Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Aalborgs musikliv lader sig ikke bremse

11. juni 2020
Kreativiteten fejler ikke noget i Aalborgs musikliv. Rytmisk Musikpulje har fået masser af ansøgninger og uddeler nu støtte til 22 musikprojekter.

Til trods for at der har været lukket ned for alle spillesteder og festivaler de sidste mange måneder, er der stadig gang i den lokale musikbranche i Aalborg Kommune.  Kulturlivet generelt har historisk set nok aldrig været mere presset på alle måder end lige nu, men der er håb forude. De rytmiske musikere knokler på livet løs derhjemme med at skabe nye store oplevelser for borgerne. Årets 2. ansøgningsrunde i Aalborg Kommunes Rytmiske Musik pulje har nu fundet sted, og der blev i alt delt midler ud for 114.850 kr. 22 ansøgninger ud af i alt 43 ansøgninger modtog støtte.

- Det er dejligt at se, at kreativiteten og initiativet stadig blomstrer i det lokale musikliv, til trods for at det er hårde vilkår for størstedelen af musikbranchen. I byrådet ved vi, at det er af uvurderlig betydning, at vi kan hjælpe talenterne lidt på vej. Det kommer til at gøre os alle rigere – både kulturelt og økonomisk, siger Jan Nymark Thaysen, fungerende rådmand i Sundheds- og Kulturforvaltningen

Af musikere, der modtog tilskud, er der blandt andet uddelt støtte til den Aalborgensiske sangskriver og sangerinde Katrine Schmidt, som med sin iørefaldende roots/country pop lyd har spillet rigtig meget på de nordjyske og nationale musikscener bl.a. som forsangerinde i bandet The Raggedy Anns. For tiden arbejder hun med sit soloprojekt, hvor hun har modtaget 7.000 kr i støtte til indspilningen af sit debutalbum.

Et af Aalborgs absolutte flagskibe indenfor metal-genren, som i år kan fejre 30-års jubilæum, bandet Mercenary har modtaget 12.000 kr i støtte til en kommende international albumudgivelse, den første i 7 år.

- Det kræver rigtig mange spillejobs at spare nok sammen til at have råd til at indspille et nyt album, og især i denne tid er det jo næsten umuligt for os som musikere at tjene penge, så derfor er det en kæmpe hjælp og mulighed at kunne få støtte til vores virke som musikere, siger Jakob Mølbjerg fra Mercenary.

Stor variation

Jazz-sammenslutningen Jazz9tus, som har været særdeles aktive under coronakrisen med livestreams af jazzkoncerter med lokale jazzmusikere, modtager 15.000 kr til afholdelse af en jazzcamp for unge jazzmusikere her til sommer i Aalborg. Vokalensemblet Postyr, som arbejder med at videreudvikle moderne vokalmusik, har ligeledes fået 15.000 til afholdelse af kor og dirigentkursus på Nordkraft i Aalborg i løbet af sommeren.

Endelig får Aalborg også en ny koncertforening i form af Aalborg og Nordjyllands Sangskriverforeningen, som har fået støtte til deres koncertarrangementer i efteråret 2020. Målet med foreningen er at styrke vækstlaget i Aalborgs musikmiljø ved at skabe en scene hvor man kan afprøve nyt materiale, debutere og lade sig inspirere.

Formand for det Rytmiske musikudvalg, som indstiller uddelingen, Jesper Gravholt er også optimistisk i forhold til det lokale musikmiljø:

- De mange forskelligartede ansøgninger vidner om et mangfoldigt og stærkt musikmiljø i kommunen. De 114.850 kroner, vi nu har uddelt til 22 musikprojekter, kommer både til at glæde de lokale musikforbrugere, men de kommer også til at sikre, at lokale artister når et nationalt og internationalt publikum, siger Jesper Gravholt.

Ny ansøgningsrunde

Den rytmiske musikpulje har tre årlige ansøgningsrunder. De næste ansøgninger kan sendes. Næste ansøgningsfrist er 1. sept. 2020.

Læs mere: /musik

Og følg med i Korma´s (Kompetencecenter for Rytmisk Musik i Aalborg) arbejde på facebook: https://www.facebook.com/kormaaalborg/

Del indhold