Find en af kommunens andre hjemmesider

Gå ind på den valgte hjemmeside

Ombygning af krydset Sønderbro - Østre Alle

15. maj 2019
Krydset Sønderbro - Østre Alle har i flere år været præget af uheld, og derfor ombygger Aalborg Kommune nu krydset. Ombygningen består bl.a. af et nyt separat cykelspor og afvikling af venstresvingende trafik, så der ikke opstår unødvendige konflikter mellem trafikanterne.

I starten af juni begynder Aalborg Kommune ombygningen af krydset, men allerede i maj måned kommer der til at foregå forberedende arbejde, da der skal trækkes nye ledninger på tværs af alle kørebaner.

Ombygningen af krydset giver en trafiksikkerhedsmæssig gevinst og er samtidig med til at forbedre kapaciteten, da der indføres to venstresvingsbaner fra alle retninger. I forbindelse med ombygningen opdateres signalanlægget ligeledes.

Aalborg Kommune forbedrer desuden forholdene for cyklisterne i krydset ved at indføre mulighed for højresving for rødt for tre af kørebanerne. Ved den sidste kørebane fra Sønderbro syd til Østre Alle øst etableres et separat cykelspor - en såkaldt cykelshunt, så cyklisterne kan fortsætte udenom signalanlægget.

Afvikling af trafikken under ombygningen

Der vil i hele anlægsperioden være indsnævringer af kørebaner eller indskrænkelse i antallet af baner igennem krydset. Det vil uden tvivl føre til forsinkelser - især i myldretiden. Aalborg Kommune håber på forståelse mens anlægsarbejdet står på.

Tidsplan

Ledningsarbejdet kommer til at foregå som aften- og natarbejde fra mandag den 20. maj og de efterfølgende tre nætter. Det øvrige arbejde starter i ugen efter og foregår i normal arbejdstid. Projektet forventes at være færdig til oktober.

Læs mere om Aalborg kommunes koordinerede projekter

Del indhold