Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Borgere inviteres til budgetcafé

08. september 2022
Aalborg Byråd vil gerne invitere borgerne i Aalborg Kommune til budgetcafé på KaffeFair om Budget 2023-2026 torsdag den 22. september kl. 19-20.30. Lige nu er byrådet nemlig igang med at forhandle om, hvad pengene skal bruges til. Budgettet kræver stram prioritering pga. flere børn og ældre, et stigende behov for specialiserede tilbud, prisstigninger og færre penge til anlæg. 

Aalborg Kommune er i vækst med mere end 222.000 borgere - især antallet af børn og de ældre stiger. Aalborg Kommune oplever også et stigende antal borgere med særlige behov. 

I sidste uge fremlagde det udvidede Økonomiudvalg sit budgetforslag for 2023-2026. Budgettet prioriterer penge til de flere børn og ældre og det stigende behov for specialiserede tilbud. Det har været nødvendigt med en reduktion i anlægsprojekter, men daginstitutioner, plejehjem, Plusbussen og Børne- og Ungeuniverset på Stigsborg Brygge fortsætter som planlagt. Der skal også sættes mere fart på byggesager og lokalplaner med flere medarbejdere.

For at blive klogere på borgernes ønsker inviterer Aalborg Byråd til budgetcafé torsdag den 22. september i KaffeFair.

"Jeg håber, at en hel masse borgere både unge og ældre har lyst til at komme og udfordre os på vores prioriteringer, for hele byrådet vil gerne udvikle og forandre Aalborg sammen med borgerne. Det gør vi allerbedst ved at inddrage borgerne i budgetprocessen, og derfor holder vi nu en budgetcafé, så vi kan tage deres inputs med videre, før vi skal forhandle budgettet endeligt på plads," siger borgmester Thomas Kastrup og fortsætter: 

"Vi udvikler Aalborg allerbedst ved at debattere og få indblik i hinandens hverdag. Vi foreslår i det udvidede Økonomiudvalg at lukke havnebadet for bl.a. at kunne bruge pengene på den nære velfærd såsom specialtilbud i skoler og børnehaver og flere rådgivere til udsatte famlier. Vi har også prioriteret penge til en ny Skurby for at sikre tag over hovedet til nogle af de mest udsatte borgere i Aalborg Kommune. Jeg håber at se en masse borgere til budgetcaféen og høre deres ønsker," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen. 

BUDGETCAFÉ

Tid: Torsdag den 22. september kl. 19.00-20.30

Sted: KaffeFair, Strandvejen 19, Aalborg.

Tilmelding (udløbet)

Program for budgetcafé

  • Kl. 19.00: Ordstyrer Michael Quereshi byder velkommen. Det udvidede Økonomiudvalg deltager i panelet, så alle partier er repræsenteret. Ungebyrådet er også repræsenteret. 
  • Kl. 19.05 -19.15: 1. del. Præsentation af budgetforslaget fra det udvidede Økonomiudvalg. 
  • Kl. 19.15 -19.35: Debat om infrastruktur og transport, klima og miljø, erhvervsstrategi, kommunale indsatser i forhold til trivsel og kultur.
  • Kl. 19.40 - 20.00: 2. del. Debat om velfærd og trivsel i alle aldre. 
  • Kl. 20.05 - 20.30: Åbent forum og tak for i aften. 

Aalborg Kommune lavet en såkaldt kommunkasse, hvor alle borgere kan sende deres budgetønsker digitalt, og alle ønskerne bliver givet videre til politikerne, der forhandler Budget 2023-2026. Den er lukket efter afholdelse af budgetcafé. 

Læs mere om budgetcaféen

Den videre budgetproces

  • Torsdag den 29. september går slutspurten ind i Økonomi og Erhverv, hvor byrådet er samlet for at få budgetforliget i hus.
  • Torsdag den 13. oktober er der 2. behandling af budgettet i byrådssalen. Her bliver budgettet endeligt vedtaget.
  • Budgettet gælder for det kommende år, og der vedtages et nyt budget hvert år. Budgetforligspartierne kommer med foreløbige bud på prioriteringer for økonomien for de tre efterfølgende år, og det vedtagne budget har derfor titlen Budget 2023-2026
Del indhold