg, affaldssortering, kommunens budget, børnebibliotekt og fritidstilbud. Nu er Aalborg blevet certificeret af UNICEF, som en børnevenlig kommune, hvilket skaber stor glæde hos både børn, unge og borgmesteren. 

Sara Tvilling, der er formand for Ungebyrådet i Aalborg og går på Aalborg Katedralskole i 1.G, føler at certificeringen sikrer, at de unge bliver hørt. 

"At vi bor i en Børnevenlig Kommune sikrer os unge vores ret til at blive hørt, når det kommer til emner, som berører vores hverdag. Kommunen inddrager os i relevante beslutningsprocesser. Selvom de voksne har gode intentioner, kan de nemlig kun gætte sig til, hvordan det er at være ung i dag. Derfor sætter vi pris på, at vi kan mærke, at vores meninger og synspunkter har en reel tyngde og bliver taget alvorligt, når beslutningerne skal træffes. Sådan sikrer vi sammen en bedre kommune for alle aldersgrupper," siger Sara Tvilling. Ungebyrådet har været med ombord i hele forløbet med at blive certificeret som Børnevenlig Kommune.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen er stolt over, at Aalborg Kommune som den anden i Danmark, nu bliver anerkendt for arbejdet med at være bedre til at inddrage børn og unge:

"Børn og unge er eksperter i deres liv - og på, hvordan man bedst føler sig respekteret og hørt i Aalborg Kommune. Vi har generelt mange tilbud og tiltag målrettet børn og unge, og vi har en klar intention om at tilbyde et godt liv til børn og unge. Derfor skal vi udvikle kommunen sammen med dem. Jeg er stolt af de mange børn og unge, som byder ind med deres ideer og giver vigtig viden om, hvordan det er at være ung. Samtidig er Børnevenlig Kommune også for voksne. For det gode børneliv bliver til et godt voksenliv", siger Thomas Kastrup-Larsen.

Hos UNICEF understreger generalsekretær, Susanne Dahl, vigtigheden af, at børn og unge bliver hørt og lærer om deres rettigheder.

"Det er helt centralt for vores arbejde i UNICEF at sikre reel inddragelse af børn og unge i alle spørgsmål, der vedrører deres liv og fremtid. Dén vision har Aalborg virkelig taget på sig. Det har været både inspirerende og rørende at være vidne til, hvordan kommunen på alle mulige måder har igangsat initiativer, der netop sikrer, at børn bliver inddraget i kommunale beslutningsprocesser - ikke bare formelt, men helt konkret. Jeg glæder mig til at følge Aalborg Kommune fremover, og jeg er meget stolt af, at jeg i dag kan byde Aalborg velkommen i det fornemme selskab af Børnevenlige byer, kommuner og lokalsamfund over hele verden," siger generalsekretær i UNICEF Danmark, Susanne Dahl.

Alle er inviteret til børnefest
Certificeringen bliver fejret på søndag den 20. november kl. 10-13 på Hovedbiblioteket i Aalborg, der netop har bygget nyt børnebibliotek, hvor børnene har været tæt inddraget i processen. Denne dag er også Børnekonventionens fødselsdag, derfor fejres certificeringen på dagen med en stor børnefest, hvor det er muligt at møde Mads Steffensen og Dobbelt A-holdet, Lucca fra X-faktor, Katrine Bille kendt fra Ramasjang og Sebastian Barthold fra Aalborg Håndbold.

Læs mere om Aalborg Kommunes arbejde med at blive børnevenlig kommune 

Fakta om Børnevenlig Kommune

  • UNICEF tildeler byer og kommuner i hele verden titlen og certificeringen som Børnevenlig Kommune, hvis de gør en ekstraordinær indsats for at beskytte og fremme børns muligheder og rettigheder.
  • Certificeringen som Børnevenlig Kommune opretholdes herefter ved fortsat at arbejde på konkrete handlinger og implementering af tiltag vedrørende blandt andet børneinddragelse og opretholdelse af børns rettigheder.
  • 40 lande er i dag repræsenteret blandt UNICEFs Børnevenlige Byer og Kommuner.
Del indhold