Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Aalborg tager vigtigt skridt for at blive Børnevenlig Kommune

23. august 2021
Magistraten i Aalborg Kommune har i dag godkendt en handleplan, der skal gøre det muligt for Aalborg at blive Børnevenlig Kommune i 2022. Handleplanen er baseret på børn og unges anbefalinger og med input fra alle forvaltninger i Aalborg Kommune. Børn og unge får eksempelvis en aktiv rolle i kommunens klima- og miljøindsatser.

Magistraten, som er den øverste politiske ledelse i Aalborg Kommune, har i dag godkendt Aalborg Kommunes handleplan for at blive Børnevenlig Kommune i 2022.

Et af kravene for at blive anerkendt som Børnevenlig Kommune er at lave en handleplan sammen med børn og unge. I Aalborg er det blandt andet Ungebyrådet og kommunens fælleselevråd, der har bidraget.

"I Aalborg Kommune udvikler vi os sammen. Det er en del af kommunens DNA og grundfortælling. Det betyder, at vi udvikler os sammen med børn og unge, og det er ikke bare noget, vi leger. Børn og unge skal drive og skabe fremtidens samfund. Både i forhold til fællesskabet og vores alles kommune, men ligeledes i forhold til innovative løsninger, bæredygtighed, iværksætteri og samfundsudvikling, hvor det gode børneliv bliver til et godt voksenliv," siger borgmester Thomas Kastrup-Larsen og fortsætter:

"Ved godkendelse af handleplanen får vi et konkret værktøj og fokus hen mod anerkendelsen som Børnevenlig Kommune, som alle forvaltninger i kommunen har dedikeret sig til. Handleplanen viser, at vi mener det, når vi siger, at børn og unge i Aalborg Kommune skal kunne mærke, at Aalborg er en børnevenlig kommune, hvor deres stemmer bliver hørt, og de oplever reel medinddragelse."

Børn og unge spiller aktiv rolle i klima- og miljøindsatsen
Børn og unge får bl.a. en aktiv rolle i Aalborg Kommunes klima- og miljøindsats herunder udarbejdelse af klimaplaner. Miljø- og Energiforvaltningen har dannet et Ungeklimaråd, der også bliver en del af indsatsen i projektet Børnevenlig Kommune.

Rådet skal komme med input og anbefalinger til Miljø- og Energiforvaltningen og generelt i Aalborg Kommune på klimaområdet. På den måde skal Ungeklimarådet også sikre, at børn og unge bliver hørt i udarbejdelsen af kommende klimaplaner.

"I Miljø- og Energiforvaltningen arbejder vi hver dag for at sikre et bedre miljø for fremtiden. Derfor var det naturligt for os at have fokus på børn og unges rettigheder til at blive hørt og til et trygt, sikkert og rent miljø," siger Heidi Lyhne Jensen, der er projektleder i Miljø og Energiforvaltningen og fortsætter:

"Vi har længe forsøgt at inddrage børn og unge i vores projekter, men ikke "bag kulisserne". Derfor vil vi fremover have fokus på at involvere børn og unge tidligere især i projekter, så deres stemme bliver hørt."

Ungeklimarådet består af 10-16 unge mellem 15 og 25 år, og Aalborg Ungebyråd har fast plads i rådet.

Handleplanen indeholder indsatser på fem konkrete områder:

  • Børn og voksne skal kende til FN's Børnekonvention.
    Børn og unge skal kende deres rettigheder for at kunne handle i og med dem. Rettighederne gælder alle børn - og når man kender sine egne rettigheder, kender man også de andres.
  • Børn og unge skal opleve retten til at blive hørt.
    En Børnevenlig Kommune forbedrer børn og unges mulighed for indflydelse. Det betyder, at børne- og ungedemokratiet styrkes over hele kommunen, blandt andet gennem styrket samarbejde mellem elevråd og ledelse om skolernes undervisningsmiljø.
  • Børn skal opleve at vokse op i et trygt, sikkert og rent miljø.
    Aalborg Kommune vil skabe trygge omgivelser til børn og unge, hvor de har mulighed for at ytre deres mening og vokse op i sikkerhed. Det betyder blandt andet, at børn og unge inddrages i klimaplaner, tryghed i trafikken og byudvikling.
  • Børn skal opleve at blive værdsat og respekteret.
    En Børnevenlig Kommune er for alle børn og unge - uanset deres forudsætninger. Det betyder, at Aalborg Kommune vil øve sig i at inddrage de børn, der ikke selv melder sig på banen.
  • Mindset og børnesyn
    Der udvikles en Aalborg Kommune model for børneinddragelse, der skal støtte de voksne i at inddrage på den bedst mulige måde!

BØRNEVENLIG KOMMUNE

  • Aalborg Kommune og UNICEF Danmark har indgået et 3-årige pilot-samarbejde, som skal føre til, at Aalborg Kommune i december 2022 kan blive anerkendt som Børnevenlig Kommune.
  • UNICEF tildeler byer og kommuner titlen og anerkendelsen som Børnevenlig Kommune, hvis de gør en ekstraordinær indsats for at beskytte og fremme børns muligheder og rettigheder.

 

Del indhold