Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Kulturministeren uddeler prestigefyldt idrætspris under DM-ugen i Aalborg

10. juni 2022
Kulturministerens Idrætspris bliver uddelt under den første DM-uge i Danmark, som foregår i Aalborg fra den 23-26. juni. Den prestigefyldte idrætspris bliver uddelt af kulturministeren på Honnørkajen fredag den 24. juni.

Aalborg er snart vært for den første DM-uge nogensinde i Danmark. DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 28 specialforbund, som dækker over 52 forskellige sportsgrene. Men hep, hujen og hyldest stopper ikke her.

Én af Danmarks mest prestigefyldte idrætspriser, Kulturministerens Idrætspris, bliver nemlig uddelt af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen under DM-ugen i Aalborg. Prisuddelingen kommer til at foregå fredag 24. juni kl. 15.00 ved DM-ugens hovedscene på Honnørkajen i Aalborg.

"Idræts- og foreningslivet fylder meget i mange danskeres hverdag. Den mangfoldighed smitter også af på Kulturministerens Idrætspris, hvor årets nominerede på hver sin måde har sat et markant aftryk på idrætten og rykket på grænserne for, hvad idrætten kan. Jeg ser meget frem til at uddele prisen til DM-ugen i Aalborg, som bliver en stor folkefest og kommer til at rumme alt det, som idrætten gør allerbedst," siger kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen.

De nominerede til Kulturministerens Idrætspris er:

  • OL-guldvinderen i sejlsport Anne-Marie Rindom
  • Håndboldprojektet LykkeLiga
  • Play the Game- direktør Jens Sejer Andersen
  • Herrelandsholdet i fodbold

"I Aalborg er vi helt vildt begejstrede for, at vi sammen med Danmarks Idrætsforbund har fået udviklet den første DM-uge. Kulturministeriet topper nu glæden ved at uddele en af Danmarks mest prestigefyldte idrætspriser her i Aalborg på samme tid. Det glæder mig enormt meget, for vi kan ikke hylde sportsheltene nok både inden for de store folkekendte sportsgrene og også de mere nicheprægede," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen.

Formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Hans Natorp, er glad for, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen, bakker op om den nye nationale event.

"Vi er stolte over, at kulturministeren har valgt DM-ugen som ramme for uddelingen af Kulturministerens Idrætspris. Omgivelserne bliver perfekte med Limfjorden som bagtæppe, Danmarks dygtigste atleter inden for et væld af sportsgrene og forhåbentligt masser af glade tilskuere," siger DIF's formand, Hans Natorp.

Tid og sted

"Kulturministerens Idrætspris" bliver af kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen. 
Fredag 24. juni kl. 15.00 ved DM-ugens hovedscene og 'centre court' på Honnørkajen i Aalborg.

DM-ugen

DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 28 specialforbund, som dækker over 52 forskellige sportsgrene. DM-ugen er et slags mini-OL på dansk grund. Over 180 medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles den 23.-26. juni, 2022.

Aalborg er en af Danmarks største byer, men er ikke større end, at tilskuerne til DM-ugen kan gå rundt til mange af konkurrencerne. De fleste adgange bliver gratis, og det gør det nemt for publikum at 'shoppe' rundt mellem konkurrencerne.

Bag eventet står DIF - i tæt samarbejde med de mange specialforbund - og værtsbyen Aalborg, der danner rammen om historiens første DM-uge.

Se mere på DM Ugens hjemmeside

Del indhold