Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Vor Frelser Sogn genåbner

17. juni 2021
Vor Frelser Sogn har nu syv dage i træk været under grænseværdierne for smittetal. Det betyder, at alle sogne i Aalborg nu er genåbnet.

Vor Frelser Sogn blev lukket den 25. maj, da sognet opfyldte de tre nationale kriterier for nedlukning på grund af høj corona-smitte. Sognet har nu haft syv dage i træk med faldende smittetal. Derfor er det nu muligt at genåbne sognet og alle de foreninger og kulturtilbud, der er i området.

Styrelsen for Patientsikkerhed ophævede påbuddet om nedlukning for Aalborg Handelsskole og Sct. Mariæ Skole få dage efter, at sognet blev nedlukket, da der ikke var udbredt smitte på skolerne, ligesom at eleverne og medarbejderne bor i andre sogne, hvor der ikke har været høj smitte.

”Vor Frelser Sogn var det første, der blev lukket ned og det sidste, vi kan genåbne. Det har været et langt sejt træk at knække smittekurven, og derfor er det med ekstra glæde, at vi nu har alle sogne i Aalborg Kommune genåbnet”, siger Jan Nielsen, der er direktør i Ældre & Handicapforvaltningen i Aalborg Kommune og står i spidsen for kommunens kriseberedskab.

Hav styr på dine bobler

Genåbningen må ikke blive en sovepude, det er stadig vigtigt at holde fast i de gode vaner og fortsætte med at lade sig teste.

”Smittetallene i Aalborg Kommune er stadig blandt de højeste i landet, og vi har set, hvor hurtigt smitten kan brede sig. Derfor er det vigtigt fortsat at lade sig teste regelmæssigt, og nu hvor mange bliver færdige med uddannelse og skal fejres med bobler, håber jeg, at alle også vil tænke over, hvilke bobler de færdes i socialt, siger Jan Nielsen.

Hvis et sogn opfylder disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:

  • Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
  • Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
  • Positivprocent på mindst 3,0 procent de seneste syv dage
  • Nedlukningen bliver ophævet, når mindst ét af ovenstående kriterier igen er under grænseværdien, og har været det en uge i træk

 For Vor Frelser betyder det, at følgende er genåbnet

  • Sprogcenter Aalborg, Kastetvej /Strandvejen 35B
  • Daghøjskolen Fokus, Dannebrogsgade
  • Dansk Folkeparti Ungdom Aalborg (DFU)
  • DDS Aalborg Søspejdere
  • Frit Forum
  • Konservativ Ungdom i Aalborg
  • Liberal Alliance Ungdom Aalborg
  • Radikal Ungdom Nordjylland
  • Venstres Ungdom, Aalborg
  • Vestre Baadelaug
  • Ægir
  • Aalborg Dame Roklub
  • Aalborg Kajakklub
  • Aalborg Roklub
  • House Of Concrete Aalborg
  • Sct. Mariæ unge katolikker (SMUK)
  • Fokus Folkeoplysning
  • UFL - Unge for Ligeværd
  • Hovedspringet
  • Fitness World, Dannebrogsgade
  • YogaHuset, Strandvejen
Del indhold