Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Oplev juleorkester på Aalborg Banegård på fredag

28. november 2022
Traditionen tro bliver overskuddet fra DSB's lille modelbane igen i år uddelt på banegården med fuld musik og søde sager.

Img 1756Web

 

Som en fast juletradition uddeler DSB hvert år overskuddet fra deres lille modelbane, der står midt i ankomsthallen på banegården i Aalborg. Og i år er ingen undtagelse. Så kom og drik en kop kaffe eller the og få lidt sødt til ganen, mens jernbaneorkestret spiller de velkendte julesange.

Det sker på Aalborg banegård fredag d. 2 december kl. 14. Overskuddet lyder i år på 15.650 kroner. Det bliver overrakt til Børns Voksenvenner af rådmand Nuuradiin S. Hussein, Job og velfærd.

Børns Voksenvenner er en frivillig forening der har til formål at skabe venskaber mellem børn og en ekstra fortrolig voksen, der kan være rollemodel i deres hverdag


"Børn og unges trivsel er i den grad udfordret. Her gør Børns Voksenvenner en afgørende forskel for børn og unge, der savner voksne rollemodeller, der har tid og overskud til at deltage i fælles aktiviteter med dem. Netop fællesskabet mellem det enkelte barn og en ressourcestærk voksen har ofte en livslang betydning", siger rådmand Nuuradiin Salah Hussein.

Birgit Klitgaard Leong, der er regionskonsulent ved Børns Voksenvenner, er beæret over, at overskuddet går til netop dem i år:

"Vi er meget glade for, at overskuddet går til Børns Voksenvenner i år. Og der er ingen tvivl om, at pengene skal gå til flere aktiviteter mellem børn og voksne, som bidrager til et større fællesskab. Derudover har vi lange ventelister fra børn og familier, der mangler en ekstra voksen. Derfor vil nogle af pengene også gå til at rekruttere flere frivillige, så vi på den måde kan hjælpe endnu flere børn og deres familier".

Overrækkelsen plejer at være et tilløbsstykke for mange Aalborggensere. Alle er hjertelig velkomne til det gratis arrangement. Mange rejsende nyder at høre jernbaneorkestret spille julemusik og se modeltoget køre i det flotte landskab, der både rummer en model af Aalborg Banegård og Aalborg Tårnet.

Img 1824 Web

Del indhold