Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Aalborg vinder sundhedspris for arbejdet med unges trivsel

25. maj 2022
Aalborgs Kommunes partnerskab med ungdomsuddannelserne om sundhed og trivsel vinder KL´s forebyggelsespris 2022.

Det var i en fyldt sal i Aalborg Kongres og Kulturcenter og med klapsalver at Aalborg-holdet kunne gå på scenen og modtage KL´s forebyggelsespris til KL´s Social og Sundhedspolitisk forum. 20 forebyggelsesindsatser fra hele landet var indstillet til prisen. I konferencens program fik tre finalenominerede indsatser lov at præsentere og inspirere med deres arbejde, og på sidste dag gik hyldesten til Aalborg for dens mangeårige partnerskab med kommunens ungdomsuddannelser omkring de unges sundhed og trivsel.

- Vi er rigtige stolte og glade over at modtage forebyggelsesprisen. Den er vidnesbyrd om at ting bliver godt, når man sætter sig sammen og finder fælles mål. Og stræber efter dem i lang tid. Det her er en kulmination på mange års samarbejde mellem ungdomsuddannelserne og os. Vi har en fælles interesse i at de unge trives og har det godt. Det giver dem en bedre mulighed for at få en ungdomsuddannelse og gode fremtidsmuligheder. Det er både godt for den enkelte unge og i samfundets interesse, siger Jes Lunde, rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune 

Aalborg Kommune har siden 2007, forankret i Sundhed og Kultur, haft et tæt partnerskab med kommunens ungdomsuddannelser. Det startede med en enkelt, men nu er alle 13 ungdomsuddannelser med i samarbejdet. Partnerskabet består af tre elementer:

  • Samarbejdsnetværk med ungdomsuddannelserne
  • Tværgående initiativer (ex.: fælles politik for tobaksfrie ungdomsuddannelser, fælles rusmiddelpolitik, ungeprofilundersøgelsen)
  • Tilbudskatalog (ex.: undervisning i mental sundhed og stress, rygestoptilbud, sundhedssamtaler - der alle bliver udført ude på ungdomsuddannelserne.         

Med på scenen til prisuddelingen var også Torben Poulsen, rektor på Aalborghus Gymnasium, og han er personligt glad for prisen:

- Jeg er meget stolt, fordi jeg var med til at starte initiativet tilbage i 2007 sammen med Thomas Kastrup-Larsen, der dengang var rådmand. Aalborghus Gymnasium var i starten eneste ungdomsuddannelse, men i dag er alle med. Behovet for partnerskabet er kæmpestort. Vi bruger selv mange af partnerskabets tilbud - eksempelvis "åben og rolig for unge" et forløb, der hjælper de unge med at tackle stress. Og så er netværket meget vigtigt - vi kan snakke med hinanden om udfordringerne og kommunen er der med det samme for at hjælpe os - senest med udfordringen omkring snus på ungdomsuddannelserne, siger Torben Poulsen, rektor på Aalborghus Gymnasium.

Partnerskabet vigtigt i fremtiden

Dommerpanelet hos KL lagde i motivationen vægt på at indsatsen har været systematisk, langvarig og inkluderende af alle niveauer - inklusive de unge selv. Og så roses partnerskabet for sine forebyggende og foregribende tilgang til udfordringer. Det bliver vigtigt også i fremtidens arbejde lyder det fra prismodtageren:

- Ungdomsuddannelserne danner rammen om en stor del af de unges liv, og derfor er de en central arena for forebyggelse. Den seneste undersøgelse af folkesundheden viste desværre endnu en gang, at der er mange unge, som har mentale udfordringer. Derfor er det så vigtigt, at vi prøver at tage problemerne i opløbet med en forebyggende indsats, siger Jes Lunde.

Del indhold