Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Aalborgs etniske foreninger inviterer til Verdensfestival

19. oktober 2021
Lørdag 30. oktober eller søndag 31. oktober kan du få en gratis rundrejse til den rigdom af kulturer, der findes i Aalborg kommune.

Verdens Festival

Aalborgs etniske foreninger inviterer til Verdensfestival i Nørresundby Idrætscenter. Oplev små udstillinger af farverige klædedragter, kunst, håndarbejde og traditioner fra forskellige kulturer. Lad dig smitte med livsglæde fra forskellige traditionelle dansegrupper, og smage på retter fra de deltagende lande. Derudover byder festivalen på spændende oplæg og samtaler.

Verdensfestivalen foregår 30. og 31. oktober i Hal 2, Nørresundby Idrætscenter. Åbningstider: Kl. 11 – 16, begge dage. Der er gratis adgang.

PROGRAM FOR BEGGE DAGE

11:00 Festivalen åbner
13:00 Psykolog Basim Osman holder oplæg om at leve med to kulturer
15:00 Samtale med inviterede gæster om ‘Livet med to kulturer’
16:00 Festivalen slutter

I løbet af dagen: Danseopvisning fra forskellige kulturer

Omkring 15 nationaliteter er repræsenteret på festivalen.

Det er to stærke aalborgensiske kvinder, Rana Elhussein og Amina Hassan, der har gjort Verdensfestivalen mulig. De har som frontfigurer i to foreninger, SAWA og Kvinder i Vækst, søgt og fået støtte til festivalen hos Oak Foundation, Denmark, der støtter mellemfolkelige og humanitære formål. 

Foreningerne håber, at festivalen kan være med til at bygge bro mellem borgere i Aalborg Kommune og skabe åbenhed og nysgerrighed mellem forskellige kulturer.  Så kom og vær med til at fejre mangfoldigheden i din by. 

Del indhold