Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Nu begynder Nordjyllands største sommerfest

03. august 2022
40 af verdens smukkeste sejlskibe deltager, når Aalborg er vært for The Tall Ships Races fra den 4-7 august 2022. Aalborg forventer 750.000 besøgende, og du kan allerede begynde at se skibe, der kommer dryppende ind i Limfjorden fra i dag, og de ankommer senest torsdag kl. 12.

Om lidt sejler nogle af verdens smukkeste sejlskibe ind i Aalborg Havn, når Aalborg for sjette gang er vært for The Tall Ships Races. Aalborg forventer 750.000 besøgende i løbet af fire dage. 

"The Tall Ships Races bliver en kæmpestor folkefest i Aalborg, som er virkelig tiltrængt for ung som gammel efter COVID-19. Jeg glæder mig til at mærke fællesskabet og hyggen, når havnefronterne bliver fyldt med 40 af verdens smukkeste skibe, over 1.500 besætningsmedlemmer, tusindvis af besøgende, koncerter, børneshows og underholdning. På fredag går alle besætningerne i optog gennem byen - det er virkelig en oplevelse at overvære. Aalborg fejrer også værtskabet med danmarkshistoriens største fyrværkerishow fra Limfjordsbroen lørdag aften, og så kan der vinkes farvel til skibene, når de sejler parade of sail ud af Limfjorden på søndag. Hele byen kommer til at summe af liv, og vi er klar til Nordjyllands største sommerfest," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen. 

Det er sjette gang, at Aalborg er vært for The Tall Ships Races, som sammenlagt har tiltrukket mere end 3 millioner mennesker ved værtskaberne i 1999, 2004, 2010, 2015 og 2019. 

Koncerter og fyrværkeri

Udover sejlskibe og maritim stemning byder eventen også på ca. 50 koncerter med navne som TV2, Tobias Rahim, Birthe Kjær, Dodo & The Dodos, Poul Krebs, Lis Sørensen og Fyr & Flamme. Der er hver dag børneunderholdning på festpladsen i Nørresundby bl.a. med Motor Mille. 

Fredag eftermiddag kl. 16 er der Crew Parade gennem byen, som slutter på Slotspladsen, hvor der er prisoverrækkelse til de hurtigste skibe på ruten fra Antwerpen til Aalborg.  På lørdag den 6. august kan publikum opleve et rekordstort fyrværkeri fra Limfjordsbroen kl. 23.15. 

Parade of Sail på søndag

På søndagen forlader alle skibene Aalborg i en såkaldt "parade of sail" med fuld sejl og besætningsmedlemmer i masterne. De første sejler afsted på søndag kl. 13 og frem til kl. 15. Her er fortsat fuld gang i arrangements med flot udsyn fra Honnørkajen og langs Limfjorden hele vejen ud til Hals.  

Stor omsætning for byen

Der er omkring 1.500 besætningsmedlemmer ombord på skibene, og med forventet 750.000 besøgende, så giver det rigtig god omsætning for byen.

"The Tall Ships Races er Nordjyllands største sommerevent, som bidragere positivt både til de mange unge trainees, som vi sender med ud på de smukke skibe, og til stor glæde for både sponsorer, erhvervslivet i form af caféer, restauranter og butikker, borgere, turister og for kommunen. Ved sidste værtskab i 2019 viste en rapport fra Visit Denmark, at tilrejsende turister brugte næsten 52 millioner kr., og at eventen havde lokaløkonomiske effekter svarende til 51 fuldtidsstillinger. Det er både en folkefest og en gevinst for hele byen på rigtig mange parametre," fortæller eventchef Søren Thorst. 

Vidste du at:

  • Det er sjette gang, at Aalborg er vært for The Tall Ships Races.
  • Aalborg har været vært i 1999, 2004, 2010, 2015, 2019 og nu igen i 2022.
  • 40 af verdens smukkeste sejlskibe lægger til kaj i Aalborg.
  • Spar Nord og Spar Nord Fonden er hovedsponsor for sjette gang.
  • Aalborg Kommune sender 100 unge trainees med fra Antwerpen til Aalborg.
  • Der er cirka 1.500 besætningsmedlemmer med på skibene.
  • Aalborg forventer omkring 750.000 besøgende under The Tall Ships Races 2022.
  • The Tall Ships Races afvikles årligt med skiftende værtshavne. Med undtagelser af 2020 og 2021 har kapsejladsen været afholdt hvert år siden 1956.
  • Du kan følge skibenes ankomst ved at downloade appen "YB Races" og søge efter The Tall Ships Races 2022
  • Find det fulde program på www.tsraalborg.dk
Del indhold