Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Over 100 frivillige er med til at skabe Nordjyllands største sommerfest 

01. august 2022
Vivi Markbjerg fra Hals er én af de over 100 frivillige, der hjælper til under The Tall Ships Races i Aalborg. Hun hjælper besætningerne ombord med alt fra aktiviteter til lægebesøg, når de kommer til byen, mens medlemmer fra Ulvene MC passer på underholdningsscenerne.

"Jeg har valgt at være frivillig igen i år, da det er mega sjovt, og jeg møder en masse fantastiske mennesker."

Ordene kommer begejstret fra Vivi Markbjerg fra Hals, der for tredje gang har meldt sig som frivillig under The Tall Ships Races i Aalborg. Hun var med første gang i 2015, hvor hun via sine børn, der var søspejdere i Hals, hørte om muligheden for at være frivillig.

"Jeg anede intet om, hvad der skulle ske, men efter et par informationsmøder var jeg klar. Mit første skibe var det polske skoleskib Dar Mlodziezy, og hver morgen mødtes vi med kaptajnen kl. 9.00 til morgenbriefing, kaffe og en lille én dertil", mindes Vivi Markbjerg, der igen i år skal være LO´er eller såkaldt forbindelsesofficer.

Vivi Markbjerg fortæller at opgaverne som frivllig bl.a. indebærer at informere skibets besætning om aktiviteter i byen, deltage i Crew Parade og hvis nogle bliver syge eller skal til tandlæge hjælper hun også. I 2019 hjalp hun også politiet med, at alt var klar til paskontrol. Nu er det tredje gang, og måske venter nye opgaver.

"Jeg glæder mig helt vildt. Jeg er blevet grebet af det, og hjælper hvor jeg kan. Jeg møder gamle kendinge og får en masse nye venner. Og jeg keder mig aldrig," siger Vivi Markbjerg.

Ulvene MC passer på scenerne

Under The Tall Ships Races er der også flere forskellige klubber og foreninger, der hjælper til og på den måde tjener penge til klubkassen. Nørresundby Forenede Boldklubber sætter eksempelvis hegn op og ned, mens medlemmer af motorcykelklubben Ulvene MC hjælper til som scenevagter.

"Klubben har tidligere været frivillige ved bl.a. The Tall Ships Races og nogle cykelløb her i byen. Det er en god og anderledes måde, vi medlemmer af klubben er sammen på, og så er det en god mulighed for at tjene lidt penge til klubkassen og holde kontingentet nede," fortæller Frank Horsøe, formand Ulvene MC, der ikke har haft svært ved at få dækket vagterne ind. Tværtimod, da der pt. er en reserve på seks mand.

"Nogle finder en god klubkammerat at tage vagten med, andre tager konen eller manden med, og i løbet af natten bliver der drukket kaffe, spist rundstykker og snakket om alt mellem himmel og jord. Det er hyggeligt at være med til, og vi får styrket sammenholdet i klubben. Vi er gode til at være en motorcykelklub, men vi vokser en lille smule hver gang, vi løfter en ny udfordring som denne. Der bliver i lang tid efter arrangementet talt om de oplevelser vi får," fortæller Frank Horsøe. 

Vidste du at;

  • det er sjette gang, at Aalborg er vært for The Tall Ships Races.
  • Aalborg har været vært i 1999, 2004, 2010, 2015, 2019 og nu igen i 2022.
  • 40 af verdens smukkeste sejlskibe lægger til kaj i Aalborg.
  • Spar Nord og Spar Nord Fonden er hovedsponsor for sjette gang.
  • Aalborg Kommune sender 100 unge trainees med fra Antwerpen til Aalborg.
  • Der er cirka 1.500 besætningsmedlemmer med på skibene.
  • Aalborg forventer omkring 750.000 besøgende under The Tall Ships Races 2022. 

 

I 2022 besøger The Tall Ships Races følgende byer:

  • Esbjerg, Danmark (7. - 10. juli)
  • Harlingen, Holland (14. - 17. juli)
  • Antwerpen, Belgien (22. - 25. juli)
  • Aalborg, Danmark (4. - 7. august)

Følg med i seneste nyt på www.tsraalborg.dk

Del indhold