Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Mere end 50 sportsgrene dyster om over 180 guldmedaljer til DM-ugen 

27. april 2022
Aalborg bliver vært for den første DM-uge, som bliver et dansk mini-OL den 23.-26. juni 2022, når alt fra styrkeløft, svømning, squash og mere end 50 andre sportsgrene samles til et brag af en fest med alt det bedste fra dansk eliteidræt. Aalborg rykker sporten ud i byens rum med længdespring på havnefronten, SUP på fjorden, udspring fra Limfjordsbroen og cykelløb i gaderne. En sportslig drøm går i opfyldelse, fortæller formanden for DIF.

Aalborg udvikler sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) den første DM-uge nogensinde i Danmark. Det bliver unikt for både deltagere og publikum. 

"Idræt og sport er en vigtig del af Aalborgs DNA. Aalborg har stolte traditioner som idræts- og sportskommune, hvor fællesskab og foreningsliv altid har stået højt på dagsordenen. Aalborg Pirates har lige vundet det danske mesterskab i ishockey, og med en boblende sportsglæde i hele byen kan jeg kun sige, at det er en kæmpe ære for os at være den første værtsby for en så stor og omfattende sportsevent. DM-ugen bliver et perfekt udstillingsvindue for de mange forskellige sportsgrene, men også for Aalborg som by," siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester i Aalborg Kommune.

Over 180 guldmedaljer skal uddeles under DM-ugen i Aalborg. Hele 28 specialforbund lige fra  dansk hockey union, dansk klatreforbund til dansk vandski og wakeboard forbund er klar til at deltage med mere end 50 forskellige sportsgrene på programmet. Det bliver altså et mangfoldigt dansk idrætsliv, der bliver vist frem i Aalborg i juni. Og netop mangfoldigheden kan være vejen til inspiration og nytænkning hos både gæster og lokale foreninger/klubber. 

"Jeg glæder mig til, at både sportsudøverne og publikum får nogle store oplevelser under DM-ugen i Aalborg. Vi rykker en masse idræt ud i byens rum. Der bliver længdespring på havnefronten, Wakeboard i Østre Havn, roning på Limfjorden og udspring fra Limfjordsbroen. Der bliver dans og dart i Nordkraft, og målstregen i cykelløbet bliver midt i Aalborg centrum. Udover de mange oplevelser, så håber jeg jo også, at de forskelligartede sportsgrene kan være inspiration til endnu mere bevægelse og sundhed for den enkelte borger. DM-ugen bliver også en inspirationskilde til vore lokale foreninger og klubber, der er med til at arrangere det hele. Det bliver en god mulighed for at nytænke," siger Jes Lunde, der er rådmand i Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.

 

En sportslig drøm

Formanden for Danmarks Idræts Forbund, Hans Natorp, fortæller, at det er en sportslig drøm, der går i opfyldelse til sommer. Samarbejdet mellem DIF, Aalborg Kommune og foreningerne har været afgørende for, at DM-ugen nu kan realiseres. 

"Det er ingen hemmelighed, at det længe har været DIF's drøm at samle så mange danmarksmesterskaber som muligt et sted i Danmark og give danskerne alt det bedste fra dansk eliteidræt i et tætpakket program på bare fire dage. Nu bliver drømmen til virkelighed i Aalborg, fordi byen og foreningerne er klar til at skabe rammerne omkring, at både publikum og deltager får et unikt og anderledes danmarksmesterskab, og det er vi hamrende stolte over," siger Hans Natorp og fortsætter:

"Som tilskuer vil du opleve kendte danske sportsstjerner i klassiske discipliner som f.eks. cykling, tennis og atletik, men du vil også stifte bekendtskab med DM i stand up paddle, rugby og klatring, som du muligvis aldrig har set tidligere. I DIF vil vi sammen med vores specialforbund gøre vores ypperste for at skabe en folkefest med elitesport, hvor tilskuerne både begejstres og overraskes."

 

Aalborg Kommune er vært for DM-ugen både i 2022 og 2023.

 

28 specialforbund er klar til DM-ugen:

Dansk Atletik

Dansk Militært Idrætsforbund

Den Danske Billard Union

Danmarks Bowling Forbund

Danmarks Brydeforbund

Danmarks Cykle Union

Dans Danmark

Dansk Dart Union

GymDanmark

Dansk Hockey Union

Dansk Judo & Ju-Jitsu Union

Dansk Klatreforbund

Dansk Arbejder Idrætsforbund

Dansk Minigolf Union

Moderne Femkamp

Parasport Danmark

Dansk Automobil Sports Union

Dansk Forening for Rosport

Dansk Rugby Union

Dansk Sejlunion

Dansk Squash Forbund

Dansk Styrkeløft Forbund

Dansk Surf & Rafting Forbund

Dansk Svømmeunion

Dansk Taekwondo Forbund

Dansk Tennis Forbund

Dansk Vægtløftnings Forbund

Dansk Vandski & Wakeboard Forbund 

 

DM-UGEN I AALBORG

  • DM-ugen er et nyt og stort sport-event, som viser og hylder det bedste fra dansk eliteidræt. Et slags mini-OL på dansk grund.
  • DM-ugen samler de officielle danmarksmesterskaber for 28 specialforbund, som dækker over mere end 50 sportsgrene.
  • Over 180 medaljesæt skal uddeles, når DM-ugen afvikles den 23.-26. juni, 2022.
  • Aalborg er en af Danmarks største byer, men er ikke større end, at tilskuerne til DM-ugen kan gå rundt til mange af konkurrencerne. De fleste adgange bliver gratis, og det gør det nemt for publikum at 'shoppe' rundt mellem konkurrencerne.
  • Bag eventet står DIF - i tæt samarbejde med de mange specialforbund - og værtsbyen Aalborg, der danner rammen om historiens første DM-uge. Se mere på www.dmugen.dk.
Del indhold