Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Genbrug giver overskud til sociale organisationer

26. november 2020
Det gavner ikke kun miljøet, når du afleverer dine brugte ting på genbrugspladsen. Det kommer også en række sociale og humanitære organisationer til gode

Har du ryddet op på loftet eller i garagen, står du måske med nogle ting, som andre kan bruge.

"Hvis du afleverer dem på Aalborg Kommunes genbrugspladser, bringer dine ting dobbelt glæde. Aalborg Kommunes genbrugsbutik på Sundsholmen i Nørresundby sælger nemlig borgernes brugte ting i den gode sags tjeneste. Så ud over en ny og glad ejer af din aflagte vinterjakke eller gamle cykel får en række sociale og humanitære organisationer hvert år glæde af overskuddet fra salget," siger rådmand Lasse Olsen fra Miljø- og Energiforvaltningen.

Genbrugsbutikken på Sundsholmen bliver i daglig tale kaldt "GPS'en Genbrug". Ud over at hjælpe brugte ting videre til andre, er GPS'en også med til at vise vej for borgere, som har svært ved at finde ind på arbejdsmarkedet. Det sker i et samarbejde mellem Miljø- og Energiforvaltningen og Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.

"Jeg ved for deltagerne på GPS'en er det afgørende, at deres arbejde gør en forskel for andre. De gør både noget for miljøet, de oplever at andre borgere kan bruge tingene og endelig at de støtter udsatte borgere i Aalborg", fortæller Rådmand Mai-Britt Iversen fra Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen.

"Vi er alle i GPS'en - både borgere og ansatte - stolte over, at vores arbejde nu igen resulterer i, at der kan uddeles midler til forskellige lokalt forankrede organisationer i Aalborg Kommune", siger Torben Mark, som er projektmedarbejder på Sundsholmen.

I år løber overskuddet op i 200.000 kr., hvilket betyder 20.000 kr. til hver enkelt organisation.

Mai-Britt Iversen uddyber:

"For en social organisation er 20.000 kr. rigtig mange penge. Det er både et bidrag til at understøtte foreningernes daglige arbejde, og gøre det muligt at give borgerne en ekstra oplevelse, som det ellers kan være svært for organisationerne at få råd til."

"Jeg er glad for, at GPS'en dækker over bæredygtighed i bred forstand - det vil sige både miljømæssigt, økonomisk og socialt," siger Lasse Olsen.

Han fortæller, at forvaltningerne normalt holder et mindre arrangement, hvor overskuddet bliver uddelt.

"Det har Corona desværre sat en stopper for i år. Heldigvis ændrer virussen ikke på, at det giver en rigtig god mavefornemmelse, når man er med til at hjælpe andre mennesker. Uanset om man afleverer ting til - eller handler i - genbrugsbutikken på Sundsholmen. Det er det oplagte sted at købe sine julegaver," slutter Lasse Olsen.

Modtagerne af overskuddet er:

  1. Barnets Blå Hus
  2. Broen
  3. Grønlandske Børn
  4. Mødrehjælpen - den rullende kagemand
  5. Reden Aalborg
  6. Skyggebørn
  7. Parasollen
  8. Operation julegave
  9. Børns voksenvenner
  10. Kofoeds Skole

GPS'en Sundsholmen står for Genbrug, Praktik, Sundhed, Erkendelser og Nytænkning. 

Aalborg Kommune har seks genbrugspladser. GPS'en afhenter effekter på pladserne Over Kæret, Sundsholmen og i Hou.

Du kan aflevere tøj, møbler, brugskunst, isenkram, billeder, cykler og legetøj, som derefter bliver sorteret, repareret og solgt i butikken.

Del indhold