Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Ombytning af pas med fejl i fingeraftryk

23. oktober 2020
208.000 pas i Danmark har på grund af en IT-fejl ombyttede fingeraftryk. I Aalborg Kommune er der fejl i ca. 52.000 pas i perioden 2014-2017. Sidst på året og frem til juni næste år får alle berørte borgere mulighed for gratis at få ombyttet sit pas. Passene er fortsat fuldt gyldige. 

En fejl i den iT-løsning, som 18 kommuner benytter, betyder, at omkring 208.000 danskere nu får tilbud om et nyt pas. Fejlen har medført, at der på en lang række nye pas er byttet rundt på venstre og højre fingeraftryk. Er man berørt, får man direkte besked inden for det næste halve års tid.

"Passene er fuldt gyldige og ingen borgere har oplevet problemer, men ifølge Rigspolitiet kan der i fremtiden være en risiko for problemer ved indrejse til andre lande - derfor denne Rigspolitiets beslutning om ombytning. Der er altså ingen grund til panik, da passene er gyldige, og de berørte borgere vil få direkte besked. Hører man ikke noget, skal man altså ikke foretage sig noget, for så er dit pas i orden," siger Dorthe Jespersgaard, der er kontorchef i Borgerservice, Aalborg Kommune. 

Ombytningen af pas er omkostningsfri for borgerne og kommer til at stå på i cirka et halvt års tid.

"Vi er ikke klar til ombytningen endnu, idet vi ønsker det rigtige set-up, så borgerne oplever færrest mulige gener. Vi forventer at begynde at kontakte de berørte borgere sidst på året, og de vil få direkte besked i deres E-boks om, hvordan de skal få ombyttet deres pas," fortæller Dorthe Jespersgaard. 

Tjek dit pas

Du har mulighed for at tjekke, om der skulle være fejl i dit pas via nedenstående link. 

https://nytpas.dk/

Som borger kan man få mere at vide ved at kontakte Den digitale Hotline på telefon 7020 000.

Del indhold