Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Høj tilslutning til vaccination mod COVID-19 i Aalborg

15. januar 2021
95 % af Aalborg Kommunes ældre over 65, som modtager praktisk hjælp og personlig pleje, har sagt ja tak til vaccinen mod COVID-19.

Når Aalborg Kommune som en af de sidste nordjyske kommuner lørdag kan slå dørene op til fire lokale vaccinationssteder, er der udsigt til travlhed, for tilslutningen til vaccinering overstiger Sundhedsstyrelsens forventning på 90 %.

95 % af Aalborgs ældre over 65, som modtager både praktisk hjælp og personlig pleje, har sagt ja tak til vaccinen. Flertallet af dem vaccineres på kommunens lokale vaccinationssteder den 16.-18. januar, mens en mindre andel venter på, at det bliver muligt at blive vaccineret i eget hjem.

Nært nordjysk samarbejde

Direktør Jan Nielsen fra Aalborg Kommune peger på det tætte samarbejde mellem praktiserende læger, Region Nordjylland og de elleve kommuner, som nøglen til den nordjyske succes med at få både borgere og vaccinationssteder klar på rekordtid:

- Jeg har oplevet en enorm vilje fra alle parter til at få det her til at lykkes. Region, kommuner og læger har knoklet side om side for at skaffe lokaler, bemanding, fordeling af vacciner og for at hjælpe borgerne med at booke tider. Tilslutningen på 95 % bare i Aalborg viser med al tydelighed, at vi godt kan være stolte af vores samarbejde i det nære sundhedsvæsen i Nordjylland, siger Jan Nielsen.

Tilslutning til vaccination i Aalborg Kommune

Aalborg Kommune har i alt cirka 1.800 ældre over 65, som modtager både praktisk hjælp og personlig pleje. 85 % af dem forventes at blive vaccineret på de lokale vaccinationscentre den 16.-18. januar, mens 10 % har valgt at vente på mulighed for at blive vaccineret i eget hjem. 5 % har sagt nej tak til vaccination. Aalborg Kommune har været i kontakt med samtlige borgere i målgruppen for denne vaccination.

Del indhold