Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Ny landdistriktspulje kan nu søges

29. september 2020
Aalborg Kommune har åbnet for ansøgninger til projekter i kommunens landdistrikt. Den nye landdistriktspulje er delt op i tre delpuljer, hvoraf den ene har deadline 15. oktober.

Det nye landdistriktsudvalg har efter den nye landdistriktspolitik i marts etableret en ny støttepulje til projekter i Aalborg Kommunes store landdistrikt. 2020 har kun en ansøgningsrunde til landdistriktspuljen, så derfor står der nu hele 3,9 millioner kroner og venter på ansøgninger til spændende events eller til forbedringer og forskønnelse af lokalområderne. Puljen kan søges af foreninger og institutioner med et almennyttigt formål.

- Nu har vi fået sat gang i den nye landdistriktspolitik og det nye udvalg har samlet en ny landdistriktspulje. Så det er det vigtigt, at vi får folk til at komme med deres gode ideer nu. Puljen er delt op i tre delpuljer, hvor det nu er projektets budget, der bestemmer hvilken man skal søge, fortæller Lisbeth Machholm, landdistriktskonsulent i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune

De tre delpuljer er:

• Projekter med et budget under 10.000 kroner. Ansøgninger behandles løbende hele året, med så kort svartid som muligt.

• Projekter med et budget mellem 10.000 og 100.000 kroner. Ansøgningsfrist inden 15. oktober. Her skal man forvente en behandlingstid på mellem 2 og 3 måneder.

• Projekter med et budget over 100.000 kr. Her behandles der også løbende ansøgninger året rundt. For at ansøge den store pulje skal man i dialog med landdistriktsgruppen i Sundheds- og Kulturforvaltningen.

Her kan du søge de tre puljer: /om-kommunen/landdistriktsudvikling/tilskudsmuligheder/landdistriktspuljen

 

- Vi sidder klar til at tage imod ansøgningerne og er klar til at gå i dialog med borgerne. Hvis man har ideer til forbedringer i sit lokalområde, stort som småt, så er det med at ansøge. Det kan være at man gerne vil have etableret en ny sti, det kan være til forskønnelse af byens fællesarealer, men også til informationsmateriale til allerede eksisterende lokale seværdigheder og aktiviteter. Mulighederne er virkeligt mange, fortæller Lisbeth Machholm.

Aalborg Kommune har et stort landdistrikt, hvor omkring 80.000 borgere ud af 215.000 borgere bor uden for Aalborg og Nørresundby. Derfor håbes der på mange ansøgninger, fra alle dele af landdistriktet,

- Jeg er glad for, at vi kan tilbyde den her støttepulje til vores skønne landdistrikt. For ud over de konkrete forbedringer og store oplevelser der bliver realiseret, så skaber projekterne også fællesskab og stolthed i lokalområderne. Det skaber dynamik og ikke mindst lyst og mod for ildsjælene og vores mange initiativrige i vores lokalområder. Så jeg kan kun opfordre alle derude til at få de gode idéer ud over rampen nu og forsøg at få dem realiseret, siger Mads Duedahl, rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune.

Læs mere på: /om-kommunen/landdistriktsudvikling/tilskudsmuligheder/landdistriktspuljen

Del indhold