Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Nyt i forsøget med bedre trafikafvikling på Vesterbro

18. januar 2023
Siden efteråret 2022 har By og Land testet en ny trafikafvikling på Vesterbro for at forbedre fremkommeligheden. Næste skridt i testen tages i morgen, hvor der åbnes for højresving fra Vesterbro til Hasserisgade.

Hasserisgade har nu været lukket for biltrafik i halvdelen af forsøgsperioden. Der har dog været åbent for den kollektive trafik samt de bløde trafikanter.

Undervejs i testperioden har Aalborg Kommune indsamlet en række data som trafiktællinger, rejsetidsdata, observationer og borgerhenvendelser. Disse data har dannet grundlag for en række nye signaljusteringer samt justerede omløbstider, der skal imødekomme det ændrede trafikmønster. De nye justeringer betyder, at der kan afvikles mere svingende trafik.

- "Det største ønske, vi har hørt fra borgere her i forsøgsperioden, er et ønske om en åbning af højresving fra Vesterbro til Hasserisgade. Det lytter vi nu til, og fortsætter ellers testen som hidtil. Vi undgår derfor stadig udkørende trafik fra Hasserisgade, som kan blokere for trafikken på Vesterbro, men med højresvingsmuligheden, der ligeledes gælder for Kirkegårdsgade slipper vi af med den omvejskørsel, som flere af byens trafikanter har påpeget", udtaler rådmand i By og Land Jan Nymark Rose Thaysen.

Send os dine kommentarer

Aalborg Kommune har udarbejdet et evalueringsskema, hvor alle har mulighed for at evaluere på forsøget og komme med input. Evalueringsskemaet sendes også direkte til områdets beboere. De indsamlede data vil blive evalueret i løbet af februar, og i marts træffes der en beslutning om, hvad der skal ske med krydset fremadrettet.

Beskriv det, du har oplevet - positivt eller negativt. Derefter markerer du på et kort, hvor på strækningen, du taler om. Linket vil blive lukket ned d. 1 februar.

Send kommentar

Del indhold